I april 2012 havde den syvårige Vivienne Falcone en seddel med til skoleinspektøren fra hendes forældre hvori de bad om at hun måtte få fri fra skole i én dag. Hendes familie skulle til Mainz for at overvære et årligt tredages religiøst stævne for Jehovas Vidner. Skolen afviste familiens anmodning om at Vivienne kunne få fri til stævnet om fredagen. Men af hensyn til hendes åndelige oplæring tog hendes forældre hende med til stævnet alligevel. Viviennes forældre klagede til skolemyndighederne i staten vedrørende afslaget fra skolen, men de ville ikke anerkende stævnet som en religiøs højtid og krævede at forældrene betalte et administrationsgebyr.

Skolemyndighedernes afgørelse kunne få negative konsekvenser for Viviennes forældre, for ifølge lovgivningen i Tyskland bliver ulovligt fravær betragtet som forsømmelse af forældres forpligtelse til at sende deres børn i skole. Det kan blive straffet med bøde og i ekstreme tilfælde endda fængsel. Set i et større perspektiv betragtede Viviennes forældre afslaget som en krænkelse af deres religiøse frihed og deres ret til at opdrage deres barn i overensstemmelse med deres religiøse overbevisning.

Viviennes forældre, Stefano og Elisa, lagde sag an mod skolemyndighederne, og sagen blev behandlet ved en forvaltningsdomstol. Forældrene fremholdt argumentet at stævnerne er en lejlighed til at familien sammen kan tilbede Gud og styrke deres tro. De sagde: “Stævnerne er et årligt højdepunkt og en særlig begivenhed inden for vores trossamfund.” a Domstolen gav forældrene medhold idet den anerkendte at Jehovas Vidners årlige stævner er religiøse højtider. Skolemyndighederne appellerede dommen med den begrundelse at Jehovas Vidners stævner blot er sociale begivenheder, ikke religiøse højtider, og at de ikke kan sammenlignes med særlige dage der bliver betragtet som hellige, som for eksempel jul, påske og nationale helligdage.

Den 27. juli 2015 stadfæstede en højere forvaltningsdomstol i Hessen den lavere domstols afgørelse. Den højere domstol erklærede at definitionen på en religiøs højtid helt og holdent afhænger af den religiøse organisations egen opfattelse. Retten skelnede tydeligt mellem religiøse anliggender og statens anliggender. Den udtalte: “Ellers ville staten krænke den frihed grundloven garanterer kirker og religiøse og ideologiske organisationer, samt deres ret til selvbestemmelse i egne anliggender.” Staten er “forpligtet til at være ideologisk og religiøst neutral”.

Den højere domstol henviste også til Jehovas Vidners officielle hjemmeside, hvor det forklares at Jehovas Vidner betragter deres stævner som religiøse højtider. Domstolen erklærede at skolemyndighederne ved at afvise Stefano og Elisas anmodning om at deres datter kunne blive fritaget fra skole, “fejlbedømte barnets ret til religiøs frihed ... samt forældres ret til at oplære børn i religion og ideologi.” Domstolen afgjorde at skolemyndighedernes “mening er i strid med den neutralitet som er pålagt det offentlige.”

Efter det positive udfald i retssagen sagde Viviennes forældre: “Som Jehovas Vidner er uddannelse vigtigt for os, og vi forsøger at give vores børn en lyst til at lære. Vi lægger også stor vægt på religiøs oplæring fordi den giver vores børn værdsættelse af åndelige ting og hjælper dem til at få et personligt forhold til Gud – noget der hjælper dem til at være kærlige, hensynsfulde og harmoniske. Vi er meget taknemmelige for den afgørelse myndighederne har truffet.”

Familiens advokat, Armin Pikl, udtalte: “Denne afgørelse fastslår at Jehovas Vidners stævner er hellige begivenheder, og at forældre har ret til at oplære deres børn i det de tror på. Elever der er Jehovas Vidner, vil i løbet af deres skoleår få stor gavn af at få fri fra skole for at overvære disse vigtige stævner. Jeg håber at domstole i andre lande vil tage denne positive afgørelse i betragtning når de står over for lignende sager.”