HVAD forbinder du med en bunke affald? Mon ikke det får dig til at tænke på en dynge skrald med en ubehagelig lugt? Af den grund ville du sikkert ikke forvente at finde noget værdifuldt dér, og da slet ikke et uvurderligt klenodie.

Men for hundrede år siden blev et klenodie faktisk fundet et sådant sted – i en bunke affald. Der var ikke tale om en bogstavelig ædelsten, men om noget andet af meget stor værdi. Hvilken slags skat var det man havde fundet? Og hvorfor har dette fund betydning for os i dag?

I begyndelsen af det 20. århundrede var Bernard P. Grenfell og Arthur S. Hunt, to forskere fra universitetet i Oxford, på besøg i Egypten. Og der, i nogle affaldsdynger i nærheden af Nildalen, fandt de nogle papyrusfragmenter. Senere, da de to forskere i 1920 havde travlt med at udarbejde en fortegnelse over deres samling, fik Bernard Grenfell fat i nogle flere fragmenter som var blevet udgravet i Egypten. Han erhvervede sig disse på vegne af John Rylands-biblioteket i Manchester, England. Men de to mænd døde før de fik gjort fortegnelsen færdig.

Colin H. Roberts, en anden forsker ved universitetet i Oxford, fuldførte opgaven. Mens han var ved at sortere fragmenterne, opdagede han en papyrusstump der målte cirka 9 gange 6 centimeter. Til hans store overraskelse kendte han udmærket den håndskrevne græske tekst på fragmentet. Ordene på den ene side var hentet fra Johannes 18:31-33. På den anden side fandtes dele af vers 37 og 38. Colin Roberts var klar over at han var stødt på et uvurderligt klenodie.

Colin Roberts havde en mistanke om at denne papyrusstump var meget gammel. Men hvor gammel? For at få afklaret det sammenlignede han håndskriften på fragmentet med skriften på andre gamle daterede manuskripter – en disciplin der kaldes palæografi. * Ved hjælp af denne metode var han i stand til at angive en omtrentlig alder. Men han ville gerne være sikker. Derfor fotograferede han fragmentet, sendte kopier til tre forskere i papyrologi og bad dem om at bestemme dets alder. Hvilken konklusion nåede de frem til?

Efter at have studeret skriftens stil og træk var alle tre forskere enige om at fragmentet var blevet skrevet i den første halvdel af det andet århundrede efter vor tidsregning – blot nogle få årtier efter apostlen Johannes’ død! Palæografi er imidlertid ikke en ufejlbarlig metode når det gælder datering af håndskrifter, og en anden forsker mente at teksten kunne være skrevet på et hvilket som helst tidspunkt i løbet af det andet århundrede. Ikke desto mindre var og er denne lille stump papyrus det ældste eksisterende håndskrift til De Kristne Græske Skrifter man nogen sinde har fundet.

Hvorfor er dette fragment af Johannesevangeliet så vigtigt for dem der i dag sætter pris på Bibelen? Det er der mindst to grunde til. Først og fremmest giver fragmentets format os et indblik i hvor højt de første kristne værdsatte Skrifterne.

 I det andet århundrede efter vor tidsregning nedskrev man tekst i to formater – bogrullen og kodeksformen. En rulle bestod af stykker af papyrus eller pergament der var limet eller syet sammen så de dannede en lang bane. Denne bane kunne så rulles ud eller rulles sammen alt efter behov. I de fleste tilfælde var der kun skrevet på den ene side af rullen.

Det lille fragment som Colin Roberts fandt, var imidlertid beskrevet på begge sider. Det kunne tyde på at det stammede fra en kodeks og ikke fra en rulle. En kodeks bestod af pergament- eller papyrusark der blev syet sammen og derefter foldet i et format der lignede en bog.

Hvilke fordele var der ved at benytte en kodeks i stedet for en rulle? De første kristne var evangelieforkyndere. (Mattæus 24:14; 28:19, 20) De udbredte Bibelens budskab alle steder hvor de kunne finde folk – i hjemmene, på torvene og på gaderne. (Apostelgerninger 5:42; 17:17; 20:20) Det var derfor langt mere praktisk at have adgang til Skrifterne i et kompakt format.

Kodeksformen gjorde det også meget lettere for menigheder og enkeltpersoner at fremstille deres eget eksemplar af Skrifterne. Evangelierne blev på den måde afskrevet igen og igen, og dette var uden tvivl medvirkende til den hurtige udbredelse af kristendommen.

En anden grund til at fragmentet har så stor betydning for os i dag, er at det viser hvor pålideligt man har overleveret den originale bibeltekst. Til trods for at fragmentet kun indeholder nogle få vers fra Johannesevangeliet, er dets indhold stort set identisk med det vi i dag læser i vores egne eksemplarer af Bibelen. Dette fragment viser os altså at Bibelen ikke er blevet ændret selvom dens tekst i tidens løb er blevet afskrevet igen og igen.

Dette fragment af Johannesevangeliet er selvfølgelig blot et enkelt vidnesbyrd blandt tusinder af fragmenter og håndskrifter der bekræfter at den originale bibeltekst er blevet nøjagtigt overleveret. I bogen The Bible as History siger Werner Keller: “Disse gamle [håndskrifter] er de mest overbevisende svar på enhver tvivl om at den tekst vi har i vores bibler i dag, er uforfalsket og pålidelig.”

Sande kristne baserer imidlertid ikke deres tro på arkæologiske fund. De tror at “hele Skriften er inspireret af Gud”. (2 Timoteus 3:16) Ikke desto mindre er det meget trosstyrkende når uvurderlige klenodier fra fortiden bekræfter det der hele tiden har stået i Bibelen, nemlig at “Jehovas ord forbliver til evig tid”! – 1 Peter 1:25.