Min far spurgte flere gange om jeg ikke ville være med til studiet, og til sidst sagde jeg ja. Jeg blev dybt imponeret over hvor nøjagtig Bibelen er når den berører videnskabelige emner. Med tiden blev jeg helt overbevist om at Bibelen er Guds ord, og at Jehovas Vidner lærer andre sandheden og selv lever efter Bibelen. Jeg blev døbt i 1970, den samme dag som min far. Min mor og mine to søstre blev døbt nogle år senere.

 Mange af dem på min egen alder gik kun op i at feste, og jeg må indrømme at som 17-årig havde jeg nogle gange lyst til bare at leve ligesom dem og have det sjovt. Men det pionerpar der studerede med mig, udstrålede en helt særlig glæde og virkede meget tilfredse med deres liv, og det gav mig lyst til også at begynde som pioner. Da jeg var 21, nåede jeg mit mål.

 Som pioner mærkede jeg en glæde der ikke kunne sammenlignes med noget andet, og jeg fortrød at jeg ikke bare var begyndt noget før. Noget jeg var rigtig glad for, var at forkynde i havnen i Göteborg. Der talte jeg med besætningsmedlemmer på fragtskibe fra hele verden og fortalte dem om sandheden fra Bibelen.

 I løbet af de sidste 50 år har jeg fået lov til på en helt særlig måde at være med til at gøre den gode nyhed tilgængelig på mange forskellige sprog. Lad mig fortælle lidt om hvordan det hele begyndte.

Jeg begynder at arbejde med MEPS

 For at kunne klare mig selv som pioner fik jeg deltidsarbejde som typograf. På det tidspunkt skete der meget inden for trykkeribranchen. Man gik fra at bruge løse blytyper til at bruge fotosætning, det vil sige at man overførte en fotografisk kopi af tekst og billeder til trykplader. Jeg lærte at bruge det nyeste computerbaserede fotosatsudstyr til at lave trykplader til trykpressen.

 I 1980 blev jeg gift med Helene, der var pioner, og ligesom mig elskede hun at møde mennesker fra forskellige dele af verden og at udforske nye kulturer. Vores mål var at komme på Gilead og blive sendt ud som missionærer.

 Men fordi jeg havde erfaring med typografi, blev Helene og jeg inviteret på Betel i Sverige. Organisationen var interesseret i at begynde at bruge nye teknologier for at speede trykkeprocessen op. Derfor blev vi i 1983 sendt til Betel i Wallkill i New York for at lære at bruge et helt nyt system som organisationen var ved at udvikle, nemlig MEPS (Multilanguage Electronic Phototypesetting System). a

 Vi fandt ud af at MEPS var et computersystem der gjorde det muligt at behandle mange forskellige skrifttegn og alfabeter, sammensætte teksten med billedmateriale og ombryde siderne. Vores opgave skulle være at implementere nye alfabeter og karakterer i MEPS så der kunne blive trykt litteratur på flere sprog. Nu, mange år senere, sørger Jehovas Vidner for at den gode nyhed er tilgængelig på mere end tusind sprog.

 På et tidspunkt fik Helene og jeg en ny opgave – vi skulle til Asien for at hjælpe med at tilføje nye sprog i MEPS. Vi syntes opgaven lød spændende, og havde meget lyst til at være med til at gøre den gode nyhed tilgængelig på endnu flere sprog.

Et kulturchok

 I 1986 kom Helene og jeg til Indien. Det var noget af et kulturchok for os! Vi kom til Bombay, der nu hedder Mumbai, og blev fuldstændigt overvældet af alt det nye. Den svenske og indiske kultur virkede som diametrale modsætninger. I den første uge vi var der, overvejede vi seriøst at tage hjem.

 Men da ugen var gået, tænkte vi begge: “Vi har altid ønsket os at blive missionærer, så det vil være ærgerligt at give op nu hvor vi endelig er kommet ud i et fremmed land. Vi er nødt til at lære at tilpasse os de nye omstændigheder.”

 I stedet for bare at løbe fra vores opgave besluttede vi derfor at lære så meget som overhovedet muligt om den her helt anderledes kultur og måde at leve på. Da vi først begyndte på det, gik der ikke lang tid før både Helene og jeg bare elskede Indien. Og siden dengang har vi faktisk lært to indiske sprog, gujarati og panjabi.

Til Myanmar

 I 1988 blev vi sendt til Myanmar, et land der ligger midt imellem Kina, Indien og Thailand. Der var store politiske spændinger i Myanmar, og det meste af landet var i militær undtagelsestilstand. MEPS understøttede endnu ikke det ikke-latinske alfabet der blev brugt i landet, og det var der heller ikke anden software der gjorde. Så vores første opgave var at hjælpe med at designe karaktererne i det alfabet der blev brugt, og så tage filerne med til Wallkill så de kunne uploades til MEPS.

 Da vi skulle ud af landet, havde Helene designene til karaktererne i sin håndtaske. På grund af den ustabile politiske situation risikerede vi at blive anholdt af grænsevagterne i lufthavnen hvis de opdagede at vi havde litteratur på nogen af landets sprog. Men da Helene blev kropsvisiteret, holdt hun bare tasken i hånden mens hun havde armene over hovedet. Ingen lagde mærke til håndtasken!

 Oversætterne i Myanmar fik ikke kun nye karakterer og fonte men fik også laptops, printere og oplæring i at bruge MEPS-systemet. De fleste af oversætterne havde aldrig før set en computer, men de var parate til at lære de nye færdigheder der skulle bruges. Snart var de ikke længere afhængige af at få trykt publikationerne på en forældet trykkemaskine der brugte løse blysatser. Det betød at kvaliteten af vores trykte publikationer med det samme blev meget højere.

Videre til Nepal

 I 1991 fik Helene og jeg en opgave i Nepal, et land der ligger på Himalayas sydlige skråninger. På det tidspunkt var der kun én menighed i landet, og der var kun blevet udgivet få publikationer på nepali.

 Inden længe blev flere publikationer oversat og kom ud til mennesker i distriktet. I dag er der omkring 3.000 Jehovas Vidner i mere end 40 menigheder i Nepal, og over 7.500 overværede højtiden til minde om Jesus’ død i 2022.

En brochure på lahu

 I midten af 1990’erne begyndte missionærer der boede i byen Chiang Mai i Thailand, at forkynde for folk der talte lahu. Lahu tales af bjergstammer der bor i områder der grænser op til Kina, Laos, Myanmar, Thailand og Vietnam. Men vi havde endnu ikke nogen publikationer på sproget.

 En ung mand der studerede med missionærerne, oversatte brochuren “Se! Jeg gør alting nyt” fra thai til lahu. Han og andre der talte lahu, samlede penge sammen og sendte brochuren og pengene til afdelingskontoret. I det brev de sendte med, skrev de at de ønskede at alle der talte lahu, skulle have mulighed for at lære de samme sandheder som de havde lært ved at studere brochuren.

 Nogle år senere fik Helene og jeg til opgave at oplære dem der oversatte til lahu, i at bruge MEPS. En af oversætterne var en bror der for nylig var blevet døbt, og som nu tjente på oversætterkontoret i Chiang Mai. Hvor blev vi overraskede da vi fandt ud af at han var den unge mand der havde oversat den allerførste brochure til lahu.

 I 1995 rejste vi tilbage til Indien for at oplære oversætterne på afdelingskontoret i at bruge de forskellige funktioner i MEPS. I dag er der litteratur tilgængelig på mange af de sprog der tales i Indien, så mennesker kan lære Jehova at kende og nå frem til dåb.

Et liv vi ikke fortryder

 Helene og jeg har været på Afdelingskontoret i Storbritannien siden 1999. Vi arbejder sammen med Afdelingen for MEPS-programmering på Hovedkontoret. Vi har elsket at bruge meget af vores tid på at forkynde for gujarati- og panjabi-talende i London. Hver gang der dukker et nyt sprog op på jw.org, leder vi efter nogle der taler det sprog, i vores distrikt.

 Jeg er så glad for at jeg allerede som helt ung satte mig åndelige mål i stedet for bare at gå op i fest og ballade som mange af mine jævnaldrende. Hverken Helene eller jeg har nogensinde fortrudt at vi valgte heltidstjenesten. Vi har fået lov til at besøge mere end 30 lande og med egne øjne set hvordan den gode nyhed er nået ud til folk fra alle nationer, stammer, sproggrupper og folkeslag. – Åbenbaringen 14:6.