Om håbet for de døde
Hvad vi kan lære af Jesus
Om håbet for de døde
Jesus oprejste mindst tre personer, og på den måde viste han at der er et håb for de døde. (Lukas 7:11-17; 8:49-56; Johannes 11:1-45) For at forstå hvilket håb der er for de døde, må vi først blive klar over hvad årsagen er til at vi dør, og hvor døden stammer fra.
Hvorfor bliver vi syge og dør?
Når Jesus tilgav mennesker deres synder, blev de helbredt. Da Jesus stod over for en lam, sagde han til ham: „’Hvad er . . . lettest? At sige: Dine synder er tilgivet, eller at sige: Stå op og gå? Men for at I kan vide at Menneskesønnen har myndighed på jorden til at tilgive synder — ’så sagde han til den lamme: ’Stå op, tag din seng og gå til dit hjem.’“ (Mattæus 9:2-6) Så det er synden der er årsag til sygdom og død. Vores nedarvede syndige tilstand stammer fra det første menneske, Adam. — Lukas 3:38; Romerne 5:12.
Hvorfor døde Jesus?
Jesus syndede aldrig. Derfor fortjente han ikke at dø. Ved at dø i vores sted betalte Jesus prisen for vore synder. Han sagde at hans blod skulle „udgydes for mange til synders tilgivelse“. — Mattæus 26:28.
Jesus sagde også: „Menneskesønnen [er] ikke . . . kommet for at lade sig betjene men for at tjene og give sin sjæl som en løsesum i bytte for mange.“ (Mattæus 20:28) Jesus kaldte den pris han havde betalt, for „en løsesum“ fordi den løskøbte andre fra døden. Jesus sagde også: „Jeg er kommet for at de kan have liv og kan have det i overflod.“ (Johannes 10:10) For at vi fuldt ud kan forstå hvilket håb der er for de døde, må vi også vide hvilken tilstand de befinder sig i nu.
Hvad sker der når vi dør?
Da Jesu ven Lazarus døde, beskrev Jesus hvad der sker når man dør. Han sagde til sine disciple: „’Lazarus, vor ven, er gået til hvile, men jeg tager hen [til Betania] for at vække ham af søvnen.’ . . . De mente han talte om søvnens hvile. Så sagde Jesus da rent ud til dem: ’Lazarus er død.’“ På denne måde gjorde Jesus det klart at de døde sover, er uden bevidsthed. — Johannes 11:1-14.
Da Jesus oprejste sin ven Lazarus, havde Lazarus været død i fire dage. Men Bibelen indeholder ingen udtalelse fra Lazarus om hvad han oplevede mens han var død. Så længe Lazarus var død, var han uden bevidsthed; han vidste intet. — Prædikeren 9:5, 10; Johannes 11:17-44.
Hvilket håb er der for de døde?
De døde vil vende tilbage til livet med udsigt til at kunne leve evigt. Jesus sagde: „Den time kommer i hvilken alle de der er i mindegravene skal høre hans [Jesu] røst og komme ud.“ — Johannes 5:28, 29.
Dette håb er et udtryk for Guds kærlighed. Jesus sagde: „Gud elskede verden så meget at han gav sin enestefødte søn, for at enhver som tror på ham, ikke skal gå til grunde men have evigt liv.“ — Johannes 3:16; Åbenbaringen 21:4, 5.
Flere oplysninger findes i kapitel 6 i bogen Hvad er det Bibelen virkelig lærer? *
[Fodnote]
^ par. 15 Udgivet af Jehovas Vidner.