Bibelen forandrer folks liv

HVAD hjalp en barpige som bandede, drak og tog stoffer, til at forandre sit liv? Hvad førte til at en tidligere politiker som ikke brød sig om religion, blev en kristen forkynder? Hvilke udfordringer måtte en instruktør i kampteknik inden for det russiske politi overvinde for at blive et Jehovas vidne? Læs hvad de har at fortælle.

„Min mor og jeg har nu fået et godt forhold til hinanden igen.“ — NATALIE HAM

FØDT: 1965

FØDESTED: AUSTRALIEN

FORTID: STOFMISBRUGER

MIN BAGGRUND: Jeg er vokset op i Robe, en lille fiskerby i South Australia. I sådanne samfund er det lokale hotel det sociale samlingssted. Forældre tilbringer en del tid på hotellet, og det betyder at deres børn vokser op i omgivelser præget af alkoholmisbrug, dårligt sprog og cigaretrøg.

Allerede som 12-årig røg jeg, og jeg havde et stort forråd af bandeord og skændtes hele tiden med min mor. Da jeg var 15, gik mine forældre fra hinanden, og halvandet år senere flyttede jeg hjemmefra. Jeg drak, tog stoffer og levede umoralsk. Jeg var vred og forvirret. Jeg havde dog gået til kampsport i fem år og lært forskellige andre forsvarsteknikker, så jeg følte at jeg kunne tage vare på mig selv. Men i mine mere tænksomme øjeblikke blev jeg alligevel nedtrykt og bad til Gud om hjælp. „Du må bare ikke bede mig om at gå i kirke,“ sagde jeg til ham.

Senere fik jeg en bibel af en ven der var religiøs, men som ikke tilhørte nogen bestemt trosretning. Ligesom mine andre venner tog han stoffer. Han troede dog oprigtigt på Gud og overbeviste mig om at jeg burde blive døbt. Han tog mig hen til en sø i nærheden og døbte mig. Fra da af følte jeg at jeg havde et særligt forhold til Gud, men jeg gav mig aldrig tid til at læse i Bibelen.

HVORDAN BIBELEN FORANDREDE MIT LIV: I 1988 bankede to Jehovas Vidner på min dør. En af dem stillede mig spørgsmålet: „Kender du Guds navn?“ Forkynderen læste Salme 83:18 fra Bibelen, hvor der står: „Så man kan vide at du, hvis navn er Jehova, du alene er den Højeste over hele jorden.“ Jeg var chokeret! Da de var gået, kørte jeg næsten 60 kilometer til en boghandel med kristen litteratur for at se om navnet stod i andre bibeloversættelser, og jeg slog det også op i en ordbog. Efter at have fået vished for at Guds navn  er Jehova, spekulerede jeg på om der var andet i den forbindelse jeg ikke vidste.

Min mor havde fortalt mig at Jehovas Vidner var mærkelige. Af den smule jeg vidste om dem, troede jeg at de var meget konservative og aldrig måtte have det sjovt. Jeg overvejede at lade som om jeg ikke var hjemme næste gang de kom, men jeg ændrede mening. Jeg inviterede dem ind, og vi gik straks i gang med at studere Bibelen.

Hver gang vi havde studeret, fortalte jeg min kæreste om det jeg havde lært. Engang tog han irriteret studiehåndbogen ud af hænderne på mig og begyndte at læse i den. I løbet af tre uger blev han overbevist om at han havde fundet sandheden om Gud. Med tiden holdt Craig og jeg op med at drikke og tage stoffer, og jeg kvittede mit job som barpige. For at bringe vores liv i overensstemmelse med Bibelens normer besluttede vi os for at blive gift.

HVORDAN DET HAR GAVNET MIG: Omkring det tidspunkt da Craig og jeg begyndte at studere Bibelen med Jehovas Vidner, var vi ved at gå fra hinanden. I dag er Craig en vidunderlig ægtemand, og vi har to dejlige børn. Vi har også nogle rigtig gode venner der har den samme tro som os.

Da min mor fandt ud af at jeg kom sammen med Jehovas Vidner, blev hun vred. Men hendes modvilje beroede på nogle misforståelser. Min mor og jeg har nu fået et godt forhold til hinanden igen. Jeg føler ikke længere nogen indre tomhed. Mit liv har fået mål og mening, og jeg får dækket mit åndelige behov. — Mattæus 5:3.

„Jeg lærte mange overraskende ting fra Bibelen.“ — ISAKALA PAENIU

FØDT: 1939

FØDESTED: TUVALU

FORTID: POLITIKER

MIN BAGGRUND: Jeg er født på Nukulaelae, en smuk Stillehavsø som nu er en del af Tuvalu. Tilværelsen på øerne var domineret af præster som var blevet uddannet på en læreanstalt i Samoa. Det var øboernes pligt at give præsterne og deres familie mad hver dag og at sørge for logi til dem, ja, i det hele taget at give dem det bedste af alting. Selv når øboerne ikke havde mad nok til deres egen familie, var de forpligtet til at sørge for præsterne.

Præsten på den ø hvor jeg boede, drev landsbyskolen og underviste i religion, matematik og geografi. Jeg kan huske at han slog eleverne så hårdt at de blev indsmurt i blod. Men ingen turde protestere, heller ikke forældrene. Præsten blev æret som var han Gud selv.

Da jeg blev ti, flyttede jeg hjemmefra og rejste til en anden ø for at gå på den eneste statsdrevne skole der var i området. Efter at  have taget min afsluttende eksamen fik jeg et job inden for det offentlige. På det tidspunkt var øerne en del af den britiske koloni Gilbert- og Elliceøerne. Jeg arbejdede i forskellige afdelinger inden jeg blev redaktør for regeringens ugentlige nyhedsblad. Alt gik godt indtil jeg bragte et brev fra en læser der gav udtryk for kritik angående de penge der blev brugt på et kommende besøg af prinsen af Wales. Brevskriveren havde brugt et falsk navn, og min overordnede forlangte at få at vide hvad vedkommendes rigtige navn var. Jeg nægtede at røbe det, og vores uoverensstemmelse kom ud til offentligheden.

Kort efter denne episode forlod jeg mit job og gik ind i politik. Jeg vandt et valg i Nukulaelae og blev udnævnt som minister for handel og naturressourcer. Senere, da beboerne fra Kiribati- og Tuvaluøerne (tidligere Gilbert- og Elliceøerne) var ved at opnå uafhængighed af Storbritannien, tilbød guvernøren mig posten som leder af Tuvalu-administrationen. Jeg ønskede imidlertid ikke at blive sat i forbindelse med kolonistyret, så jeg takkede nej. Uden en sådan stilling i ryggen stillede jeg op som kandidat i parlamentsvalget til en toppost, men tabte. Derefter vendte min kone og jeg tilbage til min fødeø for at leve en ganske almindelig tilværelse i landsbyen.

HVORDAN BIBELEN FORANDREDE MIT LIV: På øerne holdt man sabbat om søndagen, og den blev betragtet som hellig af alle undtagen mig. Det var den dag jeg tog ud for at sejle og fiske. Jeg ville ikke være kendt som en der var religiøs. Min far fortalte mig hvor skuffet han og andre var over mig. Men jeg var besluttet på ikke at lade mig påvirke af kirken.

På en af mine rejser til Funafuti — den ø hvor Tuvalus hovedstad ligger — inviterede min lillebror mig med til et af Jehovas Vidners møder. Senere gav en af deres missionærer mig adskillige eksemplarer af Vagttårnet og Vågn op! Han gav mig også en bog der afslørede den hedenske oprindelse til de læresætninger mange såkaldt kristne trossamfund docerer. Den læste jeg adskillige gange. Jeg lærte mange overraskende ting fra Bibelen, som for eksempel at kristne ikke skal holde en ugentlig sabbat. * Jeg delte disse oplysninger med min kone, og hun holdt straks op med at gå i kirke.

Jeg havde dog svoret at jeg ikke ville have noget med religion at gøre. Der gik næsten to år, men jeg kunne ikke slå de ting jeg havde lært, ud af hovedet. På et tidspunkt skrev jeg til missionæren på Funafuti og fortalte ham at jeg var parat til at foretage en forandring. Han tog straks med den næste båd og kom for at hjælpe mig med at lære mere om Bibelen. Min far blev rasende da han fandt ud af at jeg ville være et Jehovas vidne. Men jeg sagde til ham at Jehovas Vidner havde lært mig så meget om Bibelen at min beslutning stod fast.

HVORDAN DET HAR GAVNET MIG: I 1986 blev jeg døbt som et af Jehovas Vidner, og min kone blev døbt året efter. Vores to døtre studerede også Bibelen og besluttede at blive Jehovas Vidner.

Nu har jeg den glæde at tilhøre en religiøs gruppe der ligesom de kristne i det første århundrede ikke er opdelt i et præsteskab og et lægfolk. (Mattæus 23:8-12) Denne gruppe følger også ydmygt Jesu eksempel og fortæller andre om Guds riges styre. (Mattæus 4:17) Hvor er jeg taknemmelig for at Jehova Gud har ladet mig lære sandheden om ham og hans folk at kende!

 ’Forkynderne påduttede mig ikke deres tro.’ — ALEXANDER SOSKOV

FØDT: 1971

FØDESTED: RUSLAND

FORTID: INSTRUKTØR I KAMPTEKNIK

MIN BAGGRUND: Jeg er født i Moskva, som dengang var hovedstaden i Sovjetunionen. Min familie boede i et stort boligkompleks, og mange af vores naboer arbejdede på den samme fabrik. Jeg husker at de klagede over at jeg var et meget aktivt barn, og de var overbeviste om at jeg enten ville dø i en ung alder eller ende i fængsel. Faktisk havde jeg allerede i en alder af ti været på kant med politiet.

Da jeg var 18, blev jeg indkaldt til militæret og gjorde tjeneste som grænsevagt. Jeg vendte hjem efter to år og begyndte at arbejde på en fabrik, men det kedede mig. Så fik jeg job hos uropolitiet i Moskva og arbejdede som instruktør i nærkampteknik. Jeg var med til at fange og arrestere forbrydere i Moskva og rejste til forskellige brændpunkter rundt om i landet. Indvendig var jeg som en spændt fjeder. Når jeg kom hjem, måtte min kone og jeg sove hver for sig — jeg var bange for at jeg i søvne ville gøre hende fortræd.

HVORDAN BIBELEN FORANDREDE MIT LIV: Da jeg begyndte at studere Bibelen sammen med Jehovas Vidner, gik det op for mig at mit voldsprægede liv ikke var foreneligt med Bibelens normer. Jeg indså også at jeg måtte holde op med at ryge og sætte mit alkoholforbrug ned. Men jeg syntes ikke at jeg kunne skifte arbejde, for jeg havde ingen andre færdigheder hvormed jeg kunne forsørge min familie. Jeg troede heller ikke at jeg nogen sinde ville være i stand til at gå ud at forkynde sådan som Jehovas Vidner gør.

Efterhånden blev jeg fuldstændig overbevist om at Bibelen var helt igennem pålidelig. Og jeg fandt trøst i ordene i Ezekiel 18:21, 22, der indeholder tanken om at hvis ’en ugudelig vender om, vil ingen af de overtrædelser som han har begået, blive husket til ugunst for ham’.

Jeg kunne godt lide at forkynderne ikke påduttede mig deres tro, men hjalp mig til at ræsonnere over det jeg lærte. På et tidspunkt tog jeg en stak på 40 eller flere af deres blade og læste dem på tre uger. Indholdet af bladene overbeviste mig om at jeg havde fundet den sande tro.

HVORDAN DET HAR GAVNET MIG: Inden jeg begyndte at undersøge Bibelen, havde min kone og jeg besluttet at vi ville skilles. Nu er vores ægteskab blevet bedre. Min kone begyndte at studere Bibelen samtidig med mig, og vi besluttede at tjene Jehova sammen. Vi har nu et lykkeligere familieliv. Det lykkedes mig også at finde arbejde som var foreneligt med de bibelske principper.

De første gange jeg var ude at forkynde fra hus til hus, var jeg meget anspændt. Følelser som dem jeg fik dengang jeg foretog razziaer, vældede op i mig. Nu er jeg i stand til at bevare roen, også når nogen forsøger at provokere mig. Med tiden har jeg lært at være tålmodig over for andre. Jeg fortryder at jeg har spildt en stor del af mit liv, men nu føler jeg at mit liv har fået indhold. Jeg nyder at bruge mine kræfter på at tjene Jehova Gud og at hjælpe andre.

[Fodnote]