I DAG iagttager verden ængsteligt situationen i Mellemøsten. Raketangreb, terrorbomber og sammenstød af væbnede militser forekommer ofte. Foruden denne sprængfarlige cocktail er der en reel mulighed for at atomvåben kan blive taget i anvendelse. Der er ikke noget at sige til at folk overalt er bekymrede.

Verden iagttog også med stor ængstelse situationen i Mellemøsten i maj 1948. På det tidspunkt, for 62 år siden, var det britiske mandat over det der dengang hed Palæstina, ved at udløbe, og det trak op til krig. Året inden havde De Forenede Nationer godkendt oprettelsen af en selvstændig jødisk stat i en del af de besatte områder. De arabiske nabolande havde svoret at de ville hindre dette, uanset prisen. „Delingslinjen vil ikke blive andet end en linje af ild og blod,“ advarede Den Arabiske Liga.

Klokken var 16 fredag eftermiddag den 14. maj 1948. Om få timer ville det britiske mandat udløbe. I Tel Aviv-museet var en lille gruppe på 350 i al hemmelighed forsamlet for at høre en bekendtgørelse som de havde set frem til med spændt forventning — den formelle proklamation af oprettelsen af den moderne stat Israel. For at hindre de mange fjender af den nye stat i at gå til angreb under begivenheden var der truffet omfattende sikkerhedsforanstaltninger.

David Ben-Gurion, lederen af Israels Nationalråd, oplæste proklamationen af staten Israels oprettelse. Den lød i uddrag: „Vi — medlemmerne af Nationalrådet, der repræsenterer det jødiske folk i Palæstina . . . [er] i dag trådt sammen . . . ; og i kraft af det jødiske folks naturlige og historiske ret og De Forenede Nationers generalforsamlings resolution proklamerer vi hermed oprettelsen af den jødiske stat i Palæstina, som er at benævne Medinath Israel [staten Israel].“

Nogle evangeliske protestanter hævder at oprettelsen af staten Israel var en opfyldelse af en profeti i Bibelen. For eksempel  siger præsten John Hagee i sin bog Jerusalem nedtælling: „Denne betydningsfulde begivenhed var forudsagt og nedskrevet af profeten Esajas, da han sagde: ’Kommer et land til verden på én dag?’ (Es. 66,8). . . . Det var det største øjeblik i det tyvende århundredes profetiske historie. Det var et levende bevis for alle mennesker om, at Israels Gud lever i bedste velgående.“

Er denne udtalelse sand? Er ordene i Esajas 66:8 en forudsigelse af at staten Israel ville blive oprettet? Var den 14. maj 1948 „det største øjeblik i det tyvende århundredes profetiske historie“? Hvis Israel stadig er Guds udvalgte nation, og hvis Gud stadig bruger den til at opfylde bibelprofetier, vil det afgjort være af interesse for bibellæsere overalt.

Esajas’ profeti lyder: „Hvem har hørt noget lignende? Hvem har set noget tilsvarende? Kommer et land til verden under veer på én dag? Eller fødes en nation på et øjeblik? For Zion fik veer og fødte også sine sønner.“ (Esajas 66:8) Dette vers forudsiger tydeligvis en hel nations pludselige fødsel, som om det skete på én dag. Men hvem var det der lod den føde? Det næste vers giver os et fingerpeg: „’Skulle jeg lade barnet bryde igennem og ikke lade det fødes?’ siger Jehova. ’Eller lader jeg det fødes, men holder det tilbage?’ har din Gud sagt.“ Jehova Gud gør det klart at nationens dramatiske fødsel ville være hans værk.

Israel er en sekulær demokratisk stat som ikke gør krav på at være afhængig af Bibelens Gud. Tilskrev israelerne Jehova Gud oprettelsen af deres stat i 1948? Nej, det gjorde de ikke. Hverken Guds navn eller ordet ’Gud’ nævnes i proklamationens originale tekst. Bogen Great Moments in Jewish History (Store begivenheder i den jødiske historie) siger om den endelige ordlyd: „Da Nationalrådet mødtes klokken 13, var dets medlemmer endnu ikke blevet enige om formuleringen af proklamationen af oprettelsen af staten Israel. . . . Religiøse jøder ønskede at der skulle henvises til ’Israels Gud’. De sekulære jøder stejlede. Som et kompromis foreslog Ben-Gurion at bruge ordet ’klippe’ i stedet for ’Gud’.“

Det moderne Israel baserer sit krav om at være en uafhængig stat på en FN-resolution og dét det kalder det jødiske folks naturlige og historiske ret. Er det rimeligt at forvente at Bibelens Gud ville udføre det største profetiske mirakel i det 20. århundrede til gavn for et folk som nægter at give ham æren?

Det moderne Israels sekulære holdning står i skarp kontrast til holdningen blandt jøderne i 537 f.v.t. Dengang blev Israels nation ’genfødt’ som på én dag efter at den 70 år tidligere var blevet ødelagt af babylonierne og affolket. Profetien i Esajas 66:8 fik en slående opfyldelse da perseren Kyros den Store, Babylons erobrer, gav bemyndigelse til at jøderne kunne vende tilbage til deres hjemland. — Ezra 1:2.

Perserkongen Kyros erkendte at Jehova stod bag det der skete i 537 f.v.t., og de der vendte tilbage til Jerusalem, gjorde det med det bestemte formål at genindføre tilbedelsen af Jehova Gud og genopbygge hans tempel. Staten Israel har aldrig officielt udtrykt intentioner i den retning.

I 33 e.v.t. mistede Israel sin stilling som Guds udvalgte folk da nationen forkastede Jehovas søn, Messias. Messias beskriver det på denne måde: „Jerusalem, Jerusalem, der dræber profeterne og stener dem der er sendt til hende . . . Se! Jeres hus overlades til jer selv.“ (Mattæus 23:37, 38) Jesu ord fik sin opfyldelse i år 70 da de romerske legioner ødelagde Jerusalem samt byens tempel og præsteskab.  Men hvad med Guds hensigt om at have en ’særlig ejendom blandt alle folkene’, ’et kongerige af præster og en hellig nation’? — 2 Mosebog 19:5, 6.

Apostelen Peter, der var jøde af fødsel, besvarede det spørgsmål i et brev stilet til både ikkejødiske og jødiske kristne. Han skrev: „I er ’en udvalgt slægt, et kongeligt præsteskab, en hellig nation, et folk til at være en særlig ejendom’. . . . Engang var I ikke et folk, men nu er I Guds folk; det var jer der ikke var blevet vist barmhjertighed, men nu er det jer der er blevet vist barmhjertighed.“ — 1 Peter 2:7-10.

Kristne der blev udvalgt ved hellig ånd, tilhører således en åndelig nation; deres medlemskab afhænger ikke af afstamning eller bosted. Apostelen Paulus udtrykker det på denne måde: „Hverken omskærelse eller ikke-omskærelse betyder noget, men at være en ny skabning. Og alle som vil vandre regelret efter denne rettesnor, over dem være fred og barmhjertighed, ja over Guds Israel.“ — Galaterne 6:15, 16.

Mens staten Israel giver enhver der er født jøde, eller som er konverteret til jødedommen, ret til at få statsborgerskab i landet, bliver statsborgerskab i det Bibelen kalder „Guds Israel“, kun givet til dem der er ’lydige og bestænkede med Jesu Kristi blod’. (1 Peter 1:1, 2) Om disse medlemmer af Guds Israel, eller åndelige jøder, skrev Paulus: „Jøde er ikke den som er det i det ydre, og omskærelse er heller ikke det som er i det ydre, i kødet. Men jøde er den som er det i det indre, og hans omskærelse er hjertets omskærelse ved ånd og ikke ved en skreven lovsamling. Han får sin ros, ikke af mennesker, men af Gud.“ — Romerne 2:28, 29.

Dette vers hjælper os til at forstå en kontroversiel kommentar af Paulus. I sit brev til romerne beskrev han hvordan de ikketroende jøder var som grene på et symbolsk oliventræ der blev skåret af, så ’vilde’ ikkejødiske „grene“ kunne blive indpodet. (Romerne 11:17-21) Som afslutning på denne illustration siger han „at der delvis er kommet uimodtagelighed over Israel indtil det fulde antal af folk fra nationerne er kommet ind, og på denne måde vil hele Israel blive frelst“. (Romerne 11:25, 26) Forudsagde Paulus med disse ord at der i ellevte time ville ske en masseomvendelse af jøderne til kristendommen? En sådan omvendelse har tydeligvis ikke fundet sted.

Med udtrykket „hele Israel“ sigtede Paulus til hele det åndelige Israel — kristne som er blevet udvalgt ved hellig ånd. Dét der lå i hans ord, var at jødernes afvisning af Messias ikke ville forpurre Guds hensigt om at have et åndeligt „oliventræ“ med mange frugtbærende grene. Det stemmer med en billedtale Jesus fremholdt, hvor han beskriver sig selv som et vintræ hvis ufrugtbare grene vil blive skåret af. Han sagde: „Jeg er det sande vintræ, og min Fader er vinavleren. Enhver gren på mig som ikke bærer frugt, tager han væk, og enhver som bærer frugt, renser han, for at den kan bære mere frugt.“ — Johannes 15:1, 2.

Selvom Bibelen ikke har forudsagt oprettelsen af staten Israel, har den afgjort forudsagt oprettelsen at det åndelige Israels nation! Hvis du finder frem til denne åndelige nation og slutter dig til den, vil du blive velsignet for evigt. — 1 Mosebog 22:15-18; Galaterne 3:8, 9.