Et brev fra Bolivia

Lykkelig og fortrøstningsfuld trods fattigdom

JEG er missionær i et udviklingsland, men jeg kan aldrig vænne mig til at se fattigdom og håbløshed. Jeg ville ønske der var en øjeblikkelig løsning på alle lidelser. Men jeg ved at det kun er Guds rige der kan løse disse problemer. Og dog har jeg gang på gang set at folk der lever efter Guds ord, kan opnå lykke trods svære omstændigheder. Sabina er en af dem.

For flere år siden stod Sabina med sine to små døtre i armene og så sin mand stå på en gammel bus i jagten efter et bedre betalt job i et andet land. Mens hun ventede på at han kom tilbage, blev måneder til år, men han kom aldrig hjem. Lige siden han rejste, har det været en daglig kamp for Sabina at sørge for sig selv og sine døtre, Milena og Ghelian.

Første gang jeg mødte Sabina, var en eftermiddag hvor hun tålmodigt betjente nogle krævende kunder i sin søsters butik. Jeg kunne se på Sabinas trætte øjne at hun havde arbejdet hårdt hele dagen. Jeg tilbød at studere Bibelen med hende og hendes døtre. „Det ville jeg virkelig gerne,“ sagde hun, „jeg har bare alt for travlt. Men jeg vil meget gerne have at du studerer med mine piger.“ Det sagde jeg ja til. Som studiet med pigerne skred frem, lærte jeg også Sabina at kende, og jeg forstod hvilken vanskelig situation hun befandt sig i.

Sabinas dag begynder klokken fire om morgenen. Mens hendes piger sover videre i deres etværelses bolig, tænder Sabina op under en stor, slidt aluminiumsgryde. Hun tilbereder kødfyld til de empanadas hun sælger for at tjene penge til familiens underhold. Dejen til disse delikate kødtærter laver hun aftenen før.

Sabina læsser forsigtigt en lånt trækvogn med alt det hun skal bruge i løbet af dagen — en parasol, et gasapparat og en gasflaske, et bord og nogle taburetter, gryder og olie samt kødet og dejen og adskillige liter hjemmelavet frugtdrik.

Klokken seks er Sabina og hendes to døtre klar til at tage af sted. De lukker døren og sætter en hængelås på den. Deres ansigter er udtryksløse; ingen taler eller griner. Al deres energi er rettet mod dagens gøremål. Fra mit vindue på missionærhjemmet har jeg mange morgener betragtet folk der på lignende måde er taget på arbejde. Ja, Sabina er blot en ud af mange kvinder som må forlade deres hjem før solen står op for at sælge mad og drikkevarer i Bolivias gader.

Klokken halv syv, samtidig med at solen titter frem over bjergene, ankommer Sabina og  hendes piger til deres faste hjørne. Uden at sige noget pakker de tingene ud og stiller deres mobile køkken op. Sabina kommer den første empanada ned i den varme olie, som begynder at syde. En dejlig duft breder sig i den kølige morgenluft og tiltrækker hurtigt nogle sultne stamkunder.

„Hvor mange?“ spørger Sabina den første kunde. Uden at se op rækker en søvndrukken mand to fingre i vejret, og Sabina giver ham to gyldenbrune, rygende varme empanadas. Hun indkasserer derefter en ringe betaling. Dette gentager sig hundredvis af gange i løbet af dagen. Når den sidste empanada er solgt, pakker de sammen og begiver sig hjemad. Sabinas ben gør ondt efter morgenens arbejde, men hun fortsætter hen til sit andet job i sin søsters butik.

Da jeg første gang kom hen til butikken for at studere med Sabinas døtre, var der allerede sat to små bænke op henne i et hjørne. Milena og Ghelian, der på det tidspunkt var henholdsvis 9 og 7 år, så helt fra begyndelsen spændt frem til hver lektion og var godt forberedte. Lidt efter lidt åbnede disse to generte piger sig mere og mere over for mig, og vi blev venner. Det blev Sabina meget rørt over. Derfor besluttede hun kort efter at hun, trods sin anstrengende hverdag, også ville studere Bibelen sammen med mig.

Sabinas kærlighed til Jehova Gud voksede i takt med at hun fik mere kundskab. For første gang i sit liv følte hun sig lykkelig. Den engang så trætte og nedtrykte gadesælger så nu helt anderledes ud. Hendes holdning var rank, hun gik med oprejst pande, og hendes øjne strålede. „Sabina smiler hele tiden,“ bemærkede hendes søster. „Det gjorde hun aldrig før.“ Der var også andre der lagde mærke til at Sabina og hendes døtre havde forandret sig. Det åndelige behov hun så længe havde haft, blev nu dækket.

Sabina holdt meget af at studere, men hendes krævende hverdag holdt hende tilbage fra at overvære møderne. Men til sidst sagde hun ja til at tage med i rigssalen. Hun er kommet der lige siden. I menigheden har Sabina fundet sande venner. Hun har også erfaret at Jehova virkelig sørger for dem som elsker ham og er villige til at ofre noget for at tjene ham. — Lukas 12:22-24; 1 Timoteus 6:8.

Sabina elskede det hun lærte, og ønskede at fortælle andre om det. Men hun sagde: „Jeg ryster ved tanken om at skulle forkynde for andre.“ Hun tænkte ved sig selv: ’Hvordan kan jeg, en forsagt, dårligt uddannet kvinde, undervise andre?’ Men på grund af den omsorg hun var blevet vist, og de fantastiske forandringer der var sket i hendes liv, følte hun sig motiveret til at tage dette vigtige skridt. Det gik også op for Sabina at hendes døtre så hen til hende som et eksempel. Så hun begyndte at fortælle andre om den gode nyhed. Og hendes døtre fulgte ivrigt med.

I dag er Sabina ikke længere blot en ud af mange fattige kvinder der kæmper sig gennem den ene glædesløse dag efter den anden. Hendes økonomiske forhold har ikke ændret sig ret meget. Det der har ændret sig, er hendes syn på livet. Som en døbt kristen fortæller hun nu andre den gode nyhed om Guds rige — den eneste varige løsning på denne verdens fattigdom og håbløshed. — Mattæus 6:10.

Klokken er fem om morgenen, og Sabina er endnu en gang klar til at forlade sin etværelses bolig. Men denne morgen er det ikke for at sælge empanadas. Hun skal mødes med nogle af sine trosfæller som hun skal forkynde på gaden sammen med. Det at hun frivilligt bruger noget af sin tid hver uge på at hjælpe andre, har givet hende endnu større glæde i livet. Hun låser døren, og med et stort smil går hun ned ad gaden. I stedet for at skubbe en vogn har hun nu en stor taske med sig. I den har hun sin Bibel og bibelsk læsestof så hun kan give andre del i håbet. Med et smil siger Sabina fortrøstningsfuldt: „Jeg havde aldrig forestillet mig at jeg kunne tale med andre om Bibelen.“ Hun tilføjer: „Jeg elsker det!“