Kan du lære Guds navn at kende?
Det er en ære at få lov til at tiltale en betydningsfuld person ved navn. Personer af høj rang henvender man sig ofte til med titler som for eksempel „Deres Majestæt“ eller „Deres Højhed“. Så hvis en der beklæder et højt embede, sagde til dig: „Du er velkommen til at bruge mit navn,“ ville du nok føle dig beæret.
DEN sande Gud siger i sit skrevne ord, Bibelen: „Jeg er Jehova. Det er mit navn.“ (Esajas 42:8) Selvom han også har mange titler, såsom „Skaberen“, „den Almægtige“ og „den suveræne Herre“, har han altid vist sine loyale tjenere ære ved at lade dem bruge hans personlige navn når de henvender sig til ham.
Da profeten Moses for eksempel engang bønfaldt Gud, var hans første ord: „Undskyld, Jehova.“ (2 Mosebog 4:10) Da kong Salomon bad en bøn ved indvielsen af templet i Jerusalem, indledte han med at sige: „Jehova.“ (1 Kongebog 8:22, 23) Og da profeten Esajas henvendte sig til Gud på Israels folks vegne, sagde han: „Du, Jehova, [er] vor Fader.“ (Esajas 63:16) Der er ingen tvivl om at vor himmelske Fader ønsker at vi skal bruge hans navn når vi henvender os til ham.
Selvom det er vigtigt at tiltale Jehova ved navn, ligger der mere i virkelig at kende navnet. Jehova har givet følgende løfte til den der elsker ham og stoler på ham: „Jeg [bringer] ham i sikkerhed. Jeg beskytter ham fordi han kender mit navn.“ (Salme 91:14) Der må tydeligvis ligge meget i at kende Guds navn når det er en af de vigtigste betingelser for at opnå Guds beskyttelse. Hvad er det nødvendigt at gøre for at blive kendt med Jehovas navn?