Et brev fra Irland

Min bedste ferie nogen sinde!

„DU HAR brug for at tænke på noget andet end din eksamen,“ sagde mine forældre. „Lad os besøge vores familie i Irland og være med til at forkynde for folk der sjældent hører budskabet om Riget.“

Det syntes jeg ikke var en god idé. Ud over at jeg skulle læse til eksamen, var jeg nervøs ved rejsen, for jeg havde aldrig været uden for England eller prøvet at flyve. Hvordan skulle en aktiv 17-årig pige fra en travl forstad til London kunne klare det langsommere tempo i en lille by helt nede ved Irlands sydvestlige spids?

Jeg havde ikke behøvet at bekymre mig. I samme øjeblik flyet landede, var jeg betaget. Men fordi vi var taget af sted så tidligt om morgenen, faldt jeg hurtigt i søvn da vi begyndte turen i bil. Nu og da vågnede jeg og så glimt af et barskt men smukt landskab på den anden side af stengærderne på de smalle landeveje.

Den første aften ankom vi til Skibbereen og havde en dejlig og åndeligt opbyggende aften sammen med en familie der var flyttet til Irland for at hjælpe til i forkyndelsesarbejdet. Vi legede gæt og grimasser. Alle skulle trække en seddel med navnet på en bibelsk person og mime en oplevelse som personen havde haft. De andre skulle så gætte hvem det var.

Den næste dag tog mine forældre, min lillebror, vores slægtninge, en anden familie og jeg færgen til den lille ø Heir, hvor der er færre end 30 indbyggere. Jesus sagde jo at den gode nyhed skulle forkyndes på hele den beboede jord. Så vi brugte dagen på at dele opmuntrende bibelske tanker med disse venlige og gæstfri mennesker og beundre det vidunderlige og uspolerede landskab.

Solen skinnede fra en skyfri himmel. Luften var fyldt med en sød, mild aroma fra massevis af stærkt gule tornbladbuske, der duftede af kokos. Et tæppe af forårsblomster lå hen over øens midte, hvor jorden var fugtig. Sandstrande gik helt ind til klippeskrænter; her havde skarver og suler deres reder med unger. Så langt øjet rakte, var der snesevis af små øer, hvoraf mange var ubeboede, og de lå alle sammen i bugten med det spændende navn Roaringwater Bay (bugten med det brølende vand). Vi værdsatte virkelig den fuldendte harmoni i Jehovas skaberværk!

Inde i Skibbereen nød jeg at få mange gode venner i den lokale menighed, og jeg prøvede ting jeg aldrig havde gjort før. Det jeg syntes  bedst om, var kajakroning. Der er ikke noget som at se Irlands kyst fra en kajak! Vi tog ud for at fange fisk til vores aftensmad, men sælerne der fulgte os, fik fat i dem først. Vi opfandt vores egne lege på stranden, og jeg prøvede endda irsk dans.

Vi gav os også tid til at lære lidt om byen Skibbereen. Da den irske kartoffelhøst slog fejl i 1840’erne, var byen og dens omgivelser blandt de hårdest ramte områder. Tusinder døde af sult, og omkring 9000 af dem ligger i en massegrav. Det trøstede os at tænke på at der snart, under Guds rige, ikke vil være hungersnød mere, og at alle de der så tragisk døde, vil få en opstandelse til liv på en paradisisk jord.

Sammen med de lokale forkyndere tog vi ud i menighedens store distrikt for at nå folk der sjældent fik besøg. Vi kørte ned ad en smal, stejl vej mod huse der var placeret yderligt på en klippe med udsigt over Det Irske Hav. Også her var de folk vi mødte, venlige og gæstfri. Ligesom på øen Heir indledte vi samtalen med at fortælle at vi var på ferie og brugte noget af tiden på at dele det hjertevarmende budskab fra Bibelen med andre.

Min mor talte med en kvinde der med glæde tog imod vores blade, Vagttårnet og Vågn op! Da vi traf hende igen et par dage senere, sagde hun at hun havde været glad for at læse bladene.

„Kom endelig tilbage med flere blade så vi kan tale sammen,“ sagde hun. Vi fortalte at vi snart skulle rejse hjem, men ville sørge for at nogen besøgte hende.

„Når du kommer her igen,“ svarede hun, „så kom og besøg mig. Vi irere glemmer aldrig et ansigt!“

Den sidste dag af ferien tilbragte vi på stranden sammen med brødre og søstre fra den lokale menighed. Vi lavede vores egen grill af drivtømmer og sten og tilberedte nogle muslinger som vi havde samlet ved stenene i det krystalklare hav. Jeg, som ellers er bypige, nød hvert minut!

Hvad syntes jeg så om min uge i Irland? Det var den bedste ferie jeg nogen sinde havde haft! Ud over at jeg havde det rigtig sjovt, var det især tilfredsstillende at vide at jeg gjorde noget der glædede Jehova og ærede ham. Jeg holder meget af at tjene vores Gud, og når man har gode venner og familie der har det på samme måde og arbejder sammen med én, bliver glæden endnu større. Da vi nåede hjem, takkede jeg Jehova for de mange kærlige, åndeligsindede venner han havde givet mig, og for de smukke minder som jeg altid vil skatte højt.

[Kildeangivelse på side 25]

An Post, Irland