Vidste du det?
Vidste du det?
Hvem var de skriftlærde som modstod Jesus?
Under sin tjeneste var det ikke kun i Jerusalem Jesus mødte de skriftlærde, men også i mindre byer og landsbyer. Uden for Jerusalem — ja selv i de jødiske samfund uden for Palæstina — var disse mænd, som var lovkyndige, underordnede embedsmænd, og de kan have tjent som afskrivere eller lokale dommere. — Markus 2:6; 9:14; Lukas 5:17-21.
I Jerusalem var de skriftlærde nært knyttet til de jødiske myndigheder. (Mattæus 16:21) The Anchor Bible Dictionary siger at ’den rolle de havde dér, åbenbart var at hjælpe præsterne, både i juridiske sager og i forbindelse med håndhævelsen af de jødiske skikke og love samt i det daglige arbejde i Sanhedrinet’. Som højtstående lovlærere var der endda nogle af de skriftlærde der var medlemmer af den jødiske højesteret, Sanhedrinet. Dér tjente de sammen med de øverste præster og farisæerne.
For det meste fremstår de skriftlærde som Jesu religiøse modstandere. Men der var nogle som ikke modstod ham. For eksempel sagde en af de skriftlærde til Jesus: „Jeg vil følge dig hvor du end tager hen.“ Til en anden sagde Jesus: „Du er ikke langt fra Guds rige.“ — Mattæus 8:19; Markus 12:28-34.
Hvad indebar det at blive salvet?
I Mellemøsten på Bibelens tid var det at indgnide en persons hoved med olie et tegn på velvilje mod vedkommende eller et tegn på gæstfrihed over for en besøgende. Normalt brugte man olivenolie tilsat parfume. Hebræerne udgød også olie på en persons hoved, eller salvede ham, når han officielt blev udvalgt til et særligt embede. Aron blev for eksempel salvet med olie da han blev udvalgt til at tjene som ypperstepræst. (3 Mosebog 8:12) I forbindelse med kong David „[tog] Samuel . . . oliehornet og salvede ham . . . , og Jehovas ånd virkede på David fra og med den dag“. — 1 Samuel 16:13.
Det ord som på hebraisk bliver brugt i forbindelse med en sådan salvelse er masjachʹ, hvoraf ordet masjīʹach, eller Messias, er afledt. Det tilsvarende græske ord er chriʹō, hvoraf christosʹ, Kristus, er afledt. Derfor kan både Aron og David omtales som en messias, eller en salvet. Moses kaldes også en messias, eller en salvet, i den forstand at Gud udvalgte ham som sin repræsentant. — Hebræerne 11:24-26.
Jesus fra Nazaret blev personligt udvalgt af Gud til et hverv der gav ham stor magt. I stedet for at blive salvet med bogstavelig olie blev han salvet med Guds hellige ånd. (Mattæus 3:16) Som Jehovas Salvede bliver Jesus med rette omtalt som Messias, eller Kristus. — Lukas 4:18.