Virginia, der er et af Jehovas Vidner, lider af en sygdom der hedder locked-in syndrom. Hun er helt lammet. Det eneste hun kan, er at se og høre, åbne og lukke sine øjne og bevæge sit hoved en lille smule. Hun kan hverken tale eller spise. Engang var hun sund og fuld af energi, men en morgen i 1997 følte hun en voldsom, vedholdende smerte i baghovedet. Hendes mand kørte hende på hospitalet, og samme aften gik hun i koma. To uger senere vågnede hun op på en intensivafdeling – lammet og tilsluttet en respirator. I nogle dage kunne hun ikke huske noget som helst, ikke engang hvem hun selv var.

 Virginia fortæller hvad der så skete: “Langsomt kom min hukommelse tilbage. Jeg bad indtrængende til Jehova. Jeg ville ikke dø, for jeg ville ikke have at min søn der kun var ni år, skulle miste sin mor. For at holde modet oppe prøvede jeg at huske så mange bibelvers som jeg overhovedet kunne.

 Noget tid senere blev jeg flyttet ud af intensivafdelingen. Efter i seks måneder at have været på forskellige hospitaler og et rehabiliteringscenter blev jeg sendt hjem. Jeg var stadig helt lam, og jeg havde brug for hjælp til alting. Jeg var så ked af det. Jeg følte ikke at jeg havde nogen værdi – hverken i Jehovas eller i andres øjne. Jeg var også bekymret fordi jeg ikke kunne tage mig af min søn.

 Jeg begyndte at læse erfaringer fra andre Jehovas Vidner der led af svær sygdom ligesom mig, og jeg var overrasket over hvor meget de var i stand til at gøre for Jehova. Det fik mig til at arbejde på at være positiv ved at fokusere på det jeg kunne gøre. Før jeg blev syg, var den tid jeg kunne bruge på åndelige aktiviteter, begrænset. Nu havde jeg hele dagen, hver dag. Så i stedet for at opgive håbet fokuserede jeg på mit forhold til Jehova.

 Jeg lærte at bruge en computer der kan skrive ved at registrere hvordan jeg bevæger mit hoved. Det er hårdt. Men det computerprogram hjælper mig til at studere Bibelen og til at dele mit håb med andre ved at skrive breve og e-mails. For at kommunikere med dem jeg er sammen med, har jeg en tavle med alfabetet på. En af dem peger på bogstaverne et ad gangen. Når det er det forkerte bogstav, spærrer jeg øjnene helt op. Når det er det rigtige bogstav, lukker jeg mine øjne. Det gentager vi indtil vi har ord og sætninger. Nogle af de søstre der er meget sammen med mig, er blevet eksperter til at regne ud hvad jeg vil sige. Når de nogle gange kommer frem til det forkerte ord, griner vi sammen ad det.

 Jeg kan godt lide at være med til menighedens aktiviteter. Jeg kobler mig altid på og er med til menighedens møder, og nu gør jeg det ved hjælp af videoopkald. Jeg skriver mine kommentarer ned, og så er der en der læser dem højt når der er spørgsmål og svar-drøftelse. Jeg bruger også videoopkald når jeg ser JW Broadcasting sammen med en lille gruppe fra menigheden. a

 Jeg har haft locked-in syndrom i 23 år nu. Nogle gange er jeg ked af det, men jeg er i stand til at komme igennem de perioder ved at bede, ved at være sammen med brødrene og søstrene og ved at have travlt i tjenesten for Jehova. Ja, med menighedens hjælp har jeg faktisk kunnet være hjælpepioner i over seks år. Jeg har gjort mit bedste for at være et godt eksempel for min søn, Alessandro, der nu er gift og tjener som ældste. Og han og hans kone er pionerer sammen.

 Jeg tænker tit på hvad jeg glæder mig til at jeg kan gøre i Paradiset. Det første jeg vil gøre, er at tale om Jehova med min egen stemme. Jeg glæder mig til at gå langs et vandløb i naturen og nyde det smukke landskab. Og nu har jeg fået flydende kost i to årtier, så jeg kan næsten ikke vente til jeg kan plukke et æble og tage en bid af det. Og fordi jeg er italiener, glæder jeg mig selvfølgelig til at lave alle mine italienske yndlingsretter – for eksempel pizza.

 ‘Håbet om frelse’ er det der holder mig oppe. (1. Thessaloniker 5:8) Når jeg ser mig selv i den nye verden, giver det mig glæde på trods af mine fysiske begrænsninger, som jeg er overbevist om snart vil blive fjernet. Ja, jeg glæder mig sådan til at opleve ‘det virkelige liv’, som Jehova har lovet at give os ved hjælp af sit rige.” – 1. Timotheus 6:19; Matthæus 6:9, 10.