Jeg er født i Baku, Aserbajdsjan, som den yngste af to børn. Min far var muslim, og min mor jøde. Mine forældre elskede hinanden og accepterede at de havde forskellige opfattelser. Mor støttede far når han fastede under ramadanen, og far støttede mor når hun fejrede påske. I vores hjem havde vi både Koranen, Toraen og Bibelen.

Jeg betragtede mig selv som muslim. Selvom jeg aldrig tvivlede på Guds eksistens, var der nogle ting jeg ikke kunne forstå. Jeg tænkte: ‘Hvorfor skabte Gud menneskene, og hvilket formål har det at nogle skal lide hele deres liv for derefter at blive pint i helvede for evigt?’ Eftersom folk sagde at alt hvad der skete, var Guds vilje, tænkte jeg: ‘Er Gud bare en dukkefører der trækker i trådene, og som nyder at se folk lide?’

Da jeg var 12 år gammel, begyndte jeg at bede namaz, muslimernes fem foreskrevne daglige bønner. Omkring samme tidspunkt sendte far min søster og mig i en jødisk skole. Nogle af de fag vi blev undervist i, var Toraens traditioner og det hebraiske sprog. Før dagens undervisning skulle vi bede som den jødiske tradition foreskrev. Så om morgenen bad jeg namaz derhjemme, og senere på dagen deltog jeg i jødiske bønner i skolen.

Jeg ledte desperat efter logiske svar på mine spørgsmål. Igen og igen spurgte jeg rabbinerne i skolen: “Hvorfor skabte Gud menneskene? Hvordan ser Gud på min far, der er muslim? Han er et godt menneske, så hvorfor bliver han betragtet som uren? Hvorfor skabte Gud ham?” De få svar jeg fik, var ulogiske og ikke særlig overbevisende.

I 2002 mistede jeg min tro på Gud. Blot en uge efter at vi var immigreret til Tyskland, fik min far et slagtilfælde og gik i koma. I mange år havde jeg bedt for min families helbred og velfærd.  Jeg var overbevist om at den Almægtige var den eneste der havde magt over liv og død, og bad derfor hver dag indtrængende for min fars liv. Jeg tænkte: ‘Det er ingen sag for Gud at opfylde en lille piges inderligste ønske.’ Jeg var sikker på at han ville opfylde min bøn. Men min far døde.

Jeg var forfærdet over at Gud tilsyneladende var ligeglad, og følte mig helt knust. ‘Enten beder jeg på den forkerte måde, eller også findes Gud ikke,’ ræsonnerede jeg. Jeg var dybt rystet og ikke længere i stand til at bede namaz. Andre religioner gav ingen mening for mig, så jeg konkluderede at der ikke fandtes nogen Gud.

Seks måneder senere kom Jehovas Vidner til vores dør. Min søster og jeg havde ikke særlig høje tanker om kristendommen, så vi ville høfligt vise dem at de tog fejl. Vi spurgte: “Hvordan kan kristne tilbede Jesus, korset, Maria og andre billeder når det strider imod De Ti Bud?” Ud fra Bibelen viste forkynderne os at billeddyrkelse tydeligvis ikke er tilladt for sande kristne, og at bønner kun bør rettes direkte til Gud. Det overraskede mig.

Så spurgte vi: “Hvad med treenigheden? Hvis Jesus er Gud, hvordan kunne han så leve på jorden og blive dræbt af mennesker?” Igen svarede de ved hjælp af Bibelen og forklarede at Jesus hverken er Gud eller lig Gud. Vidnerne fortalte at de af den grund ikke troede på treenighedslæren. Jeg var forbløffet og tænkte: “Det er virkelig nogle mærkelige kristne.”

Men jeg ville stadig gerne vide hvorfor mennesker dør, og hvorfor Gud tillader at vi lider. Forkynderne viste mig bogen Kundskab der fører til evigt liv, * som indeholdt hele kapitler der besvarede mine spørgsmål. De påbegyndte straks et bibelstudium med mig.

Hver gang vi studerede, fik jeg ud fra Bibelen logiske svar på mine spørgsmål. Jeg fandt ud af at Guds navn er Jehova. (Salme 83:18) Hans vigtigste egenskab er uselvisk kærlighed. (1 Johannes 4:8) Han skabte mennesker fordi han gerne ville dele livets gave med andre. Jeg forstod at selvom Gud tillader uretfærdighed, så afskyr han alt ondt og vil snart fjerne det for evigt. Jeg lærte at Adam og Evas oprør har været fatalt for menneskeheden. (Romerne 5:12) En af de sørgelige konsekvenser er at man kan miste nogen man holder af, som da jeg mistede min far. Men i den kommende nye verden vil Gud råde bod på sådanne tragedier, og de der er døde, vil vende tilbage til livet. – Apostelgerninger 24:15

Sandheden fra Bibelen tilfredsstillede min tørst efter svar. Jeg begyndte igen at tro på Gud. Da jeg lærte Jehovas Vidner bedre at kende, gik det op for mig at de udgør et verdensomspændende brodersamfund. Kærligheden og enheden iblandt dem gjorde dybt indtryk på mig. (Johannes 13:34, 35) Det jeg lærte om Jehova, gav mig et ønske om at tjene ham, så jeg besluttede at blive et af Jehovas Vidner. Jeg blev døbt den 8. januar 2005.

Bibelens overbevisende logik ændrede hele mit livssyn til det bedre. De troværdige forklaringer jeg har fundet i Guds ord, giver mig en indre fred. Jeg finder stor glæde og trøst ved håbet om at se min far igen i opstandelsen som Gud har givet os løfte om i sit ord. – Johannes 5:28, 29.

Jeg har i seks år været lykkeligt gift med min mand, Jonathan, der også tror på Jehova. Vi har begge indset at sandheden om Gud er logisk og enkel, men samtidig en uvurderlig skat. Derfor er vi også glade for at fortælle andre om vores tro og vores vidunderlige håb. I dag ved jeg at Jehovas Vidner ikke er “mærkelige kristne”, men sande kristne.