Er fattigdom et tegn på Guds mishag?

GUD sagde til israelitterne i fortiden: „Ingen [skal] blive fattig hos dig.“ Ifølge den lov han gav dem, skulle de nemlig tage sig af de fattige og endog eftergive andre deres gæld. (5 Mosebog 15:1-4, 7-10) Derfor burde der ikke have været nogen fattige blandt israelitterne, for Jehova havde lovet at velsigne dem. Det var imidlertid betinget af at de adlød Loven, og det gjorde de ikke.

Dette var dog ikke ensbetydende med at de der havde meget lidt i materiel henseende, havde Guds mishag, og at de der havde rigeligt, havde Guds godkendelse. Mange af Guds trofaste tjenere var fattige materielt set. Profeten Amos var en simpel fårehyrde og sæsonarbejder. (Amos 1:1; 7:14) Da der på profeten Elias’ tid udbrød hungersnød i Israel, var Elias afhængig af en fattig enkes gæstfrihed. Denne enke havde kun en lille forsyning mel og olie, og under hungersnøden slap den ved et mirakel aldrig op. Hverken Elias eller enken blev rig; Jehova dækkede blot deres grundlæggende behov. — 1 Kongebog 17:8-16.

Tid og tilfælde kan styrte folk ud i fattigdom. Ulykkestilfælde og sygdom kan gøre nogle midlertidigt eller permanent uarbejdsdygtige. Og døden kan gøre nogle til enker og faderløse. Selv disse vanskelige situationer kan ikke tages som tegn på at man har Guds mishag. Beretningen om No’omi og Rut er et rørende eksempel på at Jehova kærligt tager sig af de fattige. Da deres ægtemænd døde, befandt de sig i den yderste nød, men Jehova velsignede dem og dækkede deres behov. — Rut 1:1-6; 2:2-12; 4:13-17.

Det er altså tydeligt at fattigdom ikke er et tegn på at man har Guds mishag. De der er trofaste over for Jehova, kan have samme tillid som kong David, der sagde: „En ung mand har jeg været; og nu er jeg blevet gammel. Men aldrig har jeg set en retfærdig forladt eller hans afkom lede efter brød.“ — Salme 37:25.

[Illustration på side 8]

No’omi og Rut var fattige, men Gud velsignede dem og tog sig kærligt af dem