Et brev fra Madagaskar

Det lød som smuk musik

MIN mand og jeg var på vej til vores nye missionærdistrikt — øen Madagaskar. Vi sagde farvel til familie og venner og forsøgte at skjule vores tårer og bekymringer, men stolede samtidig på at det sted Jehova plantede os ud, var et sted hvor vi ville trives.

Vi glemmer aldrig det første menighedsmøde vi overværede i vores nye distrikt. Det var som om den broder der ledte studiet af Vagttårnet, dirigerede et symfoniorkester. Vi forstod kun meget lidt af det der blev sagt, så for os lød ordene bare som musik, smuk musik. Der skulle gå lang tid før vi kunne forstå hvad der blev sagt.

Da jeg første gang forstod et af de ekstra spørgsmål studielederen stillede, kom jeg uforvarende til at besvare det højt! De der sad i nærheden, hørte det, og jeg forsøgte at holde min latter tilbage. Jeg var flov, men samtidig var jeg rigtig glad for at have forstået noget af det der blev sagt!

I stedet for at være den der gik foran i forkyndelsen, følte jeg at det var mig der skulle tages ved hånden og hjælpes. Brødrene og søstrene lærte mig en nem præsentation jeg kunne bruge når vi forkyndte. De fortalte mig hvad jeg kunne sige, og hvilke skriftsteder jeg kunne bruge.

Jeg husker en gang hvor jeg var ude at forkynde, og et barn råbte: „Vazaha! Vazaha!“ Det er det almindelige udtryk for „udlænding“ på malagassisk. Vi satte farten lidt op og håbede på at der ikke kom flere råbende børn til. Men så var der en dreng der skældte ud på en af de andre og sagde: „Nej, hun er ikke udlænding. Hun kan tale vores sprog!“ Den lokale søster som var sammen med mig, måtte oversætte det der blev sagt, for børnene talte så hurtigt at jeg ikke kunne forstå dem. Men glæden vældede op i mig. Langt om længe begyndte jeg at føle at Madagaskar var mit hjem.

Når jeg har følt mig alene, er det sket mere end én gang at en lille hånd har listet sig ind i min. Når jeg så kiggede ned, så jeg et smilende ansigt. Åbenbart var der én som var glad for at  se mig selvom jeg ikke var så god til at udtrykke mig. Børnene og de unge i menigheden er en sand velsignelse fra Jehova! En ung søster, Hasina, er blevet min egen personlige tolk. Når ingen andre forstår hvad jeg siger, så forstår hun mig! Hun kommer mig ofte til undsætning når jeg prøver at tale med vennerne i menigheden, og fortæller dem hvad det er jeg mener.

Min mand og jeg var i en menighed der skulle deles i to. Nogle af bibelstudierne skulle derfor overdrages til andre fordi eleverne boede i den nye menigheds distrikt. En søster opfordrede mig til at overtage et af hendes bibelstudier. Jeg var nervøs og sagde at jeg slet ikke var parat til det endnu, men søsteren holdt på sit. Hun forsikrede mig om at med Jehovas hjælp kunne jeg godt klare det. Med sine milde, venlige øjne og med de enkleste ord fortalte hun mig at jeg snart ville være dygtig nok til at undervise andre sådan som jeg gerne ville. Det virkede utrolig opmuntrende.

Siden da er der sket gode fremskridt med den elev jeg studerer med. En dag hvor jeg stod udenfor, kaldte hun på mig. Hun og hendes mand var på vej hen for at få deres ægteskab indregistreret. Manden er også begyndt at studere. Sammen har de nogle gode åndelige mål som de prøver at nå, blandt andet at blive døbt. Det har virkelig gjort mig glad, selvom jeg selvfølgelig ved at det ikke er os men Jehova der drager de retsindige.

Hvor har vi lært meget i vores nye distrikt! Vi savner selvfølgelig vores venner og slægtninge derhjemme, men vi føler det også som om vi har taget noget af dem med os. Vi nævner dem ofte over for brødrene og søstrene her, og nu spørger de tit om hvordan det går med dem derhjemme! Vi glæder os til den dag hvor vores to „familier“ — dem derhjemme og dem her i vores distrikt — kan møde hinanden.

Når jeg hører folk tale, er det stadig som musik for mig. Men nu kan jeg forstå ordene! Jeg glæder mig til den tid hvor jeg selv kan spille med i orkesteret på harmonisk vis, og ikke bare komme med et lille trompetstød ind imellem. Jesus sagde: „Vær . . . aldrig bekymrede for dagen i morgen, for dagen i morgen vil have sine egne bekymringer.“ (Mattæus 6:34) Så vi vil blive ved med at lære én „tone“ — ét ord — ad gangen. Og ligesom instrumenterne i et orkester altid skal være stemt, prøver jeg at have ørerne, sindet og hjertet indstillet rigtigt, så jeg kan samarbejde harmonisk med mine kærlige og tålmodige brødre og søstre her i Madagaskar.

[Illustration på side 25]

I forkyndelsen sammen med Hasina