Er du taknemmelig for det du har fået?
’Vi har fået den ånd som er fra Gud, for at vi kan kende det som Gud i sin godhed har givet os.’ — 1 KOR. 2:12.
1. Hvilken tanke udtrykkes af og til?
MANGE har hørt denne tanke udtrykt: ’Man værdsætter ikke det man har, før man har mistet det.’ Er det en følelse du kender? Når man har haft noget lige fra man var barn, kan man have en tendens til ikke at værdsætte det fuldt ud. Hvis en for eksempel vokser op i en rig familie, kan han betragte mange af de ting han har, som en selvfølge. Det kan også gælde unge der endnu ikke har så meget erfaring og derfor ikke fuldt ud forstår hvad der virkelig betyder noget i livet.
2, 3. (a) Hvad må kristne unge ikke glemme? (b) Hvad kan hjælpe os til at værdsætte det vi har?
2 Hvis du er ung, måske i teenageårene eller først i tyverne, hvad er så vigtigt for dig? For mange i verden drejer livet sig om det materielle — en god løn, et flot hjem eller det sidste nye inden for elektronik. Men hvis den slags ting er det eneste der betyder noget for os, mangler der noget vigtigt — åndelige værdier. Millioner i verden har aldrig skænket disse en tanke. I unge der er blevet opdraget af kristne forældre, må passe på ikke at glemme hvor stor Matt. 5:3) Mangel på værdsættelse kan få nogle sørgelige konsekvenser der vil følge jer resten af livet.
værdi jeres åndelige arv har. (3 Det behøver ikke at ske for dig. Hvad vil hjælpe dig til at sætte din åndelige arv højt? Lad os se på nogle bibelske eksempler der understreger hvorfor det er klogt at værdsætte sin åndelige arv. De kan hjælpe ikke bare unge men alle kristne til at værne om deres åndelige værdier.
DE MANGLEDE VÆRDSÆTTELSE
4. Hvad fortæller Første Samuelsbog 8:1-5 om Samuels sønner?
4 I Bibelen er der beretninger om nogle der fik en stor åndelig arv men ikke værdsatte den. Det gjaldt nogle i profeten Samuels familie. Samuel havde tjent Jehova fra han var barn, og havde altid været loyal mod ham. (1 Sam. 12:1-5) Han var et godt eksempel for sine sønner, Joel og Abija, og det ville have været klogt af dem at efterligne ham. Men det gjorde de ikke, og de endte med at blive selviske og uærlige. Den bibelske beretning fortæller at de „bøjede retten“, noget deres far aldrig havde gjort. — Læs 1 Samuel 8:1-5.
5, 6. Hvordan gik det med Josias’ sønner og sønnesøn?
5 Noget lignende gjaldt kong Josias’ sønner. Josias selv var en trofast konge der elskede Jehova og tilbad ham. Da bogen med Guds lov blev fundet og læst højt for Josias, satte han alt ind på at følge Jehovas vejledning. Han gjorde alt hvad han kunne, for at udrydde afgudsdyrkelse og spiritisme, og han tilskyndede hele folket til at adlyde Jehova. (2 Kong. 22:8; 23:2, 3, 12-15, 24, 25) Hans sønner fik altså en rig åndelig arv! Tre af hans sønner og en af hans sønnesønner blev med tiden konger, men ingen af dem værdsatte deres gode åndelige baggrund.
6 Josias’ søn Jehoahaz efterfulgte ham som konge, men „gjorde hvad der var ondt i Jehovas øjne“. Han regerede kun i tre måneder, hvorefter han blev fængslet af en egyptisk farao og døde i fangenskab. (2 Kong. 23:31-34) Dernæst regerede hans bror Jojakim i 11 år. Han værdsatte heller ikke det han havde modtaget af sin far. Fordi Jojakim handlede så ondt, profeterede Jeremias at han ville blive begravet „som et æsel begraves“. (Jer. 22:17-19) Josias’ andre efterfølgere — hans søn Zedekias og hans sønnesøn Jojakin — var ikke spor bedre; ingen af dem valgte at følge Josias’ trofaste eksempel. — 2 Kong. 24:8, 9, 18, 19.
7, 8. (a) Hvordan lod Salomon sin åndelige arv gå til spilde? (b) Hvad kan vi lære af nogle i Bibelen som satte deres åndelige arv over styr?
7 Salomon var en konge der havde fået meget af sin far, David. Selvom han havde en usædvanlig god åndelig baggrund og han begyndte godt, mistede han værdsættelsen af sin åndelige arv. „Da Salomon var blevet gammel, havde hans hustruer bøjet hans hjerte så han fulgte andre guder, og hans hjerte var ikke helt med Jehova hans Gud, som hans fader Davids hjerte havde været.“ (1 Kong. 11:4) Konsekvensen blev at Salomon mistede Jehovas godkendelse.
8 Hvor er det sørgeligt at disse mænd, der havde så god en åndelig baggrund og muligheden for at gøre det rigtige, lod det hele gå til spilde! Heldigvis var det ikke alle unge på Bibelens tid der handlede sådan, og det er det bestemt heller ikke i dag. Lad os se på nogle
gode eksempler som unge kristne kan efterligne.DE VÆRDSATTE DET DE HAVDE FÅET
9. Hvordan var Noas sønner et flot eksempel for unge? (Se indledningsbilledet).
9 Noas sønner var rigtig gode eksempler. Deres far fik besked på at bygge en ark og tage sin familie med ind i den. Sønnerne forstod hvor vigtigt det var at gøre Jehovas vilje, og de har uden tvivl samarbejdet med deres far. De hjalp ham med at bygge arken, og de gik ind i den. (1 Mos. 7:1, 7) Hvad godt førte det til? Første Mosebog 7:3 siger at de tog dyr med ind i arken „for at bevare afkom i live på hele jordens flade“. Arken reddede også menneskeliv. Fordi Noas sønner forstod værdien af det de havde fået af deres far, fik de det privilegium at være med til at redde menneskeslægten og genetablere den sande tilbedelse på en renset jord. — 1 Mos. 8:20; 9:18, 19.
10. Hvordan viste fire unge hebræere i Babylon at de værdsatte de sandheder de havde lært?
10 Flere hundrede år senere viste fire unge hebraiske mænd at de havde lært hvad der virkelig betød noget. Hananja, Misjael, Azarja og Daniel blev ført til Babylon i 617 f.v.t. De så godt ud og var intelligente unge mænd, og de kunne nemt have tillagt sig babyloniernes livsstil. Men det gjorde de ikke. Deres handlinger viste tydeligt at de huskede deres arv, alt det de havde lært hjemmefra. De fire blev rigt velsignet for at holde fast ved den åndelige oplæring de havde fået som børn. — Læs Daniel 1:8, 11-15, 20.
11. Hvordan fik andre gavn af Jesu åndelige arv?
11 Når vi taler om gode eksempler, kommer vi ikke uden om Jesus, Guds søn. Han fik meget af sin Far, og han værdsatte det. Det fremgår tydeligt af hans ord: „Jeg siger disse ting sådan som Faderen har undervist mig.“ (Joh. 8:28) Og han ønskede at andre også skulle have gavn af det han havde fået. Han sagde til folkeskarerne: „Jeg må nødvendigvis også forkynde den gode nyhed om Guds rige for de andre byer; det er jo dette jeg er sendt ud for.“ (Luk. 4:18, 43) Han hjalp sine tilhørere til at forstå at de ikke skulle være „en del af verden“, den verden som generelt ikke sætter åndelige værdier særlig højt. — Joh. 15:19.
VÆR TAKNEMMELIG FOR DET DU HAR FÅET
12. (a) Hvordan kan ordene i Andet Timoteusbrev 3:14-17 bruges om mange unge i dag? (b) Hvilke spørgsmål bør unge stille sig selv?
12 Ligesom de unge mænd vi har nævnt, er du måske blevet opdraget af forældre der elsker Jehova. Hvis du er, passer dét Bibelen siger om Timoteus, måske også på dig. (Læs 2 Timoteus 3:14-17). „Det du har lært“ om den sande Gud og om hvordan du kan glæde ham, har du lært af dine forældre. Dine forældre begyndte sikkert at undervise dig da du var helt spæd. Det har hjulpet dig til at blive „vís til frelse ved troen i forbindelse med Kristus Jesus“ og til at være „fuldt udrustet“ til at tjene Gud. Det store spørgsmål er så: Værdsætter du det du har fået? For at kunne svare på det må du analysere dig selv. Tænk over spørgsmål som: ’Hvordan har jeg det med at høre til den lange række af trofaste vidner? Hvilke følelser vækker det i mig at tænke over at jeg er et af de relativt få mennesker på jorden i dag der er Guds venner? Forstår jeg hvor stort og unikt et privilegium det er at kende sandheden?’
13, 14. Hvilke fristelser står nogle unge over for, men hvorfor vil det være uklogt at give efter for dem? Nævn et eksempel.
13 Nogle af de unge der er opdraget af kristne forældre, kan måske ikke se den stærke kontrast der er mellem vores åndelige paradis og Satans mørke verden. Nogle er endda blevet fristet til at prøve livet i verden. Men kunne du finde på at løbe ud foran en bil bare for at se om du vil blive ramt og måske dø? Selvfølgelig ikke! Der er heller ingen grund til at løbe ud i „udsvævelsernes sump“ i denne verden bare for at finde ud af hvor smertefuldt det kan være. — 1 Pet. 4:4.
14 Gener, der bor i Asien, blev opdraget i sandheden. Han blev døbt som 12-årig, men som teenager begyndte han at føle sig tiltrukket af verden. Han fortæller: „Jeg ville gerne opleve den ’frihed’ verden tilbyder.“ Gener begyndte at leve et dobbeltliv. Da han var 15, havde hans dårlige venners livsstil smittet af på ham. Han drak og bandede som dem. Gener kom ofte sent hjem efter at have spillet billard og voldelige computerspil med sine kammerater. Efterhånden gik det dog op for ham at det verden havde at tilbyde, ikke gav nogen tilfredshed. Det var et tomt liv. Om dét at komme tilbage til menigheden siger han: „Jeg kæmper stadig med mange udfordringer, men velsignelserne fra Jehova opvejer dem mere end rigeligt.“
15. Hvad bør også de unge der ikke er opdraget af kristne forældre, reflektere over?
15 Der er selvfølgelig også unge i menigheden der ikke er opdraget af kristne forældre. Hvis du er en af dem, så tænk over det vidunderlige privilegium du nu har: at kende og tjene Skaberen! Der er milliarder af mennesker på jorden. Derfor er det noget helt specielt at være blandt dem Jehova i sin kærlighed har draget til sig, og som han har åbenbaret sandheden for. (Joh. 6:44, 45) Kun 1 ud af 1.000 mennesker der lever i dag, kender sandheden, og du er et af dem. Er det ikke en grund til at være glad og taknemmelig, og gælder det ikke os alle sammen, uanset hvordan vi har lært sandheden at kende? (Læs 1 Korinther 2:12). Gener siger: „Det er så fantastisk at jeg får gåsehud når jeg tænker på det! Tænk at Jehova, den der ejer hele universet, kender lille mig!“ (Sl. 8:4) En søster fra samme område siger: „Studerende er meget stolte når deres lektor kan huske hvad de hedder. Men det er da et langt større privilegium at være kendt af Jehova, den store Lærer!“
HVAD MED DIG?
16. Hvad vil det være klogt af unge at gøre?
16 Når du tænker over det fantastiske privilegium du har, bliver du så ikke mere og mere besluttet på at gøre det til dit mål at tjene Jehova hele livet? Så vil du høre til den lange række af vidner der i tidens løb har tjent Gud trofast. Det er meget klogere end bare at følge strømmen af unge der, som i en døs, marcherer sammen med denne verden mod ødelæggelse. — 2 Kor. 4:3, 4.
17-19. Hvorfor er det klogt at være anderledes end verden?
17 Det betyder selvfølgelig ikke at det altid er let at være anderledes end verden. Men det er det eneste fornuftige. Hvad skal en sportsmand gøre for at nå til De Olympiske Lege? Der er ingen tvivl om at han er nødt til at være anderledes end sine kammerater for at nå det niveau. Han må sikkert afholde sig fra mange ting der kunne tage hans tid og opmærksomhed, og som ville gå ud over hans træning. Når han er villig til at være anderledes end andre unge, kan han koncentrere sig om at træne og nå sit mål.
18 Verdens livssyn er meget kortsigtet. Hvis du er mere fremsynet, vil du få „et fast greb om det virkelige liv“ fordi du så vil afholde dig fra verdens dårlige moral og alt det der kunne ødelægge dit venskab med Jehova. (1 Tim. 6:19) Søsteren der blev nævnt tidligere, siger: „Hvis du holder fast ved det du tror på, har du en skøn følelse når dagen er forbi. Det vil vise at du har styrken til at gå imod strømmen i Satans verden. Det er som om du kan se at Jehova er stolt af dig og smiler til dig! Og så har du det godt med at være anderledes!“
19 Livet bliver tomt og meningsløst hvis man kun går op i hvad man kan få her og nu. (Præd. 9:2, 10) Hvis du er ung og tænker seriøst over dit liv og din fremtid, vil det så ikke være klogt af dig at lade være med at „vandre sådan som folk fra nationerne vandrer“, og i stedet leve et meningsfyldt liv? — Ef. 4:17; Mal. 3:18.
20, 21. Hvilken fremtid kan vi få hvis vi træffer de rigtige beslutninger, men hvad forventes der af os?
20 Hvis vi træffer de rigtige beslutninger, kan vi opnå et tilfredsstillende liv nu og komme til at „arve jorden“ — få evigt liv. Vi vil få så mange velsignelser at vi slet ikke kan forestille os dem alle sammen. (Matt. 5:5; 19:29; 25:34) Det er klart at Gud ikke velsigner os pr. automatik. Han forventer noget af os. (Læs 1 Johannes 5:3, 4). Men at tjene ham trofast nu er det hele værd!
21 Hvor er det et stort privilegium at have fået så meget fra Gud! Vi har nøjagtig kundskab om hans ord og en klar forståelse af sandheden om ham og hans hensigt. Vi glæder os over at bære hans navn og være hans Vidner. Og Gud lover os at han er på vores side. (Sl. 118:7) Vi må alle, uanset om vi er unge eller gamle, vise at vi er taknemmelige for vores åndelige arv. Lad os leve på en måde der viser at vi ønsker at ære Jehova i al evighed. — Rom. 11:33-36; Sl. 33:12.