Har Johannes Døber virkelig levet?
I evangelierne kan vi læse om en mand der bliver kaldt Johannes Døber, og som forkyndte om Guds rige i Judæa. Er Bibelens beretning om denne mand sand? Tænk over følgende:
I Bibelen står der: “Senere kom Johannes Døber og forkyndte i Judæas ørken. Han sagde: ‘I må angre, for himlenes rige er kommet nær.’” (Matthæus 3:1, 2) Kan dette bekræftes af andre kilder? Ja.
Historikeren Flavius Josefus, der levede i det første århundrede, omtaler en mand der hed “Johannes, med tilnavnet Døberen”. Han “formanede jøderne til at føre et retfærdigt liv”, til at “udvise gudhengivenhed” og til at “lade sig døbe”. – Jewish Antiquities, bog XVIII.
Johannes irettesatte ifølge Bibelens beretning Herodes Antipas, der var lokalfyrste i Galilæa og Peræa. Herodes var jøde, og han foregav at holde Moseloven. Johannes kritiserede Herodes fordi han havde giftet sig med Herodias, der var hans halvbrors kone. (Markus 6:18) Denne detalje er der også andre kilder der omtaler.
Historikeren Josefus fortæller at Antipas “forelskede sig i Herodias” og “skamløst foreslog hende ægteskab”. Herodias accepterede og forlod sin mand for i stedet at gifte sig med Antipas.
Bibelen fortæller: “Folk fra Jerusalem og hele Judæa og hele Jordanegnen gik nu ud til [Johannes], og han døbte dem i Jordanfloden.” – Matthæus 3:5, 6.
Josefus bekræfter også denne detalje. Han skriver at der kom “folkemængder” for at se Johannes, og at “hans prædikener virkede meget opløftende på dem”.
Det er tydeligt at historikeren Josefus fra det første århundrede anså Johannes Døber for at være en virkelig person. Det kan vi også gøre.