1. Hvørja gleði og æru hava vit?

HVOR er det en stor ære og glæde at vi kan være Jehovas Vidner! Vi bærer Guds navn, og vi vidner om ham ved at forkynde og undervise. Det er en stor fornøjelse når vi kan hjælpe nogle der har “den rette indstilling”, til at få tro så de kan “få evigt liv”. (Ap.G. 13:48) Vi har det ligesom Jesus, der blev “overvældet af glæde” da hans disciple kom tilbage efter en vellykket forkyndertur. – Luk. 10:1, 17, 21.

2. Hvussu vísa vit, at vit taka tænastuna í álvara?

² Vi tager vores opgave med at forkynde meget alvorligt. Apostlen Paulus gav Timotheus den her opfordring: “Vær hele tiden opmærksom på dig selv og på hvordan du underviser.” Han tilføjede: “Det vil betyde livet, både for dig selv og for dem der hører på dig.” (1. Tim. 4:16) Så der står altså liv på spil! Vi er ‘hele tiden opmærksomme på os selv’ fordi vi er borgere i Guds rige. Af den grund forsøger vi altid at opføre os på en måde der ærer Jehova, og som stemmer med det budskab vi forkynder. (Flp. 1:27) Vi viser at vi er ‘opmærksomme på hvordan vi underviser’, ved at vi forbereder os godt og beder om Jehovas hjælp inden vi forkynder.

3. Hvørja móttøku kunnu vit vænta, tá ið vit boða tey góðu tíðindini?

³ Selvom vi gør alt hvad vi kan, er det ikke sikkert at folk i vores distrikt vil lytte. Tænk på hvad bror Georg Lindal oplevede. Han var alene, men forkyndte flittigt overalt i Island i årene fra 1929 til 1947. Selvom han afsatte titusindvis af publikationer, var der ikke en eneste der tog imod sandheden. Han skrev: “Nogle ser ud til at have taget standpunkt imod sandheden, men de fleste er stadig fuldstændigt ligeglade.” I 1947 ankom nogle missionærer fra Gilead for at hjælpe til med arbejdet, men der gik alligevel  ni år før de første islændinge indviede sig til Jehova og blev døbt. *

4. Hvussu kunnu vit hava tað, tá ið fólk ikki vilja lurta?

⁴ Når folk i distriktet ikke har lyst til at høre vores budskab, kan vi blive kede af det. Nogle gange har vi det måske endda ligesom Paulus, der følte “en stor sorg og en konstant smerte” fordi jøderne som folk betragtet ikke ville tro på at Jesus var den lovede Messias. (Rom. 9:1-3) Måske studerer du Bibelen med en og gør dit bedste for at undervise på en god måde. Du beder også for din elev. Men eleven bruger ikke det han lærer, så du er nødt til at stoppe studiet. Eller måske har du aldrig studeret med en der blev døbt. Giver det dig dårlig samvittighed og får dig til at tænke at Jehova ikke er tilfreds med din tjeneste? I den her artikel vil vi se på to spørgsmål: (1) Hvad afgør om vores forkyndelse er vellykket? (2) Hvad kan hjælpe os til at have realistiske forventninger?

5. Hví gongur tað ikki altíð, sum vit vilja, í tænastuni?

⁵ Bibelen siger følgende om en der gør Guds vilje: “Alt hvad han gør, vil lykkes.” (Sl. 1:3) Men det betyder ikke at alt hvad vi gør for Jehova, går ligesom vi kunne tænke os. Vi mennesker er ufuldkomne, og derfor er vores liv ofte fyldt med problemer og bekymringer. (Job 14:1) Desuden lykkes det nogle gange vores modstandere at sætte en stopper for den måde vi plejer at forkynde på. (1. Kor. 16:9; 1. Thess. 2:18) Så hvad afgør om Jehova betragter vores tjeneste som vellykket? Lad os se på nogle principper fra Bibelen der kan hjælpe os til at få svar på det spørgsmål.

6. Nær heldur Jehova, at okkara tænasta er væleydnað?

⁶Jehova lægger mærke til vores indsats og vores udholdenhed. Han betragter vores forkyndelse som vellykket når vi udfører den flittigt og vores motiv er kærlighed – uanset hvordan folk reagerer. Paulus skrev: “Gud er jo ikke uretfærdig så han glemmer jeres arbejde og al den kærlighed I har vist hans navn ved både før og nu at hjælpe de hellige.” (Hebr. 6:10) Så uanset hvilke resultater vi opnår, husker Jehova vores indsats og vores kærlighed. Det Paulus skrev til korintherne, gælder også os: “I ved jo at det arbejde I gør for Herren, aldrig er forgæves.” – 1. Kor. 15:58.

7. Hvat læra vit av tí, sum Paulus legði dent á, tá ið hann fortaldi um sína tænastu?

⁷ Paulus var en fremragende missionær som oprettede nye menigheder i mange  forskellige byer. Da han på et tidspunkt måtte forsvare sig over for nogle som satte spørgsmålstegn ved hans kvalifikationer som en tjener for Kristus, fremhævede han ikke hvor mange han havde hjulpet til at blive kristne. Han skrev derimod: “Jeg har slidt mere end nogen anden.” (2. Kor. 11:23) Ligesom Paulus må vi huske at det der betyder mest for Jehova, er vores indsats og vores udholdenhed.

8. Hvat skulu vit minnast til í sambandi við okkara tænastu?

⁸Jehova glæder sig over at vi forkynder. Jesus sendte 70 disciple ud for at forkynde den gode nyhed om Riget, og da de vendte tilbage, var de fyldt med glæde. Hvorfor var de det? De sagde: “Selv dæmonerne adlyder os når vi bruger dit navn.” Men Jesus hjalp dem til at fokusere på det der var vigtigst, ved at sige: “Glæd jer ikke over at ånderne adlyder jer – glæd jer over at jeres navne er skrevet ind i himlene.” (Luk. 10:17-20) Jesus vidste at de ikke altid ville få så gode oplevelser i forkyndelsen. Faktisk ved vi ikke hvor mange af dem der havde lyttet til disciplene, som begyndte at følge Jesus. Disciplene måtte forstå at deres glæde ved tjenesten ikke skulle afhænge af hvor gode resultater de opnåede. Det der skulle give dem størst glæde, var at vide at Jehova var tilfreds med deres indsats.

9. Hvørja løn fáa vit sambært Galatiabrævinum 6:7-9, um vit halda út í okkara tænastu?

⁹Jehova vil belønne os med evigt liv hvis vi ikke giver op. Når vi gør vores bedste for at forkynde og undervise, ‘lader vi os lede af Guds ånd’, ja, vi giver Guds hellige ånd mulighed for at virke frit i vores liv. Hvis vi “ikke bliver trætte og giver op”, lover Jehova at vi vil “høste evigt liv”, også selvom vi ikke personligt har studeret med en der er blevet døbt. – Læs Galaterne 6:7-9.

10. Hvat er avgerandi fyri, um fólk lurta eftir okkara boðskapi?

¹⁰Folks reaktion afhænger hovedsageligt af deres hjerteindstilling. Det forklarede Jesus i en lignelse om en landmand der såede korn. Kornet faldt forskellige steder, og kun én type jordbund gav et udbytte. (Luk. 8:5-8) Jesus forklarede at de forskellige typer jordbunde var et billede på folks hjerteindstilling, og at det er forskelligt hvordan folk reagerer når de hører “Guds ord”. (Luk. 8:11-15) Vi bestemmer altså ikke hvilke resultater vores såarbejde vil medføre, for det afhænger af hjerteindstillingen hos dem vi forkynder for. Det vi har ansvaret for, er at blive ved med at fortælle folk om Guds rige. Som Paulus skrev, vil ‘hver enkelt blive belønnet i forhold til sit eget arbejde’, ikke i forhold til resultaterne af det arbejde. – 1. Kor. 3:8.

11. Hví helt Jehova, at boðanin hjá Nóa var væleydnað? (Hygg at forsíðumyndini.)

¹¹ Mange af Jehovas tjenere op gennem tiden har måttet forkynde for nogle der ikke ville lytte til dem. Tænk for eksempel på Noa, der var “en forkynder af retfærdighed”. (2. Pet. 2:5) Han forkyndte sikkert i flere årtier og håbede uden tvivl at folk ville reagere positivt på hans budskab, selvom Jehova ikke på nogen måde havde indikeret at det ville ske. Da Jehova forklarede Noa hvordan han skulle bygge arken, sagde han derimod: “Du skal gå ind i arken sammen med dine sønner,  din kone og dine sønners koner.” (1. Mos. 6:18) Og da Noa fik at vide hvilken størrelse arken skulle have, er det måske gået op for ham at det langt fra var alle der ville lytte til hans budskab. (1. Mos. 6:15) Som vi ved, var der ikke en eneste der reagerede positivt på det Noa sagde. (1. Mos. 7:7) Betragtede Jehova Noa som en fiasko? Overhovedet ikke! I Jehovas øjne var Noas tjeneste vellykket fordi han trofast gjorde som han havde fået besked på. – 1. Mos. 6:22.

12. Hvat hjálpti Jeremiasi at gleðast um tænastuna?

¹² Profeten Jeremias forkyndte også i mange år selvom han mødte ligegyldighed og modstand. Han blev “hånet og fornærmet” af sine fjender, og det gjorde ham så ked af det at han overvejede at opgive sin tjeneste. (Jer. 20:8, 9) Men Jeremias gav ikke op! Hvad hjalp ham til at overvinde sine negative tanker og finde glæde ved forkyndelsen? Han fokuserede på to vigtige ting. For det første: Det budskab han forkyndte, kunne give mennesker “en fremtid og et håb”. (Jer. 29:11) For det andet: Jeremias fik lov til at repræsentere Jehova. (Jer. 15:16) Vi forkynder også et positivt budskab om håb, og vi får lov til at bære Jehovas navn. Når vi fokuserer på de to vigtige ting, kan vi finde stor glæde, uanset hvordan folk reagerer på vores budskab.

13. Hvat læra vit av líknilsinum hjá Jesusi í Markus 4:26-29?

¹³Åndelig vækst sker lidt efter lidt. Det understregede Jesus i en lignelse om en landmand der sov. (Læs Markus 4:26-29). Resultatet af landmandens arbejde viste sig lidt efter lidt, og der var ikke noget han kunne gøre for at fremskynde processen. På samme måde ser vi måske heller ikke resultaterne af vores undervisningsarbejde før der er gået et stykke tid, fordi væksten sker gradvist. Og vi kan heller ikke tvinge dem vi studerer med, til at gøre hurtigere fremskridt bare fordi vi gerne vil have det. Så mist ikke modet, og giv ikke op hvis det tager længere tid for din elev at gøre fremskridt end du havde forventet. Ligesom landmænd må vi forkyndere være tålmodige. – Jak. 5:7, 8.

14. Hvat dømi vísir, at tað kann taka langa tíð, áðrenn vit síggja úrslitini av okkara boðan?

¹⁴ I nogle distrikter kan der gå flere år før man ser nogen resultater af forkyndelsen. Tænk over eksemplet med Gladys og Ruby Allen, to kødelige søstre der i 1959 fik til opgave at tjene som pionerer i en by i provinsen Quebec i Canada. * Folk ville ikke tale med dem fordi de var bange for hvad deres naboer ville tænke, og fordi den katolske kirke havde stor indflydelse i området. Gladys fortæller: “Et sted gik vi fra dør til dør i otte timer om dagen i to år uden at tale med en eneste beboer. Folk kom blot ud til døren for at se hvem det var, og trak derefter persiennerne ned. Men vi gav ikke op.” Lidt efter lidt blødte folk op, og nogle begyndte at lytte. I dag er der tre menigheder i den by. – Esa. 60:22.

15. Hvat lærir 1. Korintbræv 3:6, 7 okkum um tað at gera fólk til lærisveinar?

¹⁵Det kræver mere end én forkynder at gøre en person til en discipel. Det er blevet sagt at der skal en hel menighed til for at hjælpe en elev frem til dåb. (Læs 1. Korinther 3:6, 7). Forestil dig at en  bror giver en folder eller et blad til en der har vist interesse. Men broren finder ud af at han ikke har mulighed for at komme tilbage på et tidspunkt der passer den besøgte, så han beder en anden forkynder om at gøre det. Forkynderen begynder at studere Bibelen med personen. Han inviterer forskellige forkyndere med på studiet, og de er hver især med til at opmuntre eleven. Hver eneste bror og søster som eleven møder, hjælper ham til at vokse åndeligt. Af den grund kan den der sår, og den der høster, glæde sig sammen over resultatet, som Jesus sagde. – Joh. 4:35-38.

16. Hví kanst tú vera glaður, hóast tú ikki fært gjørt so nógv í boðanini?

¹⁶ Hvad nu hvis du har dårligt helbred eller ikke har så mange kræfter og derfor ikke kan være så meget med i vores forkyndelses- og undervisningsarbejde? Du har stadig god grund til at glæde dig over det du kan bidrage med. Tænk over beretningen med kong David og hans mænd der skulle befri deres familier og tage deres ejendele tilbage fra en amalekitisk røverbande. To hundrede af mændene var for udmattede til at tage med i kampen, så de blev tilbage og passede på oppakningen. Efter kampen besluttede David at byttet skulle deles ligeligt mellem dem alle. (1. Sam. 30:21-25) Noget lignende gælder i forbindelse med vores globale forkyndelsesarbejde. Alle der gør deres bedste i arbejdet, har grund til at glæde sig hver gang en ny bliver befriet fra Satans verden og begynder at tjene Jehova.

17. Hvat kunnu vit vera takksom fyri?

¹⁷ Vi takker Jehova for det positive syn han har på vores tjeneste. Han ved at vi ikke kan fremtvinge gode resultater af vores indsats. Men han lægger mærke til vores flittige arbejde og gode motiver, og han belønner os. Han lærer os også at vi har grund til at være glade over den indsats vi hver især kan gøre i høstarbejdet. (Joh. 14:12) Vi kan være sikre på at Jehova vil elske os og godkende os så længe vi ikke giver op!