Hvordan viser Jehova at han elsker os?
“Se hvilken kærlighed Faderen har skænket os.” – 1 JOH. 3:1.
SANGE: 91, 13
1. Hvad tilskyndede Johannes kristne til at tænke over, og hvorfor?
APOSTLEN Johannes’ ord i Første Johannesbrev 3:1 er virkelig værd at tænke dybere over. Med ordene “se hvilken kærlighed Faderen har skænket os”, tilskynder Johannes kristne til at meditere over hvor højt Jehova elsker dem, og hvordan han viser denne kærlighed. Når vi får større forståelse af Jehovas kærlighed, får vi samtidig større kærlighed til ham og et endnu nærmere forhold til ham.
2. Hvorfor har nogle svært ved at forstå at Gud elsker dem?
2 Nogle har dog svært ved at forstå hvad der ligger i at Jehova elsker dem. De tror måske at Gud kun er en man skal frygte og adlyde. Eller på grund af falske religiøse læresætninger mener de måske at Gud er direkte ond, og at man umuligt kan elske ham. Andre igen mener at der ikke er nogen grænser for Guds kærlighed, og at han elsker dem uanset hvad de gør eller ikke gør. Men da du begyndte at studere Bibelen, lærte du at kærlighed er den egenskab der mere end nogen anden kendetegner Jehova, og at hans kærlighed fik ham til at give sin søn som en løsesum for os. (Joh. 3:16; 1 Joh. 4:8) Det kan dog være at du på grund af din opvækst eller baggrund stadig har svært ved at forstå at Gud elsker dig.
3. Hvilken grundlæggende sandhed hjælper os til at forstå Guds kærlighed?
Salme 100:3-5). Det er derfor at Adam i Bibelen kaldes “søn af Gud”, og at Jesus lærte sine disciple at Gud var deres himmelske Far. (Luk. 3:38; Matt. 6:9) Forholdet mellem Jehova og os er altså som mellem en far og hans børn. Kort sagt viser Jehova sin kærlighed til os på samme måde som en omsorgsfuld far viser at han elsker sine børn.
3 Hvordan viser Jehova at han elsker os? For at kunne svare på det spørgsmål må man forstå hvilket forhold der er mellem Jehova og mennesker. Jehova er den der har skabt os, han har givet os livet. (Læs4. (a) Hvordan adskiller Jehova sig fra ufuldkomne fædre? (b) Hvad vil vi se nærmere på i denne og næste artikel?
4 Mennesker er selvfølgelig ufuldkomne, og det er fædre også. Uanset hvor hårdt de prøver, kan de ikke vise lige så stor kærlighed som Jehova gør. Tragisk nok har nogle børn haft så dårlig en far at deres opvækst har givet dem dybe følelsesmæssige eller psykiske ar. Men sådan en far er Jehova bestemt ikke! (Sl. 27:10) Jehova elsker os højt og sørger godt for os, og det giver os lyst til at få et endnu nærmere forhold til ham. (Jak. 4:8) I denne artikel vil vi drøfte fire måder hvorpå Jehova viser os sin kærlighed. Og i den næste artikel vil vi drøfte fire måder vi kan vise vores kærlighed til Jehova på.
JEHOVA DÆKKER KÆRLIGT VORES BEHOV
5. Hvad sagde Paulus om Gud til indbyggerne i Athen?
5 Da Paulus var i Athen, lagde han mærke til at byen var fyldt med afgudsbilleder, og at folk troede at disse afguder havde givet dem livet og dækkede deres behov. Det fik ham til at udbryde: “Den Gud som har frembragt verden og alt hvad der er i den, ... giver selv liv og ånde og alting til alle. ... Ved ham lever vi og bevæger vi os og er vi til.” (Apg. 17:24, 25, 28) Ja, i kærlighed har Jehova sørget for alt hvad vi behøver for at kunne leve. Tænk over hvor meget der ligger i den udtalelse.
6. Hvordan vidner Jorden om at Jehova elsker os? (Se indledningsbilledet).
6 Planeten Jorden, som Jehova har skabt og “givet til menneskesønnerne”, vidner om hvor højt Jehova elsker os. (Sl. 115:15, 16) Forskere har brugt uhyrlige summer på at udforske rummet for at finde jordlignende planeter. De har identificeret hundredvis af planeter, men har måttet erkende at ingen af dem har de nøje afstemte forhold der findes på Jorden, og som muliggør liv. Jorden fremstår som noget helt unikt i Jehovas skaberværk. Hvor er det fantastisk at Jehova, ud af det enorme antal planeter der findes i galakser som Mælkevejen, ikke alene gjorde Jorden til et sted mennesker kunne bo, men også til et behageligt, smukt og trygt hjem for dem. (Es. 45:18) Fortæller det ikke noget om hvor stor kærlighed Jehova har til os? – Læs Job 38:4, 7; Salme 8:3-5.
7. Hvordan viser den måde vi er skabt på, at Jehova elsker os højt?
7 Jehova har givet os et dejligt hjem og alt hvad vi behøver materielt, men han ved også at det ikke er nok hvis vi skal være lykkelige og tilfredse. Et barn føler sig først helt trygt når det kan mærke forældrenes kærlighed og opmærksomhed. Jehova skabte os i sit billede og gav os evnen til at opfatte og reagere på den kærlighed og omsorg han viser os. (1 Mos. 1:27) Desuden sagde Jesus: “Lykkelige er de som erkender deres åndelige behov.” (Matt. 5:3) Som en kærlig far sørger Jehova godt for os, både fysisk og åndeligt. Bibelen siger at “Gud ... giver os rigeligt af alle ting for at vi kan nyde dem”. – 1 Tim. 6:17; Sl. 145:16.
JEHOVA ÅBENBARER KÆRLIGT SANDHEDEN FOR OS
8. Hvordan viser “sandhedens Gud” at han elsker os?
8 Fædre elsker deres børn og ønsker at beskytte dem mod at blive vildledt eller bedraget. Desværre ignorerer mange forældre i dag de normer der findes i Guds ord, og kan derfor ikke give deres børn den rette vejledning. Resultatet er ofte forvirring og frustration. (Ordsp. 14:12) Jehova er “sandhedens Gud”. (Sl. 31:5) Han elsker sine børn og lader sandhedens lys skinne så de ved hvordan de skal leve deres liv, og ikke mindst hvordan de skal tilbede ham. (Læs Salme 43:3). Hvilke sandheder har Jehova åbenbaret for os, og hvordan viser det at han elsker os?
9, 10. Hvordan er det et udtryk for Jehovas kærlighed at han åbenbarer sandheden (a) om sig selv? (b) om os?
9 For det første har Jehova åbenbaret sandheden om sig selv. Han har fortalt os sit personlige navn, der forekommer flere gange i Bibelen end noget andet navn. På den måde viser Jehova at han ønsker at vi skal lære ham at kende; han kommer nær til os. (Jak. 4:8) Jehova har også åbenbaret sine egenskaber, altså fortalt os hvordan han er. Det fysiske skaberværk viser os at Jehova har stor kraft og visdom, og i Bibelen fortæller han os om sin retfærdighed og især om sin dybe kærlighed. (Rom. 1:20) Fordi Jehova er som en far der ikke alene er stærk og klog, men også kærlig og rimelig, har vi som børn stor lyst til at knytte os nært til ham.
10 For det andet har Jehova åbenbaret sandheden om os, det vil sige om hvilken plads vi har i hans hensigt. Denne sandhed bidrager til freden og harmonien i Jehovas universelle familie. I Bibelen kan vi se at Skaberen ikke gav mennesker ret til selv at afgøre hvad der er rigtigt og forkert. Vi får også at vide at det vil have alvorlige konsekvenser hvis vi gør os uafhængige af ham. (Jer. 10:23) Det er meget vigtigt at forstå dette hvis vi gerne vil have et godt liv. Kun ved at anerkende at Gud er den højeste autoritet, vil vi kunne opleve ægte fred og tilfredshed. Hvor er det kærligt af Jehova at han har valgt at åbenbare denne sandhed!
11. Hvad har Jehova lovet som viser at han elsker os?
11 En kærlig far går meget op i hvordan hans børns fremtid bliver, og håber at de får et liv fyldt med mening og indhold. Men de fleste mennesker i dag er fuldstændig uvidende om hvad fremtiden vil bringe, eller de spilder måske deres liv på ting der ikke har nogen varig værdi. (Sl. 90:10) Som Guds børn føler vi os virkelig elsket fordi vores himmelske Far har stillet os en skøn fremtid i udsigt. Det giver vores liv mening og indhold.
JEHOVA VEJLEDER OG IRETTESÆTTER OS
12. Hvordan var Jehovas vejledning til Kain og Baruk et udtryk for kærlighed?
12 Da Jehova så at Kain var slået ind på en meget farlig kurs, vejledte han ham ved at spørge: “Hvorfor er du optændt af vrede og hvorfor har du et modfaldent udtryk i ansigtet? Hvis du gør det gode, finder der så ikke en opløftelse sted? ... Vil du få herredømmet over [synden]?” (1 Mos. 4:6, 7) Det var virkelig en advarsel på rette tidspunkt. Desværre lyttede Kain ikke til Jehovas kærlige vejledning, og det kom til at koste ham dyrt. (1 Mos. 4:11-13) Helt anderledes forholdt det sig med Jeremias’ sekretær, Baruk. Da Baruk på et tidspunkt følte sig træt og modløs, hjalp Jehova ham til at se hvad problemet i virkeligheden var. Til forskel fra Kain lyttede Baruk til Jehovas vejledning, og han reddede på den måde livet. – Jer. 45:2-5.
13. Hvorfor tillod Jehova at hans loyale tjenere blev prøvet?
13 “Den Jehova elsker, tugter han; ja, han svinger svøben over enhver som han tager imod som søn,” skrev Paulus. (Hebr. 12:6) Tugt i bibelsk forstand er ikke begrænset til straf. Den kan indbefatte mange andre ting. I Bibelen finder vi en del eksempler på at Jehovas loyale tjenere blev udsat for svære prøver der kan have virket som retledning, men bestemt også som oplæring. Tænk bare på Josef, Moses og David. Beretningerne om deres liv er nogle af de mest detaljerede og levende i Bibelen. Når vi læser om hvordan Jehova var med dem da de blev prøvet, og hvordan han brugte dem til at udrette store ting, bliver vi mindet om hvor stor omsorg og kærlighed Jehova viser sine tjenere. – Læs Ordsprogene 3:11, 12.
14. Hvordan kan man sige at det er kærligt af Jehova at irettesætte os?
14 Når Jehova tugter, hjælper det os til at forstå endnu et aspekt af hans kærlighed. Han ‘tilgiver i rigt mål’ når overtrædere der er blevet irettesat, reagerer positivt og angrer det de har gjort. (Es. 55:7) Hvad betyder det for dig personligt? I dybe og rørende vendinger siges der i Salmerne at Jehova er den der “tilgiver al din brøde, som helbreder alle dine sygdomme, som genløser dit liv fra gravens dyb; som kroner dig med loyal hengivenhed og med barmhjertighed”. David skrev videre: “Så langt som solopgang er fra solnedgang, så langt har han fjernet vore overtrædelser fra os.” (Sl. 103:3, 4, 12) Lad os altid huske at når Jehova vejleder og irettesætter os, er det et udtryk for at han elsker os højt, og vi bør derfor lytte til ham og være hurtige til at reagere på hans ord. – Sl. 30:5.
JEHOVA BESKYTTER OS
15. Hvad viser at Jehova betragter sine tjenere som noget helt særligt?
15 Noget af det der især ligger en kærlig far på sinde, er at beskytte sin familie mod alt hvad der kunne true eller skade den. Det gælder i endnu højere grad vores himmelske Far. Salmisten skrev om Jehova: “Han vogter sine loyales sjæle; af de ugudeliges hånd vil han udfri dem.” (Sl. 97:10) Tænk over dette: Ligesom du sætter stor pris på dine øjne og gør alt for at beskytte dem, elsker Jehova sine tjenere og er hurtig til at beskytte dem. – Læs Zakarias 2:8.
16, 17. På hvilke måder har Jehova både før og nu beskyttet sit folk?
16 Jehova benytter blandt andet englene til at beskytte og værne sit folk. (Sl. 91:11) Det var en engel der udfriede Jerusalem fra de invaderende assyrere ved at udrydde en hel hær på 185.000 mand på en nat. (2 Kong. 19:35) Det var også engle der blev brugt til at udfri Peter, Paulus og andre da de sad i fængsel. (Apg. 5:18-20; 12:6-11) Jehova er stadig opmærksom på sit folk. En repræsentant for Hovedkontoret der besøgte et afdelingskontor i Afrika, berettede at politiske og religiøse konflikter fuldstændigt havde ødelagt landet. Kampe, plyndringer, voldtægter og drab havde kastet landet ud i kaos og anarki. Mange af brødrene og søstrene havde mistet alt hvad de ejede, men ingen af dem havde mistet livet. Når de blev spurgt om hvordan de havde det, svarede de med et stort smil: “Vi har det godt – takket være Jehova!” De kunne mærke Jehovas kærlighed og omsorg.
17 Til tider har Jehova tilladt at modstandere har dræbt nogle af hans loyale tjenere, som for eksempel Stefanus. Han beskytter dog altid sit folk som gruppe betragtet, blandt andet ved at advare dem mod de udspekulerede metoder Satan benytter sig af. (Ef. 6:10-12) Gennem sit ord og publikationerne fra hans organisation advarer han os for eksempel mod materialisme, underholdning der skildrer sex og vold, og farerne ved internettet. Ja, som en kærlig Far er Jehova dybt interesseret i at beskytte og værne sit folk.
EN HELT SÆRLIG ÆRE
18. Hvilke følelser vækker det i dig at Jehova elsker dig?
18 Nu hvor vi har drøftet nogle få af de måder hvorpå Jehova viser os kærlighed, har vi det sikkert ligesom Moses. Efter at have set tilbage på sit lange liv i tjenesten for Jehova sagde han: “Mæt os om morgenen med din loyale hengivenhed, at vi kan råbe af glæde og fryde os alle vore dage.” (Sl. 90:14) Det er en helt særlig ære og velsignelse at vi har fået indblik i og oplever Jehovas kærlighed. Ligesom apostlen Johannes fyldes vi med varme følelser og udbryder: “Se hvilken kærlighed Faderen har skænket os.” – 1 Joh. 3:1.