IFØLGE mine personlige papirer kom jeg til verden i 1924. Mit fødested var øjensynlig landsbyen Shmakovka i Russisk Fjernøsten, nær den kinesiske grænse.

En dag blev min far og mine storebrødre bortført af nogle forbrydere, og min mor så dem aldrig igen. Hun var nu alene om at tage sig af en stor børneflok, som hun knap nok kunne skaffe mad til. En nabo tilbød at tage os børn hen til et russiskortodoks børnehjem og sige at mor havde forladt os.

Det gik min mor med til, for ellers ville hendes børn, mig indbefattet, sikkert have sultet ihjel. Nu hvor jeg er midt i firserne, er jeg taknemmelig for at min mor sendte os på børnehjem. Det reddede uden tvivl vores liv. Jeg kan dog stadig blive ked af det når jeg tænker på at hun traf det valg.

I 1941 flyttede jeg til Korea, hvor jeg giftede mig med en rar russisk mand ved navn Ivan. Vores datter, Olga, blev født i Seoul, Korea, i 1942. Det var også her vores søn, Kolja, blev født i 1945, og hans bror, Zhora, i 1948. Min mand passede vores forretning, og jeg syede for folk. Eftersom Seoul havde været besat af japanerne, lærte vores børn japansk fra barnsben, men derhjemme talte vi russisk sammen. Indtil 1950 kom russerne, amerikanerne og koreanerne i Seoul godt ud af det med hinanden. Mange af dem var kunder i vores forretning.

Situationen forandrede sig på dramatisk vis i 1950. Nordkoreanske tropper besatte Seoul. Det kunne ikke lade sig gøre at flygte, og vi og andre udenlandske civilpersoner blev arresteret. I tre og et halvt år blev vi sammen med britiske, russiske, amerikanske og franske krigsfanger ført forskellige steder hen i hele Nordkorea. Vi blev huset hvor som helst det var muligt, og vi prøvede at undgå bomberne.

Nogle gange fik vi en god kost og boede i huse hvor der var varme. Men som regel fik vi kun hirse at spise, og vi måtte ofte sove i kolde, forladte bygninger. Mange i vores gruppe døde af underernæring og misrøgt. Jeg var ude af mig selv af bekymring når mine børn led nød. Det år kom vinteren tidligt i Nordkorea. Jeg husker at jeg ofte sad ved ilden hele natten for at opvarme sten som jeg kunne lægge under børnene.

Da det blev mere lunt i vejret, underviste nogle koreanske landsbyboere os i hvilke vilde planter man kunne spise. Vi samlede urter, spiselige blade, hindbær, vindruer og svampe. Landsbyboerne nærede tydeligvis ikke had til os men havde kun medlidenhed med os. Jeg lærte at fange frøer for at supplere vores magre kost. Det skar mig i hjertet at høre mine børn hele tiden tigge om frøer.

En oktoberdag fik vi ordre om at gå til Manp’o. Vi fik at vide at der ville blive sørget  for oksekærrer til de syge og de små børn. Olga og min mand blev sendt med den gruppe der skulle gå til fods. Vores små sønner og jeg ventede bekymret i dagevis på at kærrerne skulle komme. Langt om længe dukkede de op.

De syge fanger blev lagt på kærrerne som neg der stakkes. Det var et frygteligt syn! Med lille Zhora på ryggen forsøgte jeg at sætte Kolja i et hjørne af kærren, men han brød ud i gråd og skreg: „Mor, mor, jeg vil følges med dig! Du må ikke gå fra mig!“

Kolja fulgte lige i hælene på mig; med sin lille hånd hagede han sig fast i min nederdel og gjorde alt hvad han kunne for at holde trit med os andre. Mange af fangerne blev skudt under denne berygtede dødsmarch, som varede flere dage. Flokke af krager fulgte os og hakkede i ligene der blev ladt tilbage. Endelig langt om længe blev mine sønner og jeg genforenet med min mand og Olga. Vi græd og omfavnede hinanden. Den nat holdt jeg mig vågen og varmede sten ved ilden. Nu hvor jeg kunne lægge varme sten under alle mine børn, havde jeg fred i sindet.

I 1953, da vi var tæt ved den 38. breddegrad som markerer grænsen mellem Nordkorea og Sydkorea, blev tilværelsen lidt nemmere for os. Vi fik rent tøj, sko, brød og endda slik. Det varede ikke længe før de britiske fanger blev løsladt, og derefter de franske. Men vi var statsløse. Da de sidste fanger var taget af sted, var vi helt alene. Vi græd af fortvivlelse og kunne intet spise. Det var på det tidspunkt at den koreanske fængselsbetjent sagde de frygtelige ord som er nævnt i indledningen af artiklen.

Til vores overraskelse blev vi ikke så længe efter ført gennem den demilitariserede zone til Sydkorea. Efter at vi var blevet afhørt af amerikansk militært personel, fik vi lov til at immigrere til USA. Vi rejste med skib til San  Francisco, Californien, hvor vi fik hjælp og støtte fra en velgørenhedsorganisation. Senere flyttede vi til Virginia, og nogle bekendte dér hjalp os til at komme på fode. Med tiden flyttede vi til Maryland for at begynde en ny tilværelse.

Ganske almindelige ting såsom støvsugere var noget nyt og fremmed for os. Som indvandrere i et nyt land knoklede vi for at tjene til livets ophold. Det bedrøvede mig dog at se at nogle af indvandrerne der klarede sig godt i deres nye omgivelser, udnyttede de nyankomne. Kort efter at vi var ankommet, mødte vi en russiskortodoks præst der sagde: „I er nu på hellig jord. Hvis I vil klare jer godt i livet, skal I ikke komme sammen med jeres landsmænd.“ Jeg var chokeret og desorienteret. Burde vi da ikke hjælpe hinanden?

I 1970 kom et Jehovas vidne ved navn Bernie Battleman til vores dør for at tale om Bibelen. Han var en stovt, åbenhjertig person ligesom os. Vi talte i flere timer. Eftersom jeg var vokset op på et russiskortodoks børnehjem, kendte jeg kirkens lære ud og ind. Men jeg havde aldrig drømt om selv at eje en bibel! Bernie gav os en og sagde: „Denne bibel er til jer fordi jeg elsker jer.“ Han introducerede os for Ben, et russisktalende Jehovas vidne fra Hviderusland.

Ben og hans kone besvarede venligt mine spørgsmål ud fra Bibelen. Jeg var dog sikker på at Jehovas Vidner havde fordrejet den hellige tekst. Jeg var især oprørt over at de i deres publikationer hævdede at Maria havde andre børn foruden Jesus, for det stemte ikke med hvad kirken lærte.

Jeg ringede til en polsk veninde og bad hende slå op i sin polske bibel for at se hvad der stod i Mattæus 13:55, 56. Da hun læste stykket op for mig, blev jeg chokeret over at høre at Jesus rent faktisk havde mindre søskende! Min veninde ringede også til en bekendt der arbejdede på USA’s nationalbibliotek i Washington, D.C., for at finde ud af hvordan disse vers var blevet gengivet i alle de bibeloversættelser der var dér. Hun fortalte at der i samtlige oversættelser stod det samme: Jesus havde brødre og søstre!

Jeg havde mange andre spørgsmål. Hvorfor er der børn der dør? Hvorfor bekriger  nationerne hinanden? Hvorfor kan mennesker ikke forstå hinanden, selv hvis de taler samme sprog? Jeg var meget begejstret for de svar jeg fik fra Bibelen. Jeg lærte at det ikke er Guds vilje at mennesker udsættes for ondt. Jeg blev ovenud lykkelig da jeg fandt ud at jeg kunne blive genforenet med de af mine kære som havde mistet livet i forskellige krige. Lidt efter lidt blev Jehova virkelig for mig.

En dag stod jeg foran mine ikoner og bad Gud om at hjælpe min søn som lige var vendt hjem fra krigen i Vietnam og havde store psykiske problemer. Pludselig gik det op for mig at jeg burde rette mine bønner til den levende Gud, Jehova, og ikke til ikonerne. Jeg rev ikonerne fra hinanden og så at de ikke var andet end kulørt folie. Jeg havde købt dem i kirken, men samme aften skilte jeg mig af med dem.

Det var ikke let for mig at bryde med den kirke jeg var vokset op i. Men nu elskede jeg Bibelens lære mere end noget andet. Et år senere tog jeg sammen med min datter og mand hen for at besøge den russiskortodokse præst. I en notesbog havde jeg skrevet flere sider med bibelske spørgsmål og henvisninger til skriftsteder. Da jeg læste bibelversene højt for præsten, rystede han bare på hovedet og sagde: „I er fortabte.“ Han sagde til os at han aldrig ville se os inden for sine døre igen.

Denne episode gjorde et dybt indtryk på min viljefaste og videbegærlige datter, Olga. Hun begyndte også at undersøge Bibelen grundigt og at komme til Jehovas Vidners møder. Jeg blev døbt i 1972, og Olga blev døbt året efter.

I vores familie har vi altid haft mottoet: Fokusér på nutiden, giv slip på fortiden. Derfor har vi aldrig holdt os tilbage fra at gøre noget nyt hvis vi var overbeviste om at det var det rigtige at gøre. Da min datter og jeg begyndte at lære Gud nærmere at kende, fik vi et stærkt ønske om at besøge folk i deres hjem for at fortælle dem om det vi selv havde lært. Jeg må indrømme at min direkte og usentimentale måde at være på har medført at andre har måttet træde mæglende til og glatte tingene ud. Men med tiden lærte jeg at tale med mennesker fra mange nationaliteter og med vidt forskellige baggrunde der ligesom jeg søgte efter en bedre tilværelse.

I årene der fulgte, sagde min datter og jeg ofte at hvis jerntæppet nogen sinde faldt, ville vi rejse til Rusland for at hjælpe folk ligesom os til at lære Gud at kende. Da det skete i begyndelsen af 1990’erne, gjorde Olga denne drøm til virkelighed for os begge ved at flytte til Rusland. Dér virkede hun som heltidsforkynder i 14 år. Hun studerede Bibelen med mange mennesker og var også med til at oversætte bibelsk litteratur fra engelsk til russisk på Jehovas Vidners afdelingskontor i Rusland.

I dag er jeg bundet til sengen, og mine børn gør alt hvad de kan for at gøre mit liv så behageligt som muligt. Jeg takker Gud for at jeg efter flere års lidelser tidligt i livet fik en meget bedre tilværelse. Jeg har virkelig erfaret sandheden i den salme hyrden David skrev: „Ved vandrige hvilesteder leder [Gud] mig. Min sjæl giver han ny styrke. Han fører mig ad retfærdige spor for sit navns skyld.“ — Salme 23:2, 3. *