Oldtidens rejser langt fra Middelhavet

I vore dage er det ingen sag at stige om bord på et fly og flyve fra én verdensdel til en anden. Men vidste du at selv på Bibelens tid rejste folk over lange afstande?

OMKRING tusind år før Kristus byggede kong Salomon en flåde der, sammen med kongen af Tyrus’ flåde, sejlede kostbare sager til Israel fra fjerntliggende steder. (1 Kongebog 9:26-28; 10:22) I det niende århundrede før vor tidsregning gik profeten Jonas om bord på et skib der skulle fra Joppe i Israel til Tarsis. * (Jonas 1:3) I det første århundrede efter vor tidsregning foretog apostelen Paulus en sørejse fra Cæsarea i Israel til Puteoli, i dag Pozzuoli, ved Napolibugten i Italien. — Apostelgerninger 27:1; 28:13.

Historikere ved at købmænd fra Middelhavsområdet på Paulus’ tid regelmæssigt sejlede via Det Røde Hav til Indien, og at nogle ved midten af det andet århundrede var nået så langt som til Kina. * Men hvad ved man om rejser i vestlig retning fra Middelhavet? Hvor langt vestpå nåede fortidens søfarere?

 Tidlige fønikiske rejser

Flere århundreder før Paulus’ tid havde søfarende nationer etableret handelskolonier mod vest. Det menes at fønikierne, hvis hjemland var det der i dag er Libanon, nåede Atlanterhavet omkring år 1200 f.v.t. I omkring 1100 f.v.t. grundlagde de byen Gadir, i dag den spanske havneby Cádiz, et stykke nord for Gibraltarstrædet. Blandt de varer som kunne fås dér, var sølv der blev udvundet lokalt, og tin som blev importeret.

Den græske historiker Herodot skrev at Ægyptens Farao Neko i det syvende århundrede f.v.t. samlede en flåde af fønikiske skibe med en fønikisk besætning ved sydspidsen af Det Røde Hav. Formålet var at sejle fra øst til vest rundt om Afrika.

Allerede før den tid havde fønikierne i flere århundreder udforsket Afrikas kyst. Men på grund af voldsomme vinde og stærke strømme var det en kamp for søfolk der satte sejl mod syd langs Atlanterhavets kyst, at nå ret langt. På den nye ekspedition sejlede fønikierne, ifølge Herodot, ud fra Det Røde Hav og fulgte Afrikas østkyst mod syd til Det Indiske Ocean. Omtrent midt på året gik de i land, såede frø og blev længe nok til at høste, hvorefter de sejlede videre. I løbet af det tredje år var de, ifølge Herodot, nået rundt om hele kontinentet, ind i Middelhavet og hjem igen til Ægypten.

Herodot slutter sin beretning med at sige at fønikierne havde fortalt om ting han ikke kunne tro på. Blandt andet havde de fortalt at da de sejlede rundt om Afrikas sydspids, befandt solen sig til højre for dem. For en græker i oldtiden ville dette have været vanskeligt at tro på. Hvis man har levet hele sit liv nord for ækvator, er man vant til at se solen i syd. Og drager man vestpå, er solen til venstre for en. Men ved Kap Det Gode Håb, som ligger syd for Ækvator, befinder solen sig ved middagstid i nord — til højre for en person der rejser mod vest.

Herodots beretning har i århundreder været debatteret af historikere. Mange finder det måske usandsynligt at søfarende skulle have sejlet rundt om Afrika for så lang tid siden. Men forskere mener at Farao Neko virkelig gav ordre til en sådan rejse, og at den var mulig at foretage med den viden og kunnen man havde på den tid. „En sådan sørejse kunne sagtens have fundet sted,“ siger historikeren Lionel Casson. „Der er ingen grund til at betvivle at den fønikiske besætning kunne have gjort det inden for den tid og på den måde som Herodot beskriver.“ I hvor høj grad Herodots beretning er faktuel kan ikke fastslås med sikkerhed. Ikke desto mindre giver den os et indblik i hvor store anstrengelser man på et tidligt tidspunkt gjorde for ad søvejen at rejse til hidtil ukendte områder.

Pytheas sejler mod nord

Fønikierne var ikke de eneste fra Middelhavsområdet der begav sig mod vest til Atlanterhavet. Blandt de kolonier som græske søfolk oprettede i Middelhavsområdet, var Massalia, det der i dag er den franske by Marseille. På grund af handelen over både hav og land blomstrede byen. Fra Massalia sendte handelsfolk vin, olie og bronzevarer til norden, og fra norden skaffede de råmetaller og rav. Folk i Massalia var uden tvivl interesserede i at finde ud af nøjagtig hvor disse varer kom fra. Derfor sejlede Pytheas i omkring år 320 f.v.t. ud fra Massalia for selv at inspicere de fjerntliggende nordiske lande.

Da Pytheas nåede hjem, skrev han en beretning om sine rejser med titlen Om oceanet. Selvom den originale græske tekst af hans bog ikke længere findes, citerer mindst  18 af oldtidens forfattere fra den. Af disse citater fremgår det at Pytheas omhyggeligt beskrev havet, tidevandet, geografien og befolkningen på de steder han besøgte. Han brugte også længden af den skygge der blev kastet af et gnomon, et måleinstrument, for at beregne hvor højt solen stod på himmelen en bestemt dag, og ud fra det anslog han hvor langt mod nord han havde rejst.

Rent personligt var Pytheas videnskabeligt interesseret, men videnskabelig udforskning har næppe været det eneste formål med hans lange rejse. Forskere mener snarere at rejsen blev bestilt og finansieret af handelsfolk i Massalia, som sendte ham ud for at finde en sejlrute til de fjerntliggende kyster hvor de vidste at der fandtes rav og tin. Hvor rejste Pytheas da hen?

Til Bretagne, Britannien og længere endnu

Det ser ud til at Pytheas sejlede rundt om Den Iberiske Halvø og op langs kysten af Gallien til Bretagne, hvor han steg i land. Det ved vi fordi en af hans målinger for solens vinkel over horisonten — som han højst tænkeligt foretog fra land — passer på en position i det Nordlige Bretagne. *

Folk i Bretagne var erfarne skibsbyggere og søfarende som drev handel med Britannien. Cornwall i det sydvestlige Britannien var rigt på tin, en vigtig bestanddel af bronze, og det var det næste sted Pytheas sejlede til. I sine optegnelser beskriver han Britanniens størrelse og groft set trekantede form, noget der tyder på at han har sejlet rundt om øen.

Man kan kun gisne om Pytheas’ helt præcise rute, men det er meget muligt at han har sejlet ind mellem Britannien og Irland og lagt til ved Isle of Man, som ligger på den breddegrad der svarer til hans anden måling af solens vinkel. Den tredje måling kan være taget på øen Lewis i de Ydre Hebrider ud for Skotlands vestlige kyst. Derfra fortsatte han højst tænkeligt nordpå til Orkneyøerne, nord for det skotske fastland, for i hans beretning, som Plinius den Ældre henviser til, siger han at de udgjorde 40 øer.

Pytheas skrev at der seks dages sejlads nord for Britannien lå et land kaldet Thule. Flere af oldtidens forfattere henviser til  Pytheas’ beskrivelse af Thule som midnatssolens land. Endnu en dags sejlads derfra kom man, ifølge Pytheas, til stedet hvor havet var „frosset til“. Det er et meget omdiskuteret emne nøjagtig hvor det Thule lå, som Pytheas henviste til — nogle siger at det var Færøerne, andre Norge, mens andre igen mener det var Island. Hvor det end lå, så mente oldtidens forfattere at det var „det nordligste af alle navngivne steder“.

Pytheas vendte formodentlig tilbage til Britannien ad nogenlunde samme vej som han havde forladt det og færdiggjorde derefter sin sejlads omkring øen. Det vides ikke om han udforskede mere af Europas nordlige kyst inden han sejlede tilbage til Middelhavet. Under alle omstændigheder henviser Plinius den Ældre til Pytheas som en autoritet med hensyn til de områder der havde rige forekomster af rav. I oldtiden fandtes dette kostbare materiale især i Jylland i Danmark og ved Østersøens sydlige kyst. Pytheas kunne selvfølgelig have hørt om disse steder i en hvilken som helst havn i det østlige Britannien, og så vidt man ved, hævdede han aldrig selv at have været i disse områder.

Den næste i rækken af rejsende fra Middelhavet som har skrevet om sit besøg i Britannien, er Julius Cæsar der landede på den sydlige del af denne ø i år 55 f.v.t. Omkring år 6 e.v.t. var andre romerske felttog nået så langt som til det nordlige Jylland.

Udvidede horisonter

På grund af fønikierne og grækerne kom den lærde verdens viden om geografi til ikke blot at omfatte Middelhavsområdet, men også Atlanterhavet, det sydligste Afrika og Arktis højt mod nord. Det var en tid med udforskning, handel, udvidede horisonter, rejser over enorme afstande og en efterfølgende strøm af idéer og viden.

De gamle optegnelser man har i dag, fortæller kun om en brøkdel af de mange sejladser som frygtløse søfarende nåede at fuldføre. Hvor mange af fortidens søfarende er ikke vendt hjem fra deres rejser uden nogen sinde at skrive om hvor de har været? Og hvor mange er ikke sejlet fra deres hjemland til fremmede lande uden at vende hjem igen? Vi ved det ikke. Men vi kan alligevel have en vis forestilling om kristendommens tidlige udbredelse. — Se  ovenstående ramme.

[Fodnoter]

[Ramme på side 29]

 Den gode nyhed „forkyndt blandt al skabningen“

I omkring år 60-61 e.v.t. skrev apostelen Paulus at den gode nyhed var blevet „forkyndt blandt al skabningen under himmelen“. (Kolossenserne 1:23) Mente han dermed at de kristne allerede da havde forkyndt i Indien, Det Fjerne Østen, Afrika, Spanien, Gallien, Britannien, Østersøegnene og Pytheas’ Thule? Det vides ikke, men det virker ikke sandsynligt.

Der er dog ingen tvivl om at den gode nyhed havde fået stor udbredelse. Jøder og proselytter som blev omvendt til kristendommen på Pinsedagen år 33 e.v.t., tog for eksempel deres nyfundne tro med sig til så fjerntliggende egne som Parthien, Elam, Medien, Mesopotamien, Arabien, Lilleasien, Rom og dele af Libyen hen imod Kyrene — hele den verden som Paulus’ læsere var bekendt med. — Apostelgerninger 2:5-11.

[Diagram/​kort på side 26, 27]

(Tekstens opstilling ses i den trykte publikation)

Herodot beretter at søfolkene så solen på deres højre side da de sejlede rundt om Afrikas sydspids

[Kort]

AFRIKA

MIDDELHAVET

DET INDISKE OCEAN

ATLANTERHAVET

[Diagram/​kort på side 28, 29]

(Tekstens opstilling ses i den trykte publikation)

Den græske søfarende Pytheas’ omfattende sørejse

[Kort]

Marseille

DEN IBERISKE HALVØ

IRLAND

ISLAND

NORGE

Nordsøen

BRITANNIEN

BRETAGNE

DEN IBERISKE HALVØ

NORDLIGE KYST AF AFRIKA

MIDDELHAVET

Marseille