FOR nogle år siden i et vestligt land godtog strafferetsdomstole mangelfulde beviser i en sag mod to mænd der var anklaget for mord, og dømte dem til døden. Da fejlen kom for dagens lys, satte advokater alle sejl til for at hjælpe dem. Det lykkedes at få den ene fange løsladt, men selv de bedste advokater kunne ikke hjælpe den anden — han var allerede blevet henrettet.

Sådanne uretfærdigheder kan forekomme i ethvert retssystem, og derfor giver Bibelen følgende tilskyndelse: „Ret — ret skal du jage efter.“ (5 Mosebog 16:20) Når dommere følger dette påbud, kommer det borgerne til gavn. Gennem Guds lov fik fortidens Israel et retssystem der byggede på upartiskhed og retfærdighed. Lad os se nærmere på den lov for at se om „alle [Guds] veje er rette“. — 5 Mosebog 32:4.

Det tjener folks interesser når jurister er kompetente, retfærdige og ikke lader sig korrumpere. Guds lov til Israel tillagde dommere af en sådan kaliber stor værdi. I begyndelsen af ørkenvandringen fik Moses besked på at udvælge ’dygtige mænd, som frygtede Gud, pålidelige mænd, som hadede uærlig vinding’, til at tjene som dommere. (2 Mosebog 18:21, 22) Fyrre år senere understregede Moses igen behovet for at det var „vise og forstandige og erfarne mænd“ der virkede som dommere for folket. — 5 Mosebog 1:13-17.

Flere hundrede år senere gav kong Josafat * af Juda denne befaling til dommerne: „Se efter hvad det er I gør, for det er ikke for et menneske I dømmer, men for Jehova; og han er med jer i dommen. Og måtte Jehovas rædsel nu være over jer. Skrid til handling med varsomhed, for hos Jehova vor Gud er der ingen uretfærdighed, og han viser ikke partiskhed eller tager imod bestikkelse.“ (2 Krønikebog 19:6, 7) Kongen mindede altså dommerne om at hvis de lod sig lede af fordomme eller grådighed når de traf afgørelser, ville Gud holde dem ansvarlige for enhver skade det medførte.

Når Israels dommere levede op til disse høje normer, kunne folket føle sig trygt. Men Guds lov indeholdt også principper der hjalp dommerne til at træffe retfærdige afgørelser, selv i de vanskeligste sager. Hvilke principper kunne der være tale om?

Selvom de mænd der blev udvalgt til dommere, skulle være vise og dygtige, måtte de ikke udelukkende stole på deres egne evner eller egen dygtighed når de traf afgørelser. Jehova Gud gav dem principper eller specifikke retningslinjer som ville hjælpe dem til at nå frem til korrekte afgørelser. Her følger nogle af de anvisninger der blev givet dem.

Foretag en grundig efterforskning. Gennem Moses gav Gud de israelitiske dommere dette påbud: „Når I hører på en sag mellem jeres brødre, skal I dømme med retfærdighed.“ (5 Mosebog 1:16) Dommere kan kun afsige retfærdige domme hvis de har alle kendsgerninger i en sag. Derfor gav Jehova dem der behandlede sager, denne anvisning:  „Du [skal] omhyggeligt undersøge sagen, efterforske og udspørge.“ Dommere i en retssag skulle sikre sig at en anklage for en overtrædelse ’stod fast som sandhed’ inden de afsagde en dom. — 5 Mosebog 13:14; 17:4.

Lyt til vidnernes udsagn. Vidneudsagnene havde afgørende betydning for undersøgelsen af en sag. Guds lov sagde: „Intet enkelt vidne må stå op mod en mand for nogen som helst brøde eller synd, uanset hvilken synd han måtte begå. Efter to vidners udsagn, eller efter tre vidners udsagn, står en sag fast.“ (5 Mosebog 19:15) For vidnet gjaldt denne lov: „Du må ikke føre et usandt rygte videre. Gør ikke fælles sag med en der er ugudelig, ved at blive et vidne der planlægger vold [eller: „ved at optræde som falsk vidne“, da. aut.].“ — 2 Mosebog 23:1.

Stil krav om at vidner i en retssag taler sandt. Straffen for at lyve i retten ville få alle involverede til at tænke sig godt om: „Dommerne skal foretage en grundig undersøgelse, og hvis vidnet er et falsk vidne som har rejst en falsk anklage mod sin broder, så skal I gøre mod ham sådan som han har haft i sinde at gøre mod sin broder, og du skal fjerne det onde fra din midte.“ (5 Mosebog 19:18, 19) Så hvis en mand for eksempel løj i en retssag fordi han ville fratage en anden hans arv, blev han pålagt som straf at betale eller afgive hvad der svarede til arven. Hvis han løj for at få en han vidste var uskyldig, dømt til døden, måtte han bøde med sit eget liv. Denne retningslinje var en stærk motivation til at tale sandt.

Døm med upartiskhed. Så snart dommerne havde fået fat på alle tilgængelige vidnesbyrd, voterede de for at nå frem til en afgørelse. På dette tidspunkt var det særlig vigtigt at de fulgte følgende betydningsfulde detalje i Guds lov: „Du må ikke behandle den ringe med partiskhed, og du må  ikke favorisere den store. Med retfærdighed skal du dømme din landsmand.“ (3 Mosebog 19:15) I alle sager skulle dommerne træffe deres afgørelse på grundlag af kendsgerninger og ikke på grundlag af de involveredes fremtoning eller sociale status.

Disse principper, som klart kom til udtryk i Guds lov til Israel for hundreder af år siden, kan bruges i retssale den dag i dag. Når de bliver fulgt, kan procedurefejl og justitsmord undgås.

Moses stillede israelitterne dette spørgsmål: „Hvor findes der en stor nation der har så retfærdige forordninger og lovbud som hele denne lov jeg forelægger jer i dag?“ (5 Mosebog 4:8) Nej, intet andet folk nød et sådant privilegium. De der levede under det styre som blev udøvet af kong Salomon, der som ung bestræbte sig for at håndhæve Jehovas love, „boede trygt“ og havde fred og velstand idet de „spiste og drak og frydede sig“. — 1 Kongebog 4:20, 25.

Med tiden vendte israelitterne sørgeligt nok Gud ryggen. Gennem profeten Jeremias erklærede han: „Se! Jehovas ord har de vraget, så hvad visdom har de?“ (Jeremias 8:9) Det førte til at Jerusalem blev ’en blodskyldig by’ fuld af „vederstyggeligheder“. Til sidst blev byen lagt i ruiner, og den lå øde i 70 år. — Ezekiel 22:2; Jeremias 25:11.

Profeten Esajas levede i en periode hvor Israel kom ud for mange vanskeligheder. Da han så tilbage på de begivenheder han havde været vidne til, følte han sig bevæget til at udtale en vigtig sandhed om Jehova og hans lov: „Når dine domme når jorden, vil den frugtbare jords indbyggere lære retfærdighed.“ — Esajas 26:9.

Esajas fik den glæde at blive inspireret af Gud til at udtale følgende profeti om den messianske konges, Jesu Kristi, styre: „Han dømmer ikke blot efter hvad hans øjne ser, og retleder ikke blot efter hvad hans ører hører. Men med retfærdighed dømmer han de ringe, og med retskaffenhed retleder han til gavn for de sagtmodige på jorden.“ (Esajas 11:3, 4) Hvilke fantastiske fremtidsudsigter for dem der bliver den messianske konges undersåtter under Guds rige! — Mattæus 6:10.