Efterlign deres tro

Han lærte af sine fejl

JONAS ønskede at han kunne få de forfærdelige lyde til at forstumme. Det var ikke bare lyden fra den voldsomme vind der hylede i skibets rigning; heller ikke larmen fra de enorme bølger som bankede mod skibets skrog og fik hvert eneste stykke tømmer til at knage og brage. Nej, for Jonas var det langt værre at høre råbene fra skibsføreren og hans besætning som kæmpede for at holde skibet oven vande. Jonas var overbevist om at mændene skulle dø — og det var alt sammen hans skyld!

Hvordan var Jonas havnet i denne fortvivlede situation? Han havde begået en alvorlig fejl over for sin Gud, Jehova. Hvad havde han gjort? Var det muligt at rette op på situationen? Vi kan lære meget af svarene på disse spørgsmål. For eksempel hjælper beretningen om Jonas os til at se at selv de der har en ægte og stærk tro, kan komme på afveje — og at de kan gøre fejlen god igen.

En profet fra Galilæa

Når man tænker på Jonas, fokuserer man ofte på hans negative sider, som for eksempel at han var ulydig og stædig. Men der er meget andet at sige om Jonas. Husk at Jonas var udvalgt til at virke som profet for Jehova Gud. Jehova ville ikke have valgt Jonas til så vigtig en opgave hvis han havde været troløs eller uretfærdig.

I Anden Kongebog 14:25 får vi lidt at vide om Jonas’ baggrund. Han var fra Gat-Hefer, bare fire kilometer fra Nazaret, den by hvor Jesus Kristus omkring 800 år senere ville vokse op. * Jonas virkede som profet i tistammeriget Israel i kong Jeroboam II’s regeringstid. Det var efterhånden mange år siden at Elias var død, og hans efterfølger, Elisa, var død i Jeroboams fars regeringstid. Og selvom Jehova havde brugt disse profeter til at fjerne ba’alsdyrkelsen, var israelitterne igen kommet på afveje. Landet var nu under indflydelse af en konge som „gjorde hvad der var ondt i Jehovas øjne“. (2 Kongebog 14:24) Så Jonas’ tjeneste må have været meget vanskelig og ubehagelig. Ikke desto mindre udførte han den trofast.

En dag tog Jonas’ liv imidlertid en uventet drejning. Jehova gav ham en opgave som han syntes var utrolig vanskelig. Hvad var det Jehova bad ham om at gøre?

„Bryd op, gå til Nineve“

Jehova sagde til Jonas: „Bryd op, gå til Nineve, den store by, og udråb for den at dens ondskab er steget op for mit ansigt.“ (Jonas 1:2) Det er ikke svært at se hvorfor denne opgave kan have virket skræmmende. Nineve lå omkring 800 kilometer mod øst, en rejse over land der til fods nok ville tage omkring en måned. Men strabadserne ved en sådan rejse kan have virket som den letteste del af opgaven. I Nineve skulle Jonas nemlig overbringe  Jehovas domsbudskab til assyrerne, som var berygtede for deres voldelighed og brutalitet. Hvis Jonas ikke havde set de store reaktioner blandt Guds eget folk, hvad kunne han så forvente at se blandt disse hedninger? Hvordan skulle en tjener for Jehova kunne udrette noget helt alene i den enorme by Nineve, som senere blev kendt som „den blodskyldige by“? — Nahum 3:1, 7.

Måske har det været sådan nogle tanker der gik gennem hovedet på Jonas. Vi ved det ikke. Men det vi ved, er at han flygtede. Jehova havde sendt ham mod øst, men Jonas drog mod vest, så langt vestpå han kunne komme. Han tog ned til kysten, til havnebyen Joppe, hvor han fandt et skib der sejlede mod Tarsis. Nogle bibelkommentatorer siger at Tarsis lå i Spanien. Hvis det er tilfældet, tog Jonas ud på en rejse der ville føre ham over 3500 kilometer væk fra Nineve. En sådan sørejse til den fjerneste ende af Det Store Hav — som Middelhavet dengang blev kaldt — kan have taget helt op til et år! Så opsat var Jonas på at slippe for at udføre den opgave Jehova havde givet ham.

Kan vi hermed konstatere at Jonas var en kujon? Vi skal nok passe på ikke at dømme ham for hurtigt, for som vi vil få at se, var han i besiddelse af et bemærkelsesværdigt mod. Men ligesom os var Jonas et ufuldkomment menneske med mange svagheder at kæmpe med. (Salme 51:5) Hvem af os har ikke fra tid til anden måttet kæmpe med frygt?

Nogle gange beder Gud os om at gøre noget som vi synes ser vanskeligt ud, måske endda umuligt. Det kan for eksempel være at vi synes at det virker overvældende at skulle forkynde den gode nyhed om Guds rige, som det forventes af kristne. (Mattæus 24:14) Ja, vi kan let glemme den dybe sandhed som Jesus pegede på med ordene: ’Alle ting er mulige for Gud.’ (Markus 10:27) Hvis vi indimellem kan glemme dette, kan vi måske bedre sætte os ind i hvordan Jonas må have haft det. Hvad skete der da Jonas flygtede?

Jehova tugter sin profet

Vi kan prøve at forestille os hvordan det har været for Jonas på dette skib, som sandsynligvis var et fønikisk fragtskib. Han så hvordan skibsføreren og hans besætning arbejdede på at få deres fartøj fra kaj og ud på det åbne hav. Og efterhånden som kysten kom længere og længere væk for til sidst helt at forsvinde, må Jonas have håbet at han nu slap for at udføre den farlige opgave han var så bange for. Men pludselig slog vejret om.

 Stærke vinde bragte havet i oprør indtil himmel og hav stod i ét. Bølgerne var så høje at selv et moderne skib ville have virket lille og ubetydeligt. Det kan ikke have taget lang tid før dette træskib har syntes frygtelig lille og skrøbeligt, prisgivet til det oprørte hav med tårnhøje bølger og dybe bølgedale. Forstod Jonas på dette tidspunkt det han senere skrev — at det var „Jehova [der] kastede en vældig vind mod havet“? Vi ved det ikke, men han så i hvert fald at matroserne begyndte at råbe om hjælp, hver til sin Gud; han vidste imidlertid at der ingen hjælp ville komme derfra. Hans beretning lyder: „Skibet var nær ved at blive knust.“ (Jonas 1:4; 3 Mosebog 19:4) Og hvordan kunne Jonas bede til den Gud han var på flugt fra?

Jonas følte sig magtesløs og gik ned under skibets dæk, hvor han fandt et sted han kunne lægge sig. Han faldt hurtigt i en dyb søvn. * Skibsføreren fandt Jonas, vækkede ham og beordrede at han skulle råbe til sin Gud, ligesom alle de andre gjorde. Sømændene var sikre på at der var noget overnaturligt ved stormen og kastede derfor lod for at se hvem af mændene om bord der kunne være skyld i den katastrofale situation. Med hjertet i halsen så Jonas at lodderne udelukkede den ene mand efter den anden. Til sidst blev sandheden åbenbar. Det var Jehova der styrede stormen, såvel som lodderne, hen imod én person, Jonas! — Jonas 1:5-7.

Jonas fortalte nu sømændene det hele. Han var en tjener for den almægtige Gud, Jehova. Det var denne Gud han var på flugt fra og havde krænket, og det var grunden til at de befandt sig i denne frygtelige situation. Mændene var skrækslagne; Jonas kunne ligefrem se rædselen i deres øjne. De spurgte ham hvad de skulle gøre for at redde skibet og deres liv. Hvad svarede han? Jonas må have gyst ved tanken om at skulle drukne i det kolde, oprørte hav. Men hvordan kunne han lade disse mænd dø på den måde når han vidste at han kunne redde dem? Derfor sagde han: „Løft mig op og kast mig i havet; så falder havet til ro for jer; for jeg véd at jeg er skyld i at denne vældige storm er kommet over jer.“ — Jonas 1:12.

Det er ikke ligefrem noget en kujon ville sige, vel? Det må have gjort Jehova varm om hjertet at se Jonas’ modige, selvopofrende indstilling i dette skæbnesvangre øjeblik. Her ser vi tydeligt at Jonas havde en stærk tro. I dag kan vi efterligne hans tro ved at lade andres velbefindende komme før vores eget. (Johannes 13:34, 35) Når vi ser nogen der har behov for hjælp, hvad enten det er fysisk, følelsesmæssigt eller åndeligt, giver vi så af os selv for at hjælpe dem? Det vil glæde Jehova hvis vi gør det.

Måske følte sømændene sig også berørt af situationen, for til at begyndte med nægtede de at smide ham over bord. I stedet gjorde de alt hvad de kunne, for at kæmpe sig igennem stormen — men forgæves. Stormen blev bare endnu voldsommere. Til sidst indså de at de ikke havde noget valg. De råbte til Jonas’ Gud, Jehova, om at have barmhjertighed med dem. Derefter løftede de Jonas op og kastede ham ud over rælingen og ned i havet. — Jonas 1:13-15.

Jonas vises barmhjertighed og udfries

Jonas sank ned i det brusende hav. Måske kæmpede han en kort tid for at holde sig oven vande alt imens han så skibet sejle væk i et kaos af frådende bølger og skumsprøjt. Men de voldsomme bølger skyllede hen over ham og tvang ham ned under vandet. Han sank længere og længere ned og troede at alt håb var ude.

Jonas beskrev senere hvordan han følte det på dette tidspunkt. Flygtige billeder gled forbi hans indre blik. Med sorg tænkte han på at han aldrig mere skulle se Jehovas smukke tempel i Jerusalem. Han havde følelsen af at han sank helt ned på bunden af havet, til fødderne af  bjergene, hvor han blev viklet ind i tang. Dette syntes at være hans endeligt, hans grav. — Jonas 2:2-6.

Men vent! Ikke langt fra ham var der noget som bevægede sig — en kæmpestor, mørk skikkelse, et levende væsen. Truende kom det direkte imod ham. Et stort gab åbnede sig, omsluttede ham og slugte ham!

Nu var det forbi. Og dog, Jonas mærkede noget helt utroligt. Han var stadig i live! Han var hverken knust, fordøjet eller død af iltmangel. Nej, han trak stadig vejret, skønt han befandt sig i det der burde have været hans grav. Langsomt blev Jonas fyldt med ærefrygt. Der var ingen tvivl om at det var hans Gud, Jehova, der havde ’sørget for at en stor fisk slugte Jonas’. * — Jonas 1:17.

Sekunder blev til minutter, og minutter blev til timer. Dér, i det dybeste mørke Jonas nogen siden havde oplevet, formede han sine tanker i en bøn til Jehova Gud. Hans bøn, som vi finder i sin fulde ordlyd i kapitel to i Jonas’ Bog, er meget sigende. Den viser at Jonas havde stor indsigt i Skrifterne, for han refererer ofte til Salmerne. Bønnen afslører også en hjertevarmende egenskab; taknemmelighed. Jonas slutter bønnen: „Jeg vil med højlydt taksigelse bringe slagtofre til dig. Hvad jeg har lovet, vil jeg holde. Frelsen tilhører Jehova.“ — Jonas 2:9.

Jonas lærte at Jehova er i stand til at udfri hvem som helst, hvor som helst og når som helst. Selv dér, „i fiskens indre“, fandt Jehova sin nedtrykte tjener og udfriede ham. (Jonas 1:17) Kun Jehova kunne bevare et menneske i live og uskadt i tre dage og tre nætter i bugen på en stor fisk. Det er godt for os i dag at huske at Jehova er „den Gud i hvis hånd dit åndedræt er“. (Daniel 5:23) Vi kan takke ham for hvert et åndedrag, ja for selve vores eksistens. Er vi ikke taknemmelige? Er det ikke rimeligt at vi derfor også er lydige mod ham?

Hvad med Jonas? Lærte han at vise sin taknemmelighed over for Jehova ved at være lydig? Ja, det gjorde han. Efter tre dage og tre nætter svømmede fisken helt ind til kysten og „spyede Jonas op på det tørre land“. (Jonas 2:10) Tænk engang — efter alt dette behøvede Jonas ikke engang at svømme i land. Han skulle selvfølgelig selv finde vej fra stranden, hvor den end var. Men der skulle ikke gå lang tid før hans taknemmelighed blev sat på prøve. I Jonas 3:1, 2 står der: „Derpå kom Jehovas ord til Jonas for anden gang, og det lød: ’Bryd op, gå til Nineve, den store by, og udråb den kundgørelse for den som jeg siger dig.’“ Hvad gjorde Jonas?

Jonas tøvede ikke. Vi læser: „Så brød Jonas op og gik til Nineve i overensstemmelse med Jehovas ord.“ (Jonas 3:3) Ja, han adlød. Det er tydeligt at han lærte af sine fejl. Det er endnu et område hvor vi kan efterligne Jonas’ tro. Vi synder alle sammen; vi begår alle sammen fejl. (Romerne 3:23) Giver vi op, eller lærer vi af vores fejl for igen lydigt at tjene Gud?

Blev Jonas belønnet af Jehova for sin lydighed? I allerhøjeste grad! Det ser ud til at Jonas senere fandt ud af at sømændene havde overlevet. For umiddelbart efter Jonas’ selvopofrende handling stilnede stormen af, og sømændene blev „grebet af stor frygt for Jehova“ og ofrede et slagtoffer til ham i stedet for til deres falske guder. — Jonas 1:15, 16.

En endnu større belønning kom langt senere. Jesus brugte Jonas’ tid i fisken som et profetisk billede på sin egen tid i graven, eller Sheol. (Mattæus 12:38-40) Der er ingen tvivl om at Jonas vil blive lykkelig over at høre om denne velsignelse når han bliver oprejst til liv her på jorden. (Johannes 5:28, 29) Jehova ønsker også at velsigne dig. Vil du, ligesom Jonas, lære af dine fejl og vise lydighed og have en selvopofrende indstilling?

[Fodnoter]

 [Ramme/​illustration på side 29]

Jonas og kritikerne

▪ Har de begivenheder som er beskrevet i Jonas’ Bog, virkelig fundet sted? Bogen har fra gammel tid mødt kritik. I den moderne tidsalders højere bibelkritik er den ofte blevet afvist som en fabel, en legende, en myte eller som fiktion. En forfatter fra det 19. århundrede forklarer hvordan en gejstlig beskriver beretningen om Jonas og den store fisk som en underlig form for allegori: Jonas boede i Joppe på et hotel der hed Hvalen. Da Jonas ikke havde penge nok til at betale regningen, smed ejeren ham ud. På den måde blev Jonas „taget ind“ og senere „udspyet“ af en hval! Tilsyneladende har kritikerne sværere ved at sluge Bibelens beretning om Jonas end fisken havde ved at sluge Jonas.

Hvorfor er denne bog omgivet med så stor skepsis? Fordi den beskriver mirakler. Det lader til at mange kritikere har en forudfattet mening om mirakler, de siger: Sådanne ting kan umuligt lade sig gøre. Men er det en fornuftig og logisk betragtning? Spørg dig selv: ’Tror jeg på den første sætning i Bibelen?’ Den lyder: „I begyndelsen skabte Gud himmelen og jorden.“ (1 Mosebog 1:1) Millioner af mennesker verden over accepterer fornuftigt nok denne enkle sandhed. Men denne ene sætning indbefatter faktisk et langt større mirakel end nogen af de mirakler Bibelen senere beskriver.

Overvej følgende: Hvilke elementer i Jonas’ Bog ville være umulige for den der har skabt den vidtstrakte stjernehimmel og alle de undere der er på jorden? At få det til at storme? At få en stor fisk til at sluge et menneske? Eller at få den samme fisk til at udspy mennesket igen? For én med ubegrænset magt ville disse ting slet ikke være vanskelige. — Esajas 40:26.

Selv uden guddommelig indgriben sker der nogle gange sensationelle ting. For eksempel fortælles der at en sømand som i 1758 sejlede på Middelhavet, faldt over bord og blev slugt af en haj. Efterfølgende skød man hajen med en kanon, og det fik den til at gylpe sømanden op igen. Han blev bragt i sikkerhed og var i live og så godt som uskadt. Hvis dette er sandt, vil vi sikkert sige at det er utroligt, ja sensationelt — men ikke et mirakel. Kunne Gud ikke bruge sin magt til at gøre langt større ting?

Skeptikere påstår også at intet menneske kan overleve inden i en fisk i tre dage uden at dø af iltmangel. Ikke desto mindre har man fundet ud af hvordan man kan fylde beholdere med komprimeret luft og bruge dem som en hjælp til at kunne trække vejret under vand i længere tid. Kunne Gud ikke bruge sin langt større kraft og visdom til at holde Jonas i live i tre dage? Det er som en af Jehovas engle engang sagde til Jesu mor, Maria: „Intet som Gud siger, vil være umuligt for ham.“ — Lukas 1:37.

Der er flere vidnesbyrd om at Jonas’ Bog er sandfærdig. Jonas’ beskrivelse af skibet og dets besætning er detaljeret og realistisk. I Jonas 1:5 læser vi at sømændene kastede ting over bord for at gøre skibet lettere. Fortidens historieskrivere og endog rabbinernes lov viser at dette var almindelig praksis når det var uvejr. Jonas’ beskrivelse af Nineve stemmer også med de historiske og arkæologiske vidnesbyrd. Men det bedste bevis er at Jesus siger at de tre dage Jonas var inden i den store fisk, er et profetisk billede på den tid Jesus selv var i graven. (Mattæus 12:38-40) Denne udtalelse af Jesus bekræfter at beretningen om Jonas er sand.

„Intet som Gud siger, vil være umuligt for ham.“ — LUKAS 1:37

[Illustration på side 26]

På Jonas’ befaling løftede sømændene ham op og kastede ham i havet