Gå direkte til indholdet

Gå til Indhold

Løsninger på de mest almindelige problemer

Løsninger på de mest almindelige problemer

Løsninger på de mest almindelige problemer

BIBELEN siger ikke at det er let at være gift. Apostelen Paulus blev inspireret af Gud til at skrive at ægtepar vil „få besvær i det daglige“. (1 Korinther 7:28, da. aut.) Men et ægtepar kan gøre meget for at være til større glæde for hinanden og løse de problemer de kommer ud for. Lad os se nærmere på seks problemer som ægtepar ofte beklager sig over, og overveje hvordan Bibelens principper kan hjælpe.

1

PROBLEM:

„Vi er vokset fra hinanden.“

BIBELSK PRINCIP:

’Forvis jer om de mere vigtige ting.’ — FILIPPERNE 1:10.

Dit ægteskab er noget af det vigtigste i dit liv. Det fortjener at blive prioriteret højt. Så find ud af om dit program i hverdagen er skyld i ovennævnte problem. Lad ikke dagligdagens gøremål være årsag til at du og din ægtefælle lever hver sit liv. Naturligvis kan ens job eller andre nødvendige pligter indimellem være årsag til at man ikke ser så meget til hinanden. Men du kan og bør begrænse de gøremål du selv er herre over — eksempelvis den tid du bruger på hobbyer og socialt samvær.

Der er også nogle ægtefæller som påtager sig ekstra arbejde eller finder sig en hobby bare for at slippe for at være sammen med deres mand eller kone. Det er ikke fordi de er „vokset fra“ deres ægtefælle. Det er fordi de flygter fra problemerne. Hvis det er sådan det forholder sig med dig eller din ægtefælle, må du finde ud af hvad det egentlige problem er, og så gøre noget ved det. Det er kun hvis du deler dit liv med din ægtefælle, at I kan knytte jer til hinanden og i fuldeste forstand „blive ét kød“. — 1 Mosebog 2:24.

Hvordan nogle har fulgt dette råd: Andrew * og Tanji, et australsk ægtepar, har været gift i ti år. Andrew siger: „Jeg har lært at det at arbejde for meget og overdrevent selskabeligt samvær kan skade ægteskabet. Så min kone og jeg sætter tid af til at tale sammen og dele vores følelser med hinanden.“

Dave og Jane, der bor i USA og har været gift i 22 år, bruger den første halve time hver aften på at udveksle tanker og tale om hvordan dagen er gået. Jane siger: „Den stund er så vigtig at vi ikke lader noget som helst gribe forstyrrende ind.“

2

PROBLEM:

„Vores forhold giver mig ikke længere det jeg vil have.“

BIBELSK PRINCIP:

„Lad ingen søge sit eget, men medmenneskets bedste.“ — 1 KORINTHER 10:24.

En der hovedsagelig går op i hvad han eller hun får ud af ægteskabet, vil aldrig blive rigtig lykkelig, ikke engang hvis vedkommende gifter sig igen flere gange. For at få et godt ægteskab må hver af parterne fokusere mere på at give end på at modtage. Jesus fortæller hvorfor det er sådan: „Der er mere lykke ved at give end ved at modtage.“ — Apostelgerninger 20:35.

Hvordan nogle har fulgt dette råd: Maria og Martin, der bor i Mexico, har været gift i 39 år. Men deres liv sammen har ikke altid været en dans på roser. De husker især en meget kedelig episode. Maria fortæller: „Midt i et voldsomt skænderi sagde jeg noget virkelig respektløst til Martin. Han blev rasende. Jeg prøvede at forklare ham at jeg slet ikke mente det jeg sagde — at jeg bare var oprevet. Men han ville ikke lytte.“ Martin siger: „Under skænderiet tænkte jeg på at vi måske ikke længere kunne bo sammen, at jeg bare skulle lade være med at prøve at få vores ægteskab til at fungere.“

Martin havde brug for at blive respekteret. Maria havde brug for at blive forstået. Ingen af dem fik hvad de ønskede.

Hvordan løste de problemet? „Jeg gav mig tid til at køle af,“ siger Martin, „og vi blev enige om at vi ville anvende Bibelens kloge vejledning om at være respektfulde og venlige over for hinanden. Gennem årene har vi lært at uanset hvilke problemer der opstår, kan vi løse dem hvis vi beder Gud om hjælp og anvender Bibelens råd.“ — Esajas 48:17, 18; Efeserne 4:31, 32.

3

PROBLEM:

„Min ægtefælle lever ikke op til sit ansvar.“

BIBELSK PRINCIP:

„Hver enkelt af os [skal] aflægge regnskab for sig selv over for Gud.“ — ROMERNE 14:12.

Et ægteskab kan simpelt hen ikke fungere optimalt hvis det kun er den ene af parterne der yder noget. Men det er endnu vanskeligere hvis begge parter er forsømmelige og hver især giver den anden skylden.

Hvis du hele tiden fokuserer på hvad din ægtefælle burde gøre, vil du aldrig blive lykkelig. Det vil især være tilfældet hvis du bruger din ægtefælles fejl som en undskyldning for ikke at leve op til dit eget ansvar. Men hvis du prøver at blive en god ægtemand eller hustru, vil det højst tænkeligt forbedre dit ægteskab. (1 Peter 3:1-3) Og endnu vigtigere, du viser Gud at du ærer den ægteskabelige ordning som han har indstiftet, og dine handlinger vil glæde ham. — 1 Peter 2:19.

Hvordan nogle har fulgt dette råd: Kim og hendes mand bor i Korea og har været gift i 38 år. Kim siger: „Nogle gange bliver min mand irriteret på mig og holder op med at tale med mig, og jeg aner ikke hvorfor. Det får mig til at tro at hans kærlighed til mig er kølnet. Af og til tænker jeg: ’Hvorfor forlanger han at jeg skal forstå ham, når han ikke prøver at forstå mig?’“

Kim kunne vælge at fokusere på det uretfærdige i denne situation og på alt det hendes mand ikke gør. Men hun vælger at gøre noget andet. „Frem for at blive ved med at være sur,“ siger Kim, „tager jeg initiativet til at stifte fred. Vi har lært at tage det mere roligt og tale tingene igennem på en fredelig måde.“ — Jakob 3:18.

4

PROBLEM:

„Min kone gør ikke hvad jeg siger.“

BIBELSK PRINCIP:

„Hver mands hoved er Messias.“ — 1 KORINTHER 11:3.

En mand der synes at hans kone ikke underordner sig, bør først overveje om han selv er villig til at underordne sig sit hoved, Jesus Kristus. En ægtemand kan vise at han underordner sig Jesus ved at følge hans eksempel.

„I mænd,“ skrev apostelen Paulus, „elsk fortsat jeres hustruer, ligesom Messias også elskede menigheden og gav sig selv hen for den.“ (Efeserne 5:25) Jesus spillede ikke herre over sine disciple. (Markus 10:42-44) Han gav dem klar vejledning og irettesatte dem når det var nødvendigt, men var aldrig streng eller hård. Han var venlig og krævede ikke mere end de kunne klare. (Mattæus 11:29, 30; Markus 6:30, 31; 14:37, 38) Han prioriterede altid deres interesser højere end sine egne. — Mattæus 20:25-28.

En mand kan spørge sig selv: ’Er mit syn på det at være familiens overhoved og på kvinder mere påvirket af lokale skikke end af den vejledning og de gode eksempler som findes i Bibelen?’ Hvad ville du for eksempel mene om en kvinde der var uenig med sin mand, og som bestemt men respektfuldt gav udtryk for sin mening? I Bibelen bliver Abrahams hustru Sara omtalt som et eksempel på en der underordnede sig sin mand. (1 Peter 3:1, 6) Alligevel gav hun udtryk for sin mening når det var nødvendigt, som dengang Abraham ikke var opmærksom på visse farer som truede familien. — 1 Mosebog 16:5; 21:9-12.

Det er tydeligt at Abraham ikke truede Sara til tavshed. Han var ikke en tyran. Tilsvarende vil en ægtemand som følger Bibelens vejledning, ikke være dominerende over for sin kone og forlange at hun skal lystre hans mindste vink. Han kan vinde sin kones respekt ved at lede familien på en kærlig måde.

Hvordan nogle har fulgt dette råd: James, der bor i England og har været gift i otte år, siger: „Jeg er ved at lære at jeg ikke skal træffe vigtige beslutninger uden først at have rådført mig med min kone. Jeg bestræber mig for ikke kun at tænke på mig selv. I stedet prøver jeg at være mere opmærksom på hendes behov end på mine egne.“

George bor i USA og har været gift i 59 år. Han siger: „Jeg har altid gjort hvad jeg kunne for at behandle min kone som en kvik og dygtig partner, og ikke som en der er mig underlegen.“ — Ordsprogene 31:10.

5

PROBLEM:

„Min mand tager ikke initiativ til noget.“

BIBELSK PRINCIP:

„Den kvinde der ejer sand visdom opbygger sit hus, men den dåragtige river det ned med sine hænder.“ — ORDSPROGENE 14:1.

Hvis din mand ikke er meget for at træffe beslutninger eller at føre an i familien, er der mindst tre ting du kan gøre. (1) Du kan hele tiden påpege hans fejl og mangler, eller (2) du kan tilrive dig hans myndighed som familieoverhoved, eller (3) du kan rose ham oprigtigt for ethvert initiativ han tager. Hvis du vælger en af de to første muligheder, vil du ’rive dit hus ned med dine hænder’. Vælger du den tredje mulighed, vil du opbygge, altså styrke, dit ægteskab.

Mange mænd sætter større pris på at blive respekteret end på at blive vist kærlighed. Så hvis du kan få din mand til at føle sig respekteret, få ham til at føle at hans bestræbelser for at lede familien lykkes og bliver værdsat, vil han højst tænkeligt blive endnu bedre til at tage nogle initiativer. Der vil naturligvis være tilfælde hvor du og din mand ikke er enige. Det er vigtigt at I to drøfter sagen igennem. (Ordsprogene 18:13) Men de ord du vælger, og det tonefald du bruger, vil enten ’nedrive’ dit ægteskab eller ’opbygge’ det. (Ordsprogene 21:9; 27:15) Hvis du taler respektfuldt, vil der være større sandsynlighed for at du opnår det du gerne vil have — en ægtemand som ikke tøver med at føre an.

Hvordan nogle har fulgt dette råd: Michele, der bor i USA og har været gift i 30 år, siger: „Fordi min mor var alene om at sørge for mig og mine søstre, blev hun en meget stærk og selvstændig kvinde. Jeg ligner hende på det punkt. Så jeg må hele tiden passe på at jeg ikke overtager ledelsen. For eksempel har jeg lært at rådføre mig med min mand i stedet for bare selv at træffe beslutninger.“

Rachel, der bor i Australien og har været gift med Mark i 21 år, var også påvirket af sin opvækst. „Min mor rettede sig aldrig efter min far,“ siger hun. „Skænderier og manglende respekt var hverdagskost. I starten af mit ægteskab efterlignede jeg min mor. Gennem årene har jeg dog lært værdien af at følge Bibelens råd om at vise respekt. Nu har Mark og jeg et meget bedre ægteskab.“

6

PROBLEM:

„Jeg kan ikke længere udstå min ægtefælles irriterende vaner.“

BIBELSK PRINCIP:

„Bliv ved med at affinde jer med hinanden og frit at tilgive hinanden hvis nogen har en grund til klage imod en anden.“ — KOLOSSENSERNE 3:13.

Dengang du begyndte at komme sammen med din fremtidige ægtefælle, så du sikkert så meget på hans eller hendes gode egenskaber at du knap nok lagde mærke til de dårlige. Kunne du gøre det samme nu? Det kan godt være at du har grund til at klage over din ægtefælle. Men spørg dig selv: ’Hvilke af min ægtefælles egenskaber vil jeg vælge at fokusere på — de gode eller de dårlige?’

Jesus brugte en meget sigende illustration som viser hvor vigtigt det er at vi overser andres fejl. „Hvorfor ser du . . . splinten i din broders øje, men bemærker ikke bjælken i dit eget øje?“ spurgte han. (Mattæus 7:3) En splint er blot et lille bitte stykke træ. En bjælke, derimod, er et kraftigt stykke træ der kan bruges som bærende element i en bygningskonstruktion. Jesu pointe? „Tag først bjælken ud af dit eget øje, og så vil du se klart til at tage splinten ud af din broders øje.“ — Mattæus 7:5.

Jesus lagde op til denne illustration med en tankevækkende advarsel: „Hold op med at dømme, for at I ikke skal blive dømt; for med den dom I dømmer med, vil I blive dømt.“ (Mattæus 7:1, 2) Hvis du gerne vil have at Gud overser dine fejl — bjælken i dit øje — er det i din egen interesse at du overser din ægtefælles fejl. — Mattæus 6:14, 15.

Hvordan nogle har fulgt dette råd: Jenny, der bor i England og er gift med Simon på tiende år, siger: „Det der irriterer mig mest hos min mand, er hans manglende planlægning, og at han gør tingene i sidste øjeblik. Det er ret pudsigt, for da vi kom sammen, elskede jeg at han var så impulsiv. Nu er jeg blevet mere opmærksom på at jeg også har mine fejl. For eksempel er jeg for dominerende. Simon og jeg arbejder på at overse hinandens små ufuldkommenheder.“

Curt, der er gift med Michele, som er omtalt tidligere, siger: „Hvis man kun har øje for sin ægtefælles irriterende sider, vil det være som om disse bliver tydeligere og tydeligere. Jeg vil hellere fokusere på de egenskaber som gjorde at jeg i sin tid blev forelsket i Michele.“

Hvordan det kan lykkes

Disse få eksempler viser at man ganske vist ikke kan undgå problemer i ægteskabet, men at de ikke nødvendigvis behøver at være uløselige. Hvad skal der til for at få et godt ægteskab? Man må opelske kærlighed til Gud og være villig til at følge den vejledning som findes i hans ord, Bibelen.

Det har Alex og Itohan, der bor i Nigeria og har været gift i mere end 20 år, lært. Alex siger: „Jeg har lagt mærke til at næsten ethvert ægteskabeligt problem kan løses hvis man anvender Bibelens principper.“ Hans kone siger: „Vi har erfaret hvor vigtigt det er at bede sammen og følge Bibelens råd om at være kærlige og tålmodige over for hinanden. Nu har vi færre problemer end da vi var nygifte.“

Hvis du kunne tænke dig at lære mere om hvordan den praktiske vejledning i Guds ord kan gavne din familie, så bed Jehovas Vidner om at drøfte kapitel 14 i bogen Hvad er det Bibelen virkelig lærer? sammen med dig. *

[Fodnoter]

^ par. 10 Nogle af navnene er ændret.

^ par. 63 Udgivet af Jehovas Vidner.

[Illustration på side 4]

Sætter vi tid af til at være sammen?

[Illustration på side 5]

Bestræber jeg mig for at give mere end jeg modtager?

[Illustration på side 6]

Tager jeg initiativet til at få uoverensstemmelser bilagt?

[Illustration på side 7]

Tager jeg min kones mening i betragtning inden jeg træffer en beslutning?

[Illustration på side 9]

Fokuserer jeg på min ægtefælles gode egenskaber?