Gå direkte til indholdet

Russiske agenter med våben og forhammer stormer et af de 31 hjem der blev ransaget i byen Nizjnij Novgorod i juli 2019

7. AUGUST 2019
RUSLAND

De russiske myndigheder har nu ransaget over 600 hjem

De russiske myndigheder har nu ransaget over 600 hjem

I løbet af det sidste halvandet år har politibetjente og agenter fra den russiske efterretningstjeneste (FSB) foretaget ransagninger af i alt 613 hjem der tilhører vores brødre og søstre. Siden januar 2019 er 332 hjem blevet ransaget, hvilket er flere end de 281 hjem der blev ransaget i hele 2018.

Myndighederne har de sidste par måneder intensiveret deres forfølgelse af vores brødre og søstre. I juni blev der foretaget 71 ransagninger, og i juli 68 – en markant stigning i forhold til de 23,4 ransagninger der i snit blev foretaget hver måned i 2018.

Russisk politi ransager et hjem i Nizjnij Novgorod

De fleste ransagninger har foregået på den måde at maskerede og svært bevæbnede politistyrker stormer et hus eller en lejlighed. Til tider har politiet rettet deres våben direkte mod vores trosfællers ansigter, også mod børn og ældre, som om de var kyniske og farlige forbrydere. Det kommer derfor ikke som nogen overraskelse at flere eksperter erklærer sig enige med Derek H. Davis, tidligere leder af J.M. Dawson Institute of Church-State Studies ved Baylor University, der har sagt: “Ruslands aggressive forfølgelse af en fredelig gruppe som Jehovas Vidner viser tydeligt at det er myndighederne der er de ekstreme.”

Stigningen i antallet af ransagninger har desværre også betydet flere straffesager mod vores brødre. I Rusland og på Krim er der nu 244 brødre og søstre som er under tiltale. Det er over dobbelt så mange som i december 2018, hvor der var 110 åbne sager mod vores trosfæller. Af de 244 brødre og søstre der er under tiltale, er 39 varetægtsfængslet, 27 i husarrest, og mere end 100 pålagt en række restriktioner.

Selvom vores brødre og søstre i Rusland er genstand for vedvarende forfølgelse, ‘mister vi ikke fodfæstet på grund af disse prøvelser’. Vi bliver tværtimod opmuntret af at høre om deres loyalitet og udholdenhed. Vi priser og takker Jehova fordi han besvarer vores mange bønner for dem, og det har vi tillid til at han vil blive ved med at gøre. – 1. Thessaloniker 3:3, 7.