I dag har de fleste religiøse mennesker mulighed for at finde ud af om det de tror på, er baseret på Bibelen eller ej. Men sådan var det ikke i begyndelsen af det 16. århundrede. Dengang havde de færreste adgang til en bibel på deres eget sprog. Derfor var der ikke ret mange kirkemedlemmer der kunne sammenholde det de lærte i kirken, med det Bibelen i virkeligheden sagde. Og der var ikke meget hjælp at hente hos præsterne. “Kirken i Schweiz var moralsk fordærvet,” siger bogen History of the Christian Church. “Præsterne var uvidende, overtroiske og havde en lav moral.”

 Det var sådan situationen var da Ulrich Zwingli begyndte at lede efter sandheden fra Bibelen. Hvad fandt han ud af? Hvad gjorde han for at fortælle andre om det han lærte? Og hvad kan vi lære af hans liv og det han blev overbevist om?

 Da Zwingli var først i tyverne, besluttede han sig for at blive katolsk præst. Ligesom alle andre der gerne ville være præster på det tidspunkt, skulle Zwingli studere filosofi, kirketradition og kirkefædrenes skrifter – men ikke selve Bibelen.

 Hvordan begyndte Zwingli at finde frem til nogle af Bibelens sandheder? Mens han gik på universitetet i Basel i Schweiz, overværede han nogle forelæsninger af Thomas Wyttenbach, der fordømte kirkens ordning med afladsbreve. a I en biografi om Zwingli skrev en forfatter at han “lærte af [Wyttenbach] at Kristus ofrede sit liv én gang for vores synder”. (1. Peter 3:18) Da Zwingli forstod at Jesus’ offer var det eneste grundlag for at man kunne blive tilgivet, afviste han læren om at præster kunne tilgive synder mod betaling. (Apostlenes Gerninger 8:20) Men alligevel fortsatte Zwingli sine studier og blev katolsk præst da han var 22.

 Inden Zwingli var blevet 30, havde han lært sig selv græsk fordi han gerne ville forstå det sprog som Det Nye Testamente oprindeligt blev skrevet på. Han studerede også Erasmus’ skrifter og fandt ud af at Jesus er den eneste mellemmand mellem Gud og mennesker, præcis som Bibelen lærer. (1. Timotheus 2:5) Derfor begyndte Zwingli at sætte spørgsmålstegn ved den katolske lære om at man skal bede til helgener for at nærme sig Gud.

 Mens Zwingli var i trediverne, blev han endnu mere fokuseret på at finde sandheden fra Bibelen. Men i den periode var han også feltpræst i flere krige der blev udkæmpet i Europa om kontrollen over Italien. I slaget ved Marignano i 1515 så han katolikker slå katolikker ihjel i tusindvis. Nogle få år senere skrev Zwingli De Græske Skrifter af i hånden og lærte endda mange af passagerne udenad. I 1519 flyttede han til Zürich, der var det politiske magtcenter i Schweiz. Mens han boede der, nåede han frem til at kirken burde fjerne alle de læresætninger der ikke stemte med Bibelen. Men hvordan kunne han hjælpe andre til at nå frem til den samme konklusion?

 Zwingli var sikker på at folk ville holde op med at tro på religiøse løgne så snart de hørte sandheden fra Bibelen. Så da han var blevet udnævnt som præst i den store Grossmünsterkirke i Zürich, erklærede han hvad hans dristige mission var: Han ville ikke længere læse op fra det latinske lektionar, b som præsterne havde reciteret i flere hundrede år. Han ville forkynde evangeliet direkte fra Bibelen, kapitel for kapitel, fra begyndelsen til slutningen. Og i stedet for at henvise til kirkefædrene for at forklare de forskellige bibelvers lod han Bibelen forklare sig selv. Det gjorde han ved at lade passager fra Bibelen der var lette at forstå, kaste lys over de mere vanskelige passager. – 2. Timotheus 3:16.

 I sine prædikener fremhævede Zwingli Bibelens praktiske værdi. Han underviste i Bibelens moralnormer og lærte folk at det var forkert at tilbede Jesus’ mor, Maria, at bede til helgener og at sælge afladsbreve, og han fordømte præsternes lave moral. Hvordan reagerede folk? Efter Zwinglis første prædiken var der nogle der sagde: “Sådan har vi aldrig hørt nogen prædike før.” Og en historiker har skrevet om Zwinglis katolske tilhørere: “De der var holdt op med at komme til gudstjeneste fordi de følte afsky for præsternes tåbelighed og deres skandaløse livsførelse, vendte nu tilbage.”

 I 1522 prøvede den katolske kirke at få Zürichs politikere til at slå ned på alt hvad der gik imod kirkens lære. Det førte til at Zwingli blev anklaget for kætteri. Men han ville ikke gå på kompromis med sin overbevisning, og derfor trådte han tilbage som katolsk præst.

 Selvom Zwingli ikke længere var præst, var han stadig en aktiv prædikant, og han blev ved med at prøve at overbevise andre om sine synspunkter. Det Zwingli lærte folk, havde gjort ham populær, og han fik også stor indflydelse på politikerne i Zürich. Han brugte sin politiske indflydelse til at arbejde for religiøse reformer i Zürich. For eksempel fik han i 1523 overtalt Zürichs lovgivende myndighed til at forbyde alle religiøse læresætninger der ikke stemte med Bibelen. I 1524 fik han dem til at forbyde billeddyrkelse. Byens øvrighed samarbejdede med lokale prædikanter og den almindelige befolkning om at ødelægge altre, afguder, billeder og relikvier. “Når man ser bort fra vikingernes plyndringer af religiøse bygninger, havde vestkirken aldrig før været vidne til en sådan bevidst ødelæggelse,” siger bogen Zwingli – God’s Armed Prophet. I 1525 havde Zwingli også påvirket myndighederne til at omdanne kirkelige bygninger til hospitaler og til at tillade at munke og nonner giftede sig. Han var også fortaler for at messen skulle erstattes af en enkel højtid der byggede på det bibelske mønster. (1. Korinther 11:23-25) Historikere siger at Zwinglis bestræbelser fik personer inden for Zürichs religiøse og politiske liv til at samarbejde, og at han lagde grundvolden for Reformationen og den nye protestantiske trosretning.

 Det mest betydningsfulde Zwingli udrettede, var at oversætte Bibelen. I 1520’erne ledte han en gruppe lærde der arbejdede ud fra de oprindelige hebraiske og græske tekster og ud fra den græske Septuaginta- og den latinske Vulgata-oversættelse. De brugte en ganske enkel metode. De læste hvert enkelt bibelvers op fra teksten på originalsproget og fra anerkendte bibeloversættelser. Og så talte de om hvad verset betød, og skrev det ned som de fandt ud af. Deres arbejde med at forklare og oversætte Guds ord endte med udgivelsen af etbindsudgaven af Zürich-Bibelen i 1531.

 Zwingli var oprigtig på mange områder, men han var også intolerant og villig til at tage voldsomme metoder i brug. I 1525 tog han for eksempel aktivt del i retssagen mod anabaptisterne, en bevægelse der ikke gik ind for barnedåb, som Zwingli gjorde. Da domstolene senere indførte dødsstraf for alle der blev ved med at være imod barnedåb, protesterede han ikke imod den hårde straf. Han tilskyndede også politiske ledere til at sprede reformer ved hjælp af militærmagt. Men der var flere stærkt katolske områder af Schweiz der var imod Zwinglis reformer. Det endte med borgerkrig. Zwingli tog ud på slagmarken sammen med soldaterne, og der blev han dræbt som 47-årig.

 Ulrich Zwingli har bestemt haft en markant plads i historien, selvom han står i skyggen af de indflydelsesrige protestantiske reformatorer Martin Luther og Jean Calvin. Zwingli brød mere radikalt med den romerskkatolske kirke end Luther gjorde, og banede på den måde vejen for Calvin. Derfor er han blevet kaldt Reformationens tredje mand.

 Zwingli har et broget eftermæle. For at udbrede sine synspunkter involverede han sig både i politik og krig. På den måde fulgte han ikke Jesus’ eksempel, for Jesus nægtede at involvere sig i politik, og han lærte sine disciple at elske deres fjender, ikke at slå dem ihjel. – Matthæus 5:43, 44; Johannes 6:14, 15.

 Ikke desto mindre bliver Zwingli husket for at være en der flittigt studerede Bibelen, og som var besluttet på at dele det han lærte, med andre. Han opdagede mange bibelske sandheder og hjalp andre til også at forstå dem.