Fotografering der giver teksten liv
Hvordan tager vores fotografer billeder der gør vores publikationer flottere og passer til teksten? For at beskrive de forskellige trin der er involveret, kan vi tage eksemplet med hvordan forsiden af Vågn op! for september 2015 blev designet og fotograferet. a
Design. Efter at have læst artiklen “Et fornuftigt syn på penge” tegnede designerne i Illustrationsafdelingen på Vagttårnets Uddannelsescenter i Patterson, New York, nogle skitser der skulle illustrere teksten. Derefter præsenterede de disse skitser for Det Styrende Råds Redaktionsudvalg, som valgte den skitse der skulle arbejdes videre med.
Sted. I stedet for at tage billeder i en rigtig bank brugte fotografholdet en af receptionerne på Vagttårnets Uddannelsescenter som en fiktiv bank. b
Casting. Personer, der alle er Jehovas Vidner, blev udvalgt til at spille typiske bankkunder i en storby. Ved at føre optegnelser sikrer man at de samme personer ikke bruges for ofte i vores publikationer.
Rekvisitter. Illustrationsafdelingen skaffede udenlandsk valuta så scenen ikke lignede en amerikansk bank. Fotografholdet brugte rekvisitter for at få scenen til at se så autentisk ud som muligt. “Intet bliver overladt til tilfældighederne,” siger en fotograf der hedder Craig.
Tøj og makeup. Til billedet i banken medbragte modellerne tøj fra deres egen garderobe, men hvis billedet skal skildre noget historisk, eller hvis der skal indgå noget særligt tøj, foretager Illustrationsafdelingen research og fremstiller passende kostumer. Makeup-artister lægger makeup på modellerne så de passer til tiden, scenen og i sammenhængen. “På grund af den høje opløsning billeder og skærme har i dag, skal vi være meget omhyggelige. Selv en lille fejl kan ødelægge hele billedet,” siger Craig.
Belysning. Fotograferne sikrede sig at belysningen i scenen med banken lignede almindeligt dagslys. For hver gang der blev taget billeder, skulle fotograferne tjekke at belysningen var korrekt (så den skildrede sollys, månelys eller kunstigt lys), at den matchede det lys der allerede var i scenen, og at den passede til scenens stemning. “I modsætning til film,” siger Craig, “skal vi med kun ét billede gengive stemningen, så belysningen er meget vigtig.”
Redigering. Senere blev billedet redigeret, og pengesedlerne blev sløret så læserne ville fokusere på personerne i billedet, og ikke på hvor pengene kom fra. Dør- og vindueskarmene var i virkeligheden røde, men farven blev ændret til grøn så det passede til bladets farvetema.
Det er ikke kun i Patterson der bliver udført arbejde med fotografering. Afdelingskontorer i hele verden – som for eksempel i Australien, Brasilien, Canada, Japan, Malawi, Mexico, Sydafrika, Sydkorea og Tyskland – har personale der arbejder med fotografering, som kan få til opgave at tage billeder til vores publikationer. Hver måned lægger Illustrationsafdelingen i Patterson omkring 2.500 nye billeder ind i en database. Mange af disse bliver brugt i bladene Vagttårnet og Vågn op!, som i 2015 sammenlagt havde et oplag på over 115 millioner hver måned. Du er velkommen til at få en rundvisning i vores bygninger i Patterson, New York, eller på et af de andre afdelingskontorer verden over for at lære mere.
a Der bliver taget flere billeder til en forside end der i sidste ende bliver brugt. Mange af disse billeder bliver dog lagt ind i et fotobibliotek og senere brugt i andre projekter.
b Hvis der skal tages billeder på gaden, skal Illustrationsafdelingen som regel søge om tilladelse hos byens myndigheder og specificere hvor mange der skal medvirke, og hvor meget udstyr og hvilken type belysning der skal bruges i forbindelse med fotograferingen.