Gå direkte til indholdet

Gå til Indhold

En østasiater i det gamle Italien

En østasiater i det gamle Italien

En østasiater i det gamle Italien

HVORDAN er en mand af østasiatisk afstamning havnet i et område i Romerriget for 2000 år siden? Det var det spørgsmål arkæologer stillede sig efter at have gjort et fascinerende fund i det sydlige Italien i 2009.

Fundstedet var en gammel romersk begravelsesplads i Vagnari, som ligger 60 kilometer vest for Bari. Man har fundet 75 skeletter. Analyser af knoglerne tyder på at de fleste af de afdøde var født i området. Men skelettet af én mand overraskede forskerne. Analyser af hans mitokondrie-DNA viser at han havde østasiatiske aner på sin mors side. * Hans skelet er dateret til det første eller andet århundrede efter vor tidsregning. En rapport om fundet oplyser: „Det er øjensynlig første gang at et skelet af en mand af østasiatisk afstamning er blevet fundet inden for Romerrigets grænser.“ Men hvem var denne mand?

„Ved første øjekast er det nærliggende at forbinde denne mand med silkehandelen mellem Kina og Rom,“ siger den samme rapport. Man har dog hidtil antaget at denne handel blev udført af mellemmænd og ikke af enkeltpersoner der selv foretog den 8000 kilometer lange rejse fra Kina til Italien.

Hvad kan man udlede af det sted hvor man har fundet skelettet? I romertiden var Vagnari en af kejserens jordbesiddelser, hvor arbejdere smeltede jern og fremstillede tegl. Mange af arbejderne var slaver, og det var den østasiatiske mand sandsynligvis også. Hans gravsted tyder på at han ikke var velhavende. Det eneste der lå ved ham, var en lerkrukke. Desuden var en anden person blevet begravet oven over ham.

Hvorfor er dette fund interessant? Udbredelsen af det kristne budskab i det første århundrede afhang af hvor langt væk folk rejste. Bibelen oplyser at den gode nyhed efter pinsedagen i år 33 blev forkyndt vidt og bredt af fremmede der havde været på besøg i Jerusalem. (Apostelgerninger 2:1-12, 37-41) Fundet af skelettet kan betyde at i det mindste nogle mennesker rejste fra Østasien til Middelhavsområdet. *

[Fodnoter]

^ par. 3 Det er ikke muligt at få oplysninger om aner på fædrene side ved hjælp af analyser af mitokondrie-DNA.

^ par. 6 Der er også vidnesbyrd om at vesterlændinge rejste til Østasien. Se artiklen „Hvor langt østpå nåede de kristne missionærer?“ i Vagttårnet for 1. januar 2009.

[Kort på side 29]

(Tekstens opstilling ses i den trykte publikation)

ROM

Vagnari

Middelhavet

ØSTASIEN

STILLEHAVET

[Illustration på side 29]

Skelettet af en østasiatisk mand fundet i en romersk grav

[Kildeangivelse]

© Su concessione del Ministero per i Beni e le Attività Culturali - Direzione Regionale per i Beni Culturali e Paesaggistici della Puglia - Soprintendenza per i Beni Archeologici della Puglia