18. MARTS 2021
RUSLAND
UPDATE – APPEL AFVIST | To brødre i det østlige Rusland risikerer tolv års fængsel på grund af deres tro
Den 18. oktober 2022 afviste Den Niende Almene Kassationsdomstol bror Jurij Belosludtsevs og bror Sergej Sergejevs anden appel. De skal ikke i fængsel på nuværende tidspunkt.
Den 21. april 2022 afviste regionaldomstolen i Primorje-regionen Jurijs og Sergejs appel.
Den 31. januar 2022 kendte Posjarskij Distriktsdomstol i Primorje-regionen Jurij og Sergej skyldige. De blev begge idømt en betinget straf på seks år.
Profiler
Jurij Belosludtsev
Født: 1964 (Smidovitj, Den Jødiske Autonome Region)
Baggrund: Er vokset op hos sin bedstemor i en lille landsby. Arbejdede som ingeniør hos et elselskab. Er glad for at fiske og stå på ski
Blev gift med Jelena i 1985. De var begge to meget glade for tanken om at Gud har lovet at han vil fjerne ondskab, sorg og smerte. Det gjorde et stort indtryk på dem begge at læse om hvordan Bibelens profetier er blevet opfyldt, og det fik dem til at sige ja til et bibelstudie. Blev døbt i 1994
Sergej Sergejev
Født: 1955 (Dukhovnitskoje, Saratov-regionen)
Baggrund: Arbejdede i en kulmine indtil han gik på pension. Blev gift med Nelly i 1991. De har to døtre og en søn. Parret har en fælles interesse for hunde
De begyndte at studere Bibelen kort tid efter at de var blevet gift. Bibelens praktiske råd og opfyldelsen af dens profetier gjorde et stærkt indtryk på dem. Blev døbt i 1996
Sagen
Den 17. marts 2019 ransagede den russiske efterretningstjeneste (FSB) en lang række hjem i Lutjegorsk i Primorje-regionen. Vores brødre og søstre blev forhørt, nogle endda i op til syv timer. Jurij og Sergej blev tilbageholdt.
To dage senere blev begge brødre overført til et varetægtsfængsel, hvor de opholdt sig de næste seks måneder. Efter deres løsladelse i september 2019 tilbragte de efterfølgende fem måneder i husarrest.
De siger begge to at det der hjalp dem til at klare tilstandene i varetægtsfængslet, var bøn. Sergej siger at Bibelen også hjalp ham til at bevare en positiv indstilling. Han siger: “Jeg tænkte på det Jesus sagde: ‘Hvis de har forfulgt mig, vil de også forfølge jer.’ (Johannes 15:20) Jeg tænkte: ‘Wauw! Alt det vi kommer ud for, skete også for Jesus Kristus, hans disciple og apostlene. Jehova mener åbenbart at jeg vil kunne aflægge et godt vidnesbyrd i den her situation.’ De tanker og det at Jehova besvarede mine bønner, styrkede mig og hjalp mig til at være rolig og bevare et godt humør.”
Jurij fortæller at han før i tiden havde svært ved at få læst i Bibelen hver dag, men så hjalp en af hans åndelige brødre ham til at få det gjort. Denne gode vane kom ham til gavn mens han var varetægtsfængslet. Han siger: “Jeg kom i tanke om eksempler fra Bibelen og fra vores bibelske publikationer som jeg havde læst før i tiden. Det gav mig styrke og hjalp mig til at bevare glæden. Det hjalp mig også til ikke at bekymre mig overdrevet meget.”
I fuld tillid beder vi til Jehova om at han fortsat må være en “tilflugt og styrke” for vores brødre og søstre i Rusland i de svære tider de oplever lige nu. – Salme 46:1.