25. FEBRUAR 2022
FRANKRIG
Matthæusevangeliet udgivet på fransk tegnsprog
Den 19. februar 2022 frigav bror Didier Koehler, der er medlem af Afdelingskontorets Udvalg i Frankrig, Bibelen – Matthæusevangeliet på fransk tegnsprog. Bogen kan nu downloades på jw.org og i JW Library Sign Language-appen. Det er første gang Jehovas Vidner udgiver en bibelbog fra Ny Verden-Oversættelsen af Bibelen på fransk tegnsprog.
Omkring 1.500 så udgivelsen af bibelbogen, som foregik online. I sit foredrag sagde bror Koehler: “Tegnsprog er jo et visuelt sprog, og derfor er det tolken der formidler budskabet. Hans ansigt, hans øjne, ja, hele hans krop er med til at vise personernes følelser og meninger. Vi ser hver en lille detalje! På den måde bliver de skrevne ord på Bibelens sider bragt til live for os.”
Jehovas Vidner har forkyndt på fransk tegnsprog siden slutningen af 1960’erne. I starten af 1970’erne blev den første franske tegnsprogsmenighed oprettet i den parisiske forstad Vincennes. Og i begyndelsen af 2000’erne gav Det Styrende Råd tilladelse til at der blev oprettet et oversættelseskontor hvor der skulle oversættes til fransk tegnsprog. I 2019, lige inden pandemien begyndte, blev oversætterholdet flyttet til det franske betelhjem i Louviers. I dag er der 11 tegnsprogsmenigheder og 39 tegnsprogsgrupper i hele afdelingskontorets område.
Oversættelsen af Bibelen til fransk tegnsprog begyndte med Matthæusevangeliet, og den næste bibelbog der vil blive frigivet, er Johannesevangeliet. Det er nogle velkendte beretninger om Jesus’ liv, og den fortællende stil i bøgerne gør dem nemmere at oversætte end andre bibelbøger. Inden udgivelsen af Matthæusevangeliet havde forkynderne kun adgang til udvalgte bibelvers på fransk tegnsprog.
En af oversætterne er en døv søster, og hun siger: “Som barn brugte jeg rigtig meget tid på at kigge på billederne i bogen Det største menneske der har levet. Da jeg så Matthæusevangeliet på fransk tegnsprog, så jeg pludselig alle billederne fra bogen for mit indre blik. For første gang i mit liv forstod jeg hele budskabet.”
En anden oversætter siger: “Jeg har altid drømt om at mine døve forældre kunne få en bibel på fransk tegnsprog. Men jeg havde aldrig forestillet mig at jeg selv skulle være med til at oversætte den! Det er en fantastisk forret.”
Hvor er vi glade for at høre om udgivelsen af Matthæusevangeliet på fransk tegnsprog. Det er bare endnu et bevis på at Jehova ønsker at alle mennesker frit skal “tage af livets vand”. – Åbenbaringen 22:17.