Jeg voksede op i den libanesiske by Rmeish, nær grænsen til Israel, i en tid med borgerkrig. Billeder af landmineeksplosioner og uskyldige ofre med manglende lemmer er stadig prentet i min erindring. Livet var hårdt, og der var udbredt kriminalitet og vold.

Min familie tilhørte den maronitiske kirke, en af de orientalske katolske kirker. Far havde altid rigeligt op at gøre med at sørge materielt for vores familie på 12, men mor sikrede sig at vi børn kom i kirke. Med tiden begyndte jeg at føle at kirken, ligesom samfundet generelt, svigtede de svage.

Som teenager blev jeg interesseret i kung-fu. Jeg gennemgik et hårdt træningsprogram og blev efterhånden dygtig til at gøre brug af slag- og sparketeknikkerne og de forskellige kampsportsvåben. Jeg tænkte ved mig selv: ’Jeg kan ikke standse krigen, men jeg kan i det mindste forsøge at stoppe voldelige mennesker.’ Hver gang jeg så to der sloges, greb jeg straks ind. Jeg var hidsig af natur, og der skulle ikke så meget til at gøre mig vred. Jeg kæmpede min egen krig mod uretfærdighed og vold, og folk i hele det sydlige Libanon var bange for mig.

I 1980 meldte jeg mig ind i en kung-fu-klub i Beirut. Hver dag faldt der bomber, granater og raketter ned over byen, men jeg tog alligevel til træning. Mit liv drejede sig kun om at spise, sove og være som Bruce Lee, en kinesisk-amerikansk skuespiller og kung-fu-mester. Jeg efterlignede hans frisure, hans måde at gå på og hans råben når han udøvede kung-fu. Jeg smilede aldrig.

Mit mål var at udøve kung-fu på professionelt plan i Kina. En aften da jeg trænede hårdt som forberedelse til rejsen til Kina, hørte jeg at det bankede på døren. Det var en af mine venner sammen med to Jehovas Vidner. Iført en sort kung-fu-dragt  og badet i sved sagde jeg til dem: „Jeg kender ikke noget til Bibelen.“ Dengang havde jeg ingen anelse om at mit liv fra da af ville forandre sig.

Forkynderne viste mig ud fra Bibelen hvorfor det aldrig vil lykkes for mennesker helt at fjerne uretfærdighed og vold. De forklarede at Satan Djævelen er den egentlige årsag til sådanne problemer. (Åbenbaringen 12:12) Den indre fred og ro de udstrålede, var noget jeg lagde meget mærke til. Og det gjorde dybt indtryk på mig da de viste mig at Gud har et navn. (Salme 83:18) De viste mig også Første Timoteusbrev 4:8, hvor der står: „Legemlig opøvelse er gavnlig til lidt, men gudhengivenhed er gavnlig til alt, idet den indeholder et løfte for livet nu og for det som skal komme.“ Disse ord fik stor indflydelse på mit liv.

Desværre mistede jeg kontakten med forkynderne, for min familie sagde til dem at de ikke skulle komme tilbage. På trods af det bestemte jeg mig for at undersøge Bibelen og at holde op med at udøve kung-fu. Det syntes mine brødre ikke om, men jeg var besluttet på at finde Jehovas Vidner igen og studere Bibelen med dem.

Jeg blev ved med at lede efter Jehovas Vidner, men kunne ikke finde dem. I mellemtiden oplevede jeg den store sorg pludselig at miste min far, og jeg kom også ud for andre tragedier i familien. Jeg havde fået arbejde i et byggefirma, og en dag blev jeg standset af en kollega ved navn Adel, som spurgte mig hvorfor jeg var så ked af det. Han begyndte at tale om Bibelens håb om en opstandelse. I de næste ni måneder studerede denne kærlige, venlige forkynder tålmodigt Bibelen med mig.

Efterhånden som studiet skred frem, indså jeg at jeg måtte foretage nogle store forandringer i min personlighed. Det var ikke let. Jeg var altid irritabel og hurtig til at fare op. Bibelen hjalp mig til at lære at styre mit temperament og til ikke at reagere på enhver provokation. I Mattæus 5:44 giver Jesus for eksempel dette råd: „Bliv ved med at elske jeres fjender og at bede for dem som forfølger jer.“ Og Romerbrevet 12:19 advarer: „I må ikke hævne jer, ... for der står skrevet: ’Hævnen er min; jeg vil gengælde, siger Jehova.’“ Disse og andre skriftsteder hjalp mig til lidt efter lidt at få en indre fred.

Selvom min familie oprindelig var imod min beslutning om at læse Bibelen med Jehovas Vidner, har de nu fået respekt for dem. Faktisk er en af mine brødre også begyndt at tjene Jehova, og vores mor forsvarede indtil sin død vores tro over for andre.

Jeg er også blevet velsignet med en dejlig, trofast kone, Anita, som jeg samarbejder med i heltidstjenesten. Siden 2000 har Anita og jeg boet i Eskilstuna i Sverige, hvor vi underviser arabisktalende i Bibelen.

Jeg føler stadig meget med dem der lider på grund af vold. Men at kende den egentlige årsag til volden — og vide at Gud snart vil sætte en stopper for den — gør mig virkelig glad og giver mig fred i sindet. — Salme 37:29.