Gud har været barmhjertig mod mig

Fortalt af Bolfenk Močnik

„Nu må du være stærk.“ Sådan lød mors tilskyndende og indtrængende ord idet hun omfavnede mig. Militsfolk skilte os ad, og retssagen tog sin begyndelse. Til sidst blev dommen afsagt: fem års fængsel. De fleste ville måske være helt knust. Men sandt at sige følte jeg endelig en dyb indre fred. Lad mig fortælle hvorfor.

DETTE fandt sted i 1952 i Slovenien. * Men historien tog egentlig sin begyndelse i 1930, over tyve år forinden. På det tidspunkt havde Bibelstudenterne, som Jehovas Vidner dengang blev kaldt, for første gang planlagt et større dåbsarrangement i landet. Mine forældre, Berta og Franz Močnik, blev døbt ved denne lejlighed. Jeg var da seks år, og min søster, Majda, var fire. Vores hjem i byen Maribor fungerede som center for den kristne tjeneste.

Da Adolf Hitler i 1933 kom til magten, begyndte han at forfølge Jehovas Vidner. Mange af Vidnerne i Tyskland flyttede til Jugoslavien for at hjælpe med forkyndelsesarbejdet. Mine forældre var glade for at have sådanne trofaste kristne som gæster. En af dem jeg husker særlig godt, var Martin Pötzinger, som senere tilbragte ni år i nazistiske koncentrationslejre. Lang tid efter, fra 1977 og til sin død i 1988, tjente han som medlem af Jehovas Vidners Styrende Råd.

Når Martin besøgte os, sov han altid i min seng, mens min søster og jeg lå inde i soveværelset hos vores forældre. Han havde et minileksikon i lommeformat som gav næring til min fantasi. Jeg elskede at bladre i den bog.

En tid med svære prøvelser

I 1936, hvor Hitler fik stadig større magt, overværede mine forældre det betydningsfulde internationale stævne i Luzern i Schweiz. Far havde en behagelig barytonstemme, og ved den lejlighed blev han derfor valgt til at indtale bibelske foredrag der senere blev afspillet på grammofon fra hus til hus over hele Slovenien. Ikke længe efter dette mindeværdige stævne blev der indledt en grusom forfølgelse af Jehovas Vidner i Europa. Mange måtte lide og dø i nazistiske koncentrationslejre.

I september 1939 begyndte den anden verdenskrig, og i april 1941 havde tyske tropper  besat visse dele af Jugoslavien. Slovenske skoler blev lukket, og vi måtte ikke tale vores sprog offentligt. Eftersom Jehovas Vidner er neutrale i alle politiske konflikter, ville de ikke deltage i krigen. * Som følge heraf blev mange arresteret og nogle henrettet — deriblandt en ung mand ved navn Franc Drozg, som jeg kendte godt. Nazisternes henrettelsespeloton udførte deres arbejde omkring hundrede meter fra vores hus. Jeg kan endnu se mor binde et tørklæde stramt om ørerne i forsøg på at undgå at høre lyden af skuddene. De sidste ord i det afskedsbrev Franc efterlod, var: „Vi ses i Guds rige.“

Noget jeg inderligt fortryder

Jeg var 19 år på det tidspunkt. Selvom jeg beundrede Franc for hans faste standpunkt, var jeg meget frygtsom. Ville jeg også dø? Min tro var ikke stærk, og jeg havde heller ikke et godt forhold til Jehova Gud. Så blev jeg indkaldt til militæret. Da min frygt var stærkere end min tro, lod jeg mig indrullere i hæren.

Jeg blev sendt til den russiske front. Snart så jeg mine soldaterkammerater dø omkring mig. Krigen var rædselsfuld og grusom. Min samvittighed plagede mig mere og mere. Jeg bad Jehova om tilgivelse og om styrke til at følge den rette vej. Da et massivt militærangreb skabte forvirring i vores kompagni, greb jeg chancen og flygtede.

Jeg vidste at jeg ville blive henrettet hvis jeg blev fanget. I de næste syv måneder gemte jeg mig forskellige steder. Det lykkedes mig dog at sende et kort til Majda med ordene: „Jeg har forladt min arbejdsgiver og arbejder nu for en anden.“ Med det mente jeg at jeg fra nu af ville tjene Gud, men det varede dog nogen tid før jeg gjorde alvor af det.

I august 1945, tre måneder efter at Tyskland havde overgivet sig til de allierede, kunne jeg vende hjem til Maribor. Utrolig nok havde vi alle, både min far, mor og søster, overlevet denne frygtelige krig. På det tidspunkt havde Slovenien fået kommunistisk styre, og Jehovas Vidner blev forfulgt. Officielt var forkyndelsen forbudt, men Vidnerne udførte deres arbejde under jorden og blev ved med at forkynde.

I februar 1947 blev tre trofaste forkyndere, Rudolf Kalle, Dušan Mikić og Edmund Stropnik, dømt til døden. Senere blev deres domme dog ændret til 20 års fængsel. Alt dette fik en god mediedækning, og mange blev dermed bekendt med den uretfærdige behandling Jehovas Vidner fik. Det skar mig i hjertet at læse om det. Jeg vidste hvad jeg måtte gøre.

Jeg bliver åndeligt stærk

Jeg var smerteligt klart over at jeg måtte stå op for Bibelens sandheder, så jeg gjorde et ihærdig forsøg på at blive brugt i vores underjordiske forkyndelsesarbejde. Ved et omhyggeligt studium af Bibelen fik jeg åndelig styrke nok til at få bugt med mine urene vaner, såsom rygning.

I 1951 blev jeg døbt som symbol på min indvielse til Gud, og jeg var atter tilbage på  den vej jeg havde forladt ti år forinden. Jeg kom til at erfare at Jehova er en trofast, loyal far, hvis kærlighed aldrig kølnes. Jeg var dybt rørt over Bibelens forvisning om Guds tilgivelse, selvom jeg som ung havde truffet ukloge beslutninger. Gud har som en kærlig far, draget mig „med kærlighedsreb“. — Hoseas 11:4.

I denne vanskelige tid blev de kristne møder holdt hemmeligt rundt om i hjemmene hos Jehovas Vidner, og vi udførte vores forkyndelsesarbejde uformelt. Mindre end et år efter min dåb blev jeg arresteret. Jeg så kort min mor inden retssagen. Som nævnt i indledningen omfavnede hun mig og sagde tilskyndende: „Nu må du være stærk.“ Da dommen på de fem års fængsel blev afsagt, modtog jeg den roligt og beslutsomt.

Jeg blev anbragt i en lille celle med tre andre fanger. Der kunne jeg forkynde sandheden for nogle som ikke havde mulighed for at høre den på anden måde. Jeg havde hverken bibel eller bibelsk læsestof, men jeg var overrasket over hvor mange skriftsteder og forklaringer jeg kunne huske takket være mit grundige personlige studium af Bibelen. Jeg sagde til mine medfanger at hvis jeg skulle sidde i fængsel i fem år, så ville Jehova give mig styrken til det. Det var også muligt at han ville åbne en dør for mig inden da. Hvis han gjorde det, ræsonnerede jeg, hvem kunne så lukke den?

Tjeneste under en vis frihed

I november 1953 udstedte myndighederne et amnesti, og alle fængslede Jehovas Vidner blev således sat fri. Jeg fandt ud af at forbuddet mod at forkynde var blevet ophævet to måneder tidligere. Vi begyndte straks at reorganisere menighederne og forkyndelsen og fandt et mødested i kælderen til et hus inde midt i Maribor. Vi satte et skilt på husmuren hvorpå der stod: „Jehovas Vidner — Maribor menighed.“ Glæden ved at tjene Jehova i frihed fyldte os med inderlig taknemmelighed.

Tidligt i 1961 begyndte jeg at forkynde på heltidsbasis som pioner. Et halvt års tid efter blev jeg indbudt til at arbejde på Jehovas Vidners afdelingskontor i Jugoslavien. Det lå i Zagreb i Kroatien. Afdelingskontoret bestod dengang af et lille lokale, og der var tre medarbejdere. Trosfæller i nærheden kom i løbet af dagen for at hjælpe med at producere Vagttårnet på lokale sprog.

Kristne søstre der boede i nærheden, hjalp også med arbejdet. De hæftede blandt andet bladene. Jeg havde forskellige opgaver som at korrekturlæse, oversætte, føre optegnelser og være kurer.

En ny opgave

I 1964 fik jeg til opgave at virke som rejsende tilsynsmand, og det indebar at jeg regelmæssigt skulle besøge et vist antal menigheder og styrke dem åndeligt. Jeg var meget glad for den opgave. For det meste rejste jeg fra den ene menighed til den næste med bus eller tog. Skulle jeg besøge forkyndere i mindre landsbyer, plejede jeg at cykle eller gå, nogle gange i mudder til anklerne.

Der var også mange muntre øjeblikke. En kristen broder kørte mig engang til næste menighed i en hestetrukken kærre. Mens vi bumpede hen ad grusvejen, gik et af vognhjulene løs og faldt af. Vi landede begge på jorden. Da vi sad der og så op på hesten, var det som om den stirrede forbavset på os. Selv mange år efter kunne vi stadig le af episoden. At opleve den ægte kærlighed disse kære brødre på landet viste, var en glæde jeg altid vil værdsætte.

I byen Novi Sad mødte jeg Marika, som var pioner. Hendes kærlighed til sandheden og nidkærhed i forkyndelsen gjorde et stort indtryk på mig, og jeg ønskede at gifte mig med hende. Nogen tid efter at vi var blevet gift, begyndte  vi at betjene menighederne sammen i rejsetjenesten.

Min familie havde også deres vanskeligheder under forbuddet. Min far var falskeligt blevet anklaget for at have samarbejdet med fjenden under krigen og havde af den grund mistet sit arbejde. Han kæmpede en lang og forgæves kamp for at få det tilbage og blev meget mismodig. I en tid var hans tro svag, men han genvandt sin åndelige styrke og var aktiv i menigheden da han døde i 1984. Min ydmyge, trofaste mor døde allerede i 1965. Majda er stadig en aktiv forkynder i menigheden i Maribor.

Vores tjeneste i Østrig

I 1972 fik Marika og jeg til opgave at rejse til Østrig for at forkynde for de mange jugoslaviske gæstearbejdere i landet. Da vi ankom til hovedstaden, Wien, havde vi ingen anelse om at det skulle blive en permanent opgave. Efterhånden blev der i hele Østrig oprettet nye menigheder og grupper hvor de jugoslaviske sprog blev talt.

Da der var gået nogen tid, blev jeg rejsende tilsynsmand og skulle besøge det voksende antal af disse menigheder og grupper i landet. Senere blev vi anmodet om også at lade vores besøg omfatte Tyskland og Schweiz, hvor der ligeledes var oprettet sådanne menigheder. Jeg var med til at organisere mange større og mindre stævner i disse lande.

Ved nogle af de større stævner fik vi besøg af medlemmer fra Det Styrende Råd, og ved et af disse mødte jeg Martin Pötzinger igen. Vi genopfriskede gamle minder fra dengang han 40 år tidligere regelmæssigt gæstede vores hjem. Jeg spurgte ham: „Kan du huske hvor jeg elskede at bladre i dit minileksikon?“

„Lige et øjeblik,“ svarede han og forlod rummet. Han vendte tilbage med bogen og gav den til mig. „Tag den som en gave fra en ven,“ sagde han. Bogen er stadig en meget værdsat del af mit bibliotek.

Helbredsproblemer, men stadig aktiv

I 1983 fik jeg konstateret kræft. Ikke længe efter fik jeg at vide at jeg var uhelbredeligt syg. Det var en hård tid, især for Marika, men på grund af hendes kærlige pleje og mange kristne brødres praktiske støtte, har jeg stadig et indholdsrigt og alsidigt liv.

Marika og jeg er fortsat i heltidstjenesten i Wien. For det meste tager jeg ind til afdelingskontoret om morgenen og arbejder i oversættelsen, og Marika er travlt optaget af forkyndelsen i byen. Det fylder mig med glæde at se hvordan den lille gruppe af jugoslaviske immigranter som blev Jehovas Vidner i Østrig, nu tæller over 1300 forkyndere. Marika og jeg kan glæde os over at have hjulpet mange af dem til forståelse af Bibelens sandheder.

I de senere år har jeg haft det privilegium at være med til indvielsen af nye afdelingskontorer i to af de tidligere jugoslaviske republikker — en i Kroatien i 1999 og en anden i Slovenien i 2006. Jeg var en af de ældre der blev bedt om at fortælle minder fra forkyndelsens første tid i disse lande for omkring 70 år siden.

Jehova er i sandhed en kærlig Far som på en storsindet måde er rede til at tilgive vores fejltrin. Jeg er taknemmelig over at han ikke vogter på misgerninger. (Salme 130:3) Han har virkelig været god og barmhjertig mod mig. *

[Fodnoter]

[Illustration på side 27]

Fra venstre mod højre: Mine forældre, Berta og Franz Močnik, Majda og mig i Maribor, Slovenien, i 1940’erne

[Illustration på side 29]

Min kone, Marika, og mig