31. MAJ 2018
RUSLAND
Endnu et af Jehovas Vidner i Rusland anklaget for ekstremistisk aktivitet
Arkadja Akopjan, en 70-årig pensioneret skrædder der er Jehovas Vidne, blev for et år siden stillet for retten, anklaget for ekstremistisk aktivitet. Hvis han bliver dømt skyldig, risikerer han en stor bøde eller en fængselsstraf på op mod fire år.
Anklagemyndigheden hævder at Arkadja Akopjan har gjort sig skyldig i “tilskyndelse til religiøst had”, og baserer anklagen på en prædiken han holdt i en lokal rigssal som han er kommet i gennem flere år. I retten baserede anklageren primært sin sag på falske vidneudsagn fra seks personer der ikke er Jehovas Vidner. De påstår at Arkadja Akopjan kom med nedsættende udtalelser i sin prædiken, og at han gav dem “ekstremistisk” litteratur som de skulle forære andre.
Arkadja Akopjan og andre som kender ham, afviser begge anklager. Hans advokat fremførte beviser i retten der afslørede at de seks personer overhovedet ikke var i nærheden af bygningen hvor Arkadja Akopjan angiveligt skulle have kommet med de nedsættende udtalelser. Desuden beder Jehovas Vidner aldrig nogen der ikke er Vidner, om at uddele religiøs litteratur. Arkadja Akopjans kone, Sonja, der ikke er Jehovas Vidne, blev krydsforhørt i retten og forklarede at hun har været lykkeligt gift med Arkadja i 40 år, og at han aldrig har forsøgt at tvinge nogen af deres familiemedlemmer til at blive Jehovas Vidner.
Dommer Oleg Golovasjko har bestemt at der skal foretages en ekspertundersøgelse af Arkadja Akopjans udtalelser for at afgøre om han ‘tilskyndede til religiøst had’. Ved den seneste høring, der foregik den 15. maj 2018, nævnte dommeren at undersøgelsen skal afsluttes i løbet af september 2018, og at han vil lade sagen fortsætte i mellemtiden. Den næste høring er sat til den 5. juni, hvor Arkadja Akopjan vil blive krydsforhørt. Han er ikke varetægtsfængslet, men siden hans sag begyndte ved Prokhladnij distriktsdomstol i maj 2017, har han haft forbud mod at rejse.
Gregory Allen, der er assisterende juridisk rådgiver for Jehovas Vidner, siger: “Arkadja Akopjan er blot endnu et offer for Ruslands grove misbrug af ekstremismeloven mod Jehovas Vidner. Han er en uskyldig borger der adlyder loven og ønsker at tilbede Gud på en fredelig måde. Det at regeringen på denne måde har gjort Jehovas Vidner til skydeskiver, gør livet svært for det enkelte Jehovas Vidne og nedbryder landets sociale diversitet.”
Arkadja Akopjan er det andet Jehovas Vidne i Rusland der bliver uretfærdigt anklaget for “ekstremistisk aktivitet”. Retssagen mod Dennis Christensen, et Jehovas Vidne i Orjol, begyndte i februar 2018. Han har været varetægtsfængslet i et år og kan risikere op til ti års fængsel hvis han bliver dømt skyldig. a Syv andre Jehovas Vidner er varetægtsfængslet i forskellige dele af Rusland, men der er ikke blevet rejst tiltale mod dem.
a Begge mænd er sigtet efter straffeloven, men efter forskellige paragraffer. Arkadja Akopjan er sigtet efter paragraf 282, stykke 1, om tilskyndelse til religiøst had. Dennis Christensen er sigtet for at have overtrådt straffelovens paragraf 282.2, stykke 1, om organisering af aktiviteter i en religiøs organisation der er erklæret ekstremistisk. Denne overtrædelse medfører en strengere dom.