17. OKTOBER 2024
USA
Orkanen Milton raserer Florida, USA
Den 9. oktober 2024 gik kategori 3-orkanen Milton i land på Floridas golfkyst og pløjede gennem staten og skabte ødelæggelse på sin vej. Den kraftige orkan ramte mindre end to uger efter at orkanen Helene havde raseret samme område og medført oversvømmelser og ødelæggelser. Milton havde en vindhastighed på op til 80 meter i sekundet. Mange områder ved kysten fik så meget som 450 millimeter regn og blev ramt af en stormflod med op til 3 meter høje bølger, hvilket førte til omfattende oversvømmelser.
I kølvandet på Milton opstod der også mindst 38 tornadoer, der skabte meget ødelæggelse i det sydlige og centrale Florida. Næsten 80.000 er stadig uden strøm, og mindst 24 er blevet dræbt.
Hvordan vores brødre og søstre er blevet ramt
Ingen af vores brødre eller søstre har mistet livet.
2 forkyndere kom slemt til skade.
4 forkyndere kom lettere til skade.
9.949 forkyndere er blevet evakueret eller har måttet forlade deres hjem.
16 hjem er blevet ødelagt.
235 hjem har fået omfattende skader.
1.398 hjem har fået mindre skader.
1 rigssal har fået mindre skader.
30 rigssale er i øjeblikket uden strøm og kan ikke benyttes.
Nødhjælpsarbejde
To dage før orkanen Milton ramte, havde Afdelingskontoret i USA sendt et brev ud til mere end 800 menigheder i det område der ville blive ramt. Brevet kom med nyttig information og gode råd til dem der valgte at forlade området før orkanen.
Kredstilsynsmænd og lokale ældste sørger for opmuntring ud fra Bibelen og praktisk hjælp til de brødre og søstre der er blevet berørt af orkanerne Helene og Milton.
Der er blevet oprettet 3 nødhjælpskomitéer til at koordinere nødhjælpsindsatsen.
Hundreder af Jehovas Vidner i Georgia og South Carolina har gæstfrit åbnet deres hjem så de venner der har måttet forlade Florida, har et sted at være.
Vi tænker meget på alle i vores store, globale familie, og vi beder Jehova om at være “et tilflugtssted og en beskyttelse” for dem der er blevet berørt at de voldsomme storme der har været. – Esajas 4:6.