Jorden har „feber“ — findes der et middel imod det?
Jorden har „feber“ — findes der et middel imod det?
SYMPTOMERNE er tydelige — temperaturen stiger. Et eksempel på det er den lille by Newtok, der ligger lidt syd for polarcirklen i Alaska. Den frosne undergrund — også kaldet permafrost — som Newtok blev bygget på, smelter. „Jeg vil ikke længere bo på permafrost,“ klager Frank, en af indbyggerne. „Det er for mudret.“ Undersøgelser viser at denne lille kystby kan være skyllet væk inden der er gået ti år.
„Opvarmningen af klimasystemet er ubestridelig,“ har FN’s klimapanel (IPCC) konkluderet. Stigende temperaturer verden over bevidner dette faktum. Det forskere kalder klimaforandringer, har over hele jorden resulteret i ekstremt vejr som for eksempel tørke, kraftig nedbør, hedebølger og orkaner. Hvordan vil det gå med vores planet? Findes der et middel mod denne „feber“?
Jorden får stillet en diagnose
Som en patient på et hospital overvåges jordens livstegn nøje af klimaforskere. Satellitter måler hvor meget gletsjere svinder ind, vejrstationer måler nedbørsmængder, bøjer måler verdenshavenes temperaturer, og fly måler mængden af atmosfæriske luftarter. De mange data om klimaet bliver behandlet af supercomputere. Ved hjælp af klimasimuleringer søger man at forudsige hvad der vil ske årtier, ja århundreder, frem i tiden.
Hvordan lyder diagnosen? Nogle mener at der er alt for store mængder drivhusgasser i atmosfæren. Alene i 2006 var verdens samlede udslip af kuldioxid „tæt på den ufattelige mængde af 32 milliarder tons,“ siges der i bladet Time. Ligesom ruderne i et drivhus holder disse gasser på jordens varme og hindrer den i at slippe ud i verdensrummet. Dette bidrager til den globale opvarmning. Hvordan ser fremtiden ud? Hvis udledningen af drivhusgasser fortsætter som hidtil, vil det ifølge IPCC resultere i „mange ændringer i det globale klimasystem“, ændringer som med al sandsynlighed vil være større end dem vi allerede har oplevet. Mange er nu enige om at løsningen
består i at begrænse udledningen af kuldioxid. Men selv hvis man kunne holde udledningen af drivhusgasser på et stabilt niveau, tyder computersimuleringer på at „opvarmningen og [den deraf følgende] stigende vandstand i havene vil fortsætte i århundreder“.Hvor finder man svarene?
Ganske vist er klimatologi en kompliceret videnskab. Earth Observatory, en onlinepublikation, rejser spørgsmålet: „Hvad vil der for eksempel ske med skyerne efterhånden som det bliver varmere på jorden? Vil højtsvævende, varmeabsorberende skyer der kunne forårsage yderligere opvarmning, blive mere almindelige end tætte skyer der blokerer for sollyset?“ Hvad er svaret? „I øjeblikket kan forskere ikke svare på disse spørgsmål.“
Derimod forsikrer Bibelen os om at Jehova Gud er den „der har frembragt himmel og jord“, indbefattende „skymasserne oventil“. (1 Mosebog 14:19; Ordsprogene 8:28) Jehova har i poetiske vendinger beskrevet sig selv som den der „lagde sin visdom i skylagene“. Ja, Jehova forstår til fulde det som forskere ikke kan forstå. — Job 38:36.
Læg mærke til hvad Gud sagde angående atmosfæren for 2700 år siden, en udtalelse der er nedskrevet i Bibelen: ’Skylregnen kommer ned fra himmelen og vender ikke tilbage dertil før den har vædet jorden.’ (Esajas 55:10) En rammende beskrivelse af vandkredsløbet! Vanddamp i skyerne fortættes, falder som regn og ’væder jorden’. Solens varme får vandet til at fordampe og ’vende tilbage dertil’, til atmosfæren, hvorefter kredsløbet starter forfra igen. Jehovas ord åbenbarede utrolige detaljer om jordens klimasystem flere hundrede år før ikkebibelske skrifter. Styrker det ikke din tillid til Skaberen og til det han kan udrette? Når det drejer sig om hvordan det vil gå med den nuværende klimakrise, vil det så ikke være fornuftigt af os at se hen til Jehova, ham „som har skabt vinden“, som er ’regnens fader’, og som ved hvordan denne planet fungerer? — Amos 4:13; Job 38:28.
En hensigt med at jorden blev skabt
Selvom der er forskellige meninger om hvordan jordens fremtid ser ud, er én ting sikker: Jorden er noget helt særligt. Til forskel fra andre planeter er den hjemsted for en betagende mangfoldighed af liv. Hvad gør det muligt? Forskere peger på flere faktorer: Jorden har rigelige mængder af vand i flydende form, den er placeret i den rigtige afstand fra solen, og dens atmosfære har den rette sammensætning af luftarter, deriblandt store mængder ilt.
Det vil måske overraske dig at skabelsesberetningen i Første Mosebog omtaler netop disse ting. For eksempel siges der i Første Mosebog 1:10 at „samlingen af vandene kaldte [Gud] Hav“ — en tydelig henvisning til rigelige mængder af vand. I Første Mosebog 1:3 læser vi: „Da sagde Gud: ’Lad der blive lys.’“ Jorden er placeret tæt nok på solen til at det meste af vandet forbliver flydende, og dog ikke så tæt på at alt vandet vil fordampe ud i rummet.
Første Mosebog 1:6 fortæller at Gud frembragte „et udstrakt rum“, eller en atmosfære. Dernæst beskrives det i vers 11 og 12 at Gud fik græs, planter og træer til at gro frem. Dette viser at der fandtes ilt, noget der senere hen ville gøre det muligt for mennesker og dyr at opretholde livet ved at trække vejret.
Hvad kan vi konkludere på baggrund af dette? Da Gud skabte jorden — med rigelige mængder vand, placeret i den helt rigtige afstand fra solen, og med den rette sammensætning af atmosfæriske luftarter — må han have haft en grund til det, en hensigt. Bibelen siger at Gud „ikke skabte [jorden] forgæves, men dannede den til at bebos“. (Esajas 45:18) Salme 115:16 siger: „Himmelen — himmelen tilhører Jehova, men jorden har han givet til menneskesønnerne.“ Ja, jorden blev skabt til at mennesker skulle bo på den.
Ifølge Bibelen skabte Gud de to første mennesker og satte dem i et smukt paradis, Edens Have. Det var meningen at de skulle „dyrke den og tage sig af den“. (1 Mosebog 2:15) Gud sagde også til dem: „Bliv frugtbare og talrige og fyld jorden og underlæg jer den.“ (1 Mosebog 1:28) Tænk på de vidunderlige fremtidsudsigter de havde! De skulle udvide Paradiset så det kom til at omfatte hele jorden, og bo for evigt på den. En fantastisk fremtid ventede dem!
Desværre valgte de to første mennesker oprørsk at være ulydige mod Gud og at leve uafhængigt af ham, og det har størstedelen af menneskeheden valgt frem til i dag. (1 Mosebog 3:1-6) Hvad er resultatet blevet? Mennesker „ødelægger jorden“ som aldrig før, i stedet for at dyrke den og tage sig af den. (Åbenbaringen 11:18) Det er dog betryggende at vide at Guds hensigt med jorden ikke har ændret sig. Bibelen forsikrer os om at „[Gud] har grundlagt jorden på dens fundamenter; den skal aldrig i evighed rokkes.“ (Salme 104:5) Og Jesus lovede os i Bjergprædikenen: „Lykkelige er de der har et mildt sind, for de vil arve jorden.“ (Mattæus 5:5) Hvordan vil Guds hensigt med jorden blive gennemført?
En lys fremtid forude
„Klimaforandringer er et globalt problem,“ har en tidligere amerikansk præsident sagt. Vil du ikke også mene at der er brug for en global løsning? Jesus Kristus pegede på en sådan løsning — Guds rige. Og han lærte sine disciple at bede: „Lad dit rige komme.“ (Mattæus 6:9, 10) Ifølge Bibelens profetier er dette himmelske rige et globalt styre som snart vil „knuse og gøre ende på alle disse riger [nutidens politiske magter]“. (Daniel 2:44) Desuden vil Guds rige „ødelægge dem der ødelægger jorden“. (Åbenbaringen 11:18) Der kan ikke være tvivl om at de der misbruger jorden og ødsler med dens ressourcer, vil blive krævet til regnskab og fjernet.
Men hvad vil der ske med vores forurenede planet? Det er værd at lægge mærke til at da Jesus var på jorden, brugte han nogle gange sin mirakuløse kraft til at kontrollere elementerne, som for eksempel „vinden“ og „søen“. Med nogle få ord fik han en voldsom storm til at lægge sig. (Markus 4:35-41) Når Jesus hersker fra himmelen som „herrers Herre og kongers Konge“, vil han udøve endnu større magt over jorden og dens elementer. (Åbenbaringen 17:14) Ja, Jesus beskriver sit styre som „genskabelsen“. (Mattæus 19:28) En anden bibeloversættelse bruger udtrykket „fornyelsen af alle ting“. (New International Version) Jesus vil genskabe, eller forny, forholdene på jorden og føre dem tilbage til de forhold der rådede i Edens Have. Paradiset vil blive genoprettet. (Lukas 23:43) Jorden vil slippe af med sin „feber“ — ved hjælp af Guds rige.
Allerede nu kan du nyde godt af Guds riges styre. Hvordan? Jesus forudsagde: „Denne gode nyhed om riget vil blive forkyndt på hele den beboede jord til et vidnesbyrd for alle nationerne.“ (Mattæus 24:14) Millioner af mennesker reagerer på den gode nyhed og forandrer deres levevis. Livsfarlig afhængighed overvindes. Familielivet styrkes. Racehad erstattes med kærlighed. Ja, Guds rige udretter det som intet menneskeligt styre kan. Dette rige har forenet næsten syv millioner mennesker fra mere end 235 lande i et internationalt brodersamfund! Som undersåtter under Guds rige forberedes de til at leve evigt på en paradisisk jord.
Jordens fremtid er sikret. Måtte det også kunne siges om din fremtid!
[Illustration på side 27]
Bibelen beskrev jordens vandkredsløb flere hundrede år før ikkebibelske skrifter
[Illustration på side 28]
Jesus „talte strengt til vinden og sagde til søen: ’Ti! Vær stille!’ Og vinden lagde sig, og der blev helt stille“
[Illustration på side 29]
Når Paradiset er genoprettet, vil jorden være sluppet af med sin „feber“
[Kildeangivelse på side 26]
Godo-Foto