23. MARTS 2022
UKRAINE
UPDATE NR. 4 | Vores brødre og søstre viser sand kærlighed under katastrofen i Ukraine
Vi bliver ved med at bede for vores brødre og søstre i Mariupol, hvor der stadig er kampe i gaderne og bombninger. Desværre er seks af vores brødre og søstre døde under bombningerne. I alt har 10 brødre og søstre mistet livet i Ukraine. Som man har kunnet læse i flere nyhedsmedier, blev et teater hvor flere end 1.000 mennesker havde søgt dækning, bombet i sidste uge. Ingen af vores trosfæller mistede livet i angrebet, men nogle få er blevet lettere såret.
Omkring 750 af vores brødre er flygtet fra Mariupol, og cirka 1.600 er stadig i byen. Mange af dem befinder sig i den østlige del af byen, som nu er under russisk kontrol.
Som tidligere nævnt har cirka 200 brødre og søstre søgt dækning i en kælder under et rigssals- og stævnehalskompleks. Da man på et tidspunkt fik oprettet kontakt til dem i et kort stykke tid, fortalte nogle af brødrene der:
“Under bombningerne var mange af brødrene og søstrene meget bange, og nogle begyndte at græde. Da vi hørte eksplosioner udenfor, var vi overbevist om at vi ville dø, enten af eksplosionerne eller af ilden. En ældstebror foreslog at vi sang Rigets sange. Vi sang omkring 10 til 15 sange sammen, den ene efter den anden. Jo højere eksplosionerne blev, og jo mere bygningen begyndte at ryste, jo højere sang vi. Derefter læste vi Salme 27 og snakkede om den. En efter en delte vi vores yndlingsvers fra Bibelen og forklarede hvordan de havde styrket os. … Vi mærkede at Jehova virkelig er ‘den inderlige barmhjertigheds Far, den Gud som giver al trøst’, han kan berolige os selv i de sværeste situationer.” – 2. Korinther 1:3, 4.
Selvopofrende ældste og medlemmer af den lokale nødhjælpskomité leder efter deres trosfæller og kommer med mad og medicin til dem når de har brug for det, endda med livet som indsats. Nogle gange må brødrene kravle afsted på jorden for at beskytte sig mod skudsalver mens de gennemsøger byen. Vi er meget rørte over at høre hvordan vores brødre ‘sætter deres eget liv på spil’ for deres trosfæller, og vi er utroligt stolte af dem. – Romerne 16:4.
Fordi det ikke er muligt at få gas eller elektricitet, laver modige søstre i hele byen mad udenfor over bål. Derefter bliver maden leveret til ældre og syge forkyndere. Mange af vores brødre og søstre har mistet deres hjem, biler og ejendele, men de er så taknemmelige for den kærlighed og omsorg de bliver vist af deres trosfæller.
De der har søgt dækning, gør alt hvad de kan, for at holde fast ved en god åndelig rutine ved at studere Bibelen sammen og forkynde for andre når det er muligt.
Pr. 22. marts 2022 har vi følgende oplysninger fra Ukraine. Tallene her er blevet bekræftet af de lokale brødre. Det er dog meget sandsynligt at de i virkeligheden er noget højere da det er svært at komme i kontakt med vores trosfæller i alle dele af landet:
Hvordan vores brødre og søstre er blevet ramt
10 forkyndere har mistet livet
27 forkyndere er blevet såret
33.180 forkyndere er flygtet til mindre farlige områder i landet
78 hjem er blevet fuldstændigt ødelagt
102 hjem har fået store skader
484 hjem har fået mindre skader
1 rigssal er blevet fuldstændigt ødelagt
4 rigssale har fået store skader
18 rigssale har fået mindre skader
Nødhjælpsarbejde
Der er 27 nødhjælpskomitéer i Ukraine som sørger for nødhjælp
25.069 forkyndere har fået hjælp af nødhjælpskomitéerne til at finde logi i mindre farlige områder
14.308 forkyndere er flygtet til andre lande og bliver hjulpet af deres trosfæller der